Fredag, den 16. september var Store Releasedag for Kenneth Bøgh Andersens flotte seks-bindsværk, Den store djævlekrig, hvoraf bind seks som bekendt hedder Den faldne djævel.
Receptionen foregik i lokalerne hos Kenneth Bøgh Andersens forlag, Høst og Søn, og Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen var til stede.
Forlagets presseansvarlige, Amanda Egebo, bød de 100-150 ivrige fans velkommen, hvorefter hun gav ordet til Kenneth Bøgh Andersen, som holdt en veloplagt tale for fans, familie, redaktører, illustratorer og anmeldere, hvorefter han satte sig til det runde bord, hvor han efter tur signerede Den faldne djævel for de ivrige læsere, hvoraf flere allerede sad og læste i lokalet, hvor det hele foregik.
Kenneth Bøgh Andersen signerede bøger til de fremmødte ved receptionen, og det trak lang kø af ivrige læsere.
De kunne bare ikke vente - allesammen ...
Og ventetiden blev bedrevet med slik, forfriskninger og franske kartofler. Det blev en kanoneftermiddag, og bogen kom til verden med det allerhelvedes brag, den burde.
Som Kenneth Bøgh Andersen sluttede sin tale af med: Rigtig ond fornøjelse!
Og så var der - læg venligst mærke til det - en lille djævel til stede for at iagttage, om alt gik redeligt og ordentligt til!
Hvem du end er, så velkommen til verden!!!!!!
I anledning af afslutningen på det flotte værk Den store djævlekrig 1-6 går Eiler Jensen bag om værket i et interview med Kenneth Bøgh Andersen, som han mødes med inde på forlaget Høst & Søn.
Kenneth Bøgh Andersen er netop vendt hjem efter en rejse til Kina for at promovere de første tre Antboy-bøger, der er oversat til kinesisk.
- På en lidt spøjs måde, fortæller han.
Der er flere forekomster af bandeord i den danske udgave, men de er renset ud i den kinesiske, ligesom der er et sted, hvor Ida giver Antboy et kys. Det er i den kinesiske udgave blevet til et knus, så bøgerne er blevet ok, om end lidt mere kyske end i den danske version.
Det blev ikke til så meget sightseeing, som man måske kunne have håbet, men besøget var jo også først og fremmest arbejdsrelateret. Et besøg til den forbudte by blev det nu til.
Så er vi i gang med, hvad jeg er kommet for at høre og han for at fortælle om. Vi vil ikke tale om, hvad bind seks af Den Store djævlekrig handler om, men prøve at komme bagom og tale om begreber og andre forhold i forbindelse med værket som helhed. Så vi går i gang.
Kenneth Bøgh Andersens afsæt til Den store djævlekrig var i sin tid Bent Hallers store roman fra 1996: Lille Lucifer. Og det man kan se - for her der nemlig en lighed - at da Lille Lucifer møder den store Lucifer i slutningen af romanen, så siger Djævelen til Lille Lucifer, at de er to alen ud af ét stykke, men lille Lucifer benægter det, idet han siger:
Jeg har mødt noget, som du ikke har mødt. Jeg har mødt kærligheden. Jeg er blevet elsket.
Og da Djævelen hører det, synker han i havet, og det onde er besejret, om ikke andet, så for en stund.
- Ja, det er jo, hvad værket handler om, at det gode møder det onde - eller omvendt, og det er jo, hvad Djævelens lærling er båret af, fortæller Kenneth Bøgh Andersen.
- For det, der sker, er, at Filip møder kærligheden, hvilket afstedkommer vrede og jalousi - men man skal ikke glemme, at Filip i Helvede kommer til at stå på egne ben og træffer sit helt eget valg.
• Det spændende er vel også, at han i Helvede introducerer noget andet, end man ellers forbinder med Helvede, en værdi, som er fremmed for dem. Nemlig det gode?
- Ja, men de forstår godt begrebet. Da Lucifer siger - med henvisning til statuen, og at han i sin tid reddede Helvede ud af Aziels kløer - at han er en satans knægt, mener han det jo med en ironisk distance - at han er en god knægt.
- Satina kender også godt udtrykket, da hun siger om Filip, at han er et godt menneske. Og hun er vel også det, man kunne kalde ”en god djævel”. Og det var min idé med at skabet universet: Ikke bare at skabe et ondsindet Helvede, men netop noget, der også skulle kunne fungere som et samfund, et hyggeligt Helvede, om du vil.
• Det er vel også derfor, man kan holde ud at læse værket?
- Ja, for ellers var der jo ikke mange muligheder for at kunne skrive denne bog - også - med en smule humor.
• Har du under skrivningen været optaget af Teodicé-problemet (det ondes problem, red.)?
- Det var hele udgangsproblemet for at skrive bøgerne. Det er jo også derfor, at Gud fylder så stor en del af det; selv i de to første bøger, hvor han ikke er med.
- For én ting er at skabe helvedesuniverset, men Gud skulle naturligt være der, og det kunne ikke nytte, at jeg opfandt en gudsforestilling, der var meget anderledes end den, vi har i forvejen.
- Så han skulle være den almægtige, algode, alvidende osv. Gud. Men man behøver jo ikke kigge ret meget i Bibelen, før man ser, hvordan den forestilling bliver problematiseret og er et paradoks, som jeg bruger i bøgerne.
- På den måde kunne jeg også gøre Gud til en Gud, jeg kunne stå inde for - uden at være troende.
• Du må gøre noget med Gud for at få ham til at fremstå så humaniseret, som han gør?
- Ja, han kommer til at fremstå med ”fejl og mangler” så at sige. Jeg skriver faktisk her i bind seks: Gud ved ikke alt. Og almægtigheden er nødvendigvis nødt til at komme til kort over for den frie vilje - ellers er den frie vilje en illusion.
- Der sker det for mig, at når jeg tager Bibelen under kærlig - og somme tider den modsatte - behandling, så er det vigtigt for mig ikke at opfinde ting, som ikke er der.
- Jeg ønsker at tage udgangspunkt i det, der faktisk beskrives. Jeg vil jo ikke have det til at se ud, som om Gud ikke er den størrelse, der nok skal gøre, hvad han kan for at passe på os, men han er også noget andet.
- Her syntes jeg, at jeg kunne bruge Syndefaldsmyten, for det er jo i den fortælling, Gud giver mennesket den frie vilje, som i sig selv er en ret generøs gave.
- Måske fortryder han gaven efterfølgende, men jeg forsøger at gøre ham human derved, at godt nok forbryder Adam og Eva sig mod hans bud, og han forviser dem fra Edens Have, men han giver dem også skindklæder på, forbereder dem.
- Og så er det, at tanken opstår: Hvor kommer de skindklæder fra, som han giver dem? Det er en barsk scene i bogen, hvor Gud faktisk begår det første mord i Paradis ved at flå pelsene af to bjørne.
- Men man skal selvfølgelig lige holde fast i, at i min bog er det Djævelen, der fortæller den scene. Så måske var det ikke nødvendigvis det, der skete.
• Men jeg slog jo efter, og det står der virkelig. Det med skindtøjet?
- Ja, ja, det er skam ikke tildigtet, men helt reelt knyttet til fortællingen. Både her og andre steder, kan man sige, at når man genlæser dem hos mig, så ved man, at det var, hvad der skete. Omvendt, når Djævelen er fortælleren, kunne man let tro, at han havde sine grund til at fortælle, som han gør, men sådan er det faktisk ikke.
- Det er klart, at Djævelen spiller på sin viden om, hvor vred Filip er på Gud, så der giver han fortællingen fuld skrue. Og selv om Filip betvivler, hvad der skete, så kan Djævelen med fuld ret sige: Jamen jeg var der jo og så det hele.
- Men jeg ønskede også at fortælle, at selv om Gud nok kan vise sig at være brutal, så han er ikke kun det.
• Sagen er vel, at Lucifer - i den udvikling han har gennemgået igennem i de fem første bind - fremstår ganske troværdig?
- Ja, men jeg er nu ikke sikker på, at hvis man spurgte Gud om det samme, at han ville være enig i Djævelens udlægning af den beretning. På den anden side, ville de indlagte fortællinger formentlig ikke have nogen troværdig effekt, hvis det var noget, jeg selv havde fundet på. Så ville det være at snyde på vægten.
- Det er lidt det samme med fortællingen om Abraham og Isak i bind fem. Det, jeg syntes, var interessant i den fortælling, var, at det var Gud, der bød Abraham at ofre sin søn, men at det ikke var Gud selv, der stoppede projektet, men en engel.
- Det forhold gav mig en anledning til at sige: Hov, her har vi en god historie, for hvorfor var det ikke Gud selv, der stoppede Abraham; men det ville jo ikke have fungeret, hvis det var mig, der havde fundet på den del af historien.
• I bind seks trækker du også Job ind?
- Ja, det ærgrede mig sådan, at han ikke kom med i de første bind, fordi han repræsenterede så oplagt et materiale, men han passede ikke ind nogen steder. Men her kunne jeg bruge ham. Det må man så læse sig til.
• Men der er jo også nogle af de nytestamentlige fortællinger med, hvor man kan tale om, at Gud svigter?
- Ja, selve korsfæstelsesscenen ville jeg så gerne have med, og jeg sov dårligt og var en blanding af meget spændt og meget nervøs, da jeg skulle skrive om det næste dag.
- Det var jo det vigtigste sted i hele Bibelen, jeg skulle ind og ”lege” med - men på en sober og respektfuld måde: Hele det følelsesmæssige kompleks, der udspiller sig, da Jesus skal op og hænge på korset.
- Men jeg havde det også sådan, at jeg gerne ville skrive om det her faderopgør, som jeg jo synes, det lægger op til.
- Vi kender historien i fire forskellige versioner, og hos mig er de blandet lidt sammen, for det skulle jo både passe med min historie og i det hele taget - og det synes jeg i grunden også, at det gør.
- Jeg ville gerne have det til at fremstå som en parallel til Filips følelse af at være Gudsforladt. Men dertil kommer så hele Genopstandelsen, hvor vi jo ikke hører om, at Jesus genopstår for enhver, men kun for de få udvalgte.
• Kan man sige, at du beskriver genopstandelsen som et stunt?
- Fuldstændig. I min optik er det således. Og jeg vil hævde, at fortællingen ville blive ”forkert”, hvis Jesus virkelig genopstod.
- For mig at se er fortællingen mere overbevisende, hvis han netop ikke genopstår. Den repræsenterer en slags bevisførelse, som ikke skal være der, når vi snakker om tro. Og genopstandelsen bliver netop et bevis.
- For mig bliver hele scenariet i forbindelse med korsfæstelsen meget stærkere, hvis han ikke genopstår. Han kan jo sagtens være Guds søn alligevel - men der kommer noget magi over dét, at han pludselig står midt iblandt dem, hvor de så end befinder sig. Det ville jeg gerne lige pille lidt ved.
• Vi skal ikke afsløre, hvad det er, der i fortællingen gør det muligt for Jesus at vise sig for sine disciple - men du har et trick, som også både Filip og fx Søren benytter sig af. Lad os i stedet tale om, hvordan du har fået alle disse verdner og underverdner til at passe sammen? De ligger jo så at sige parallelt og ahistorisk.
- Jeg ville gerne, at alle religioner direkte eller indirekte var repræsenteret i bøgerne, for min pointe er, at det, man tror på, er det, der kommer til at eksistere.
- Som troende vil man hævde, at Gud har skabt mennesket, som ikke-troende vil man hævde, at det er omvendt. Jeg ville gerne have, at begge versioner er med, også fordi det netop gav plads til andre religioner, der har eksisteret før dem, der er de gældende p.t.
- Og hvad med de mennesker, der slet ikke tror, hvad med dem? Og hvis det virkelig forholdt sig sådan, at der var én Gud, som havde ansvaret for det hele, og der slet ikke var plads til andet, hvad så? Burde der så ikke også kun være én trosretning?
- Men sådan er det ikke, der har været flere religioner og endda samtidigt for fleres vedkommende. Og Kristendommen er i øvrigt den yngste af de religioner, jeg beskriver i min fortælling.
- Jeg ville gerne skabe et univers, hvor mennesker - også tidligere - har haft en anden tro end vores. Det, der er min pointe, er, at hvis man tror på noget, så findes det.
- Det gælder både græsk og nordisk mytologi, og det gælder kristendommen i dens forskellige fremtrædelsesformer. Vi tror på dem, ergo findes de og kan beskrives. Og det er naturligvis humlen, for hvad sker der, når man ikke tror på den længere?
- Så mit univers er, at vi har vores verden, som vi levende færdes i, og det, der giver adgang til andet, nemlig det hinsides er døden, hvor verdenerne er forbundet ved hjælp af den trappe, der er skildret, og som fører ned i dybet. Så der er underverdenen og vores egen verden.
• Er historien så slut nu?
- Det tror jeg, men ved af erfaring, at man skal være varsom med at sige aldrig nogen sinde. Men jeg synes, jeg har fået afviklet, hvad der skulle afvikles i dette regi, så historien om Den store djævlekrig er slut.
Ivrige fans kastede sig over sjette bind af Den store djævlekrig allerede under receptionen på forlaget. Nu er krigen slut - men mon ikke, der er andet ondt i vente?
- Noget andet er imidlertid, at jeg nok aldrig helt bliver færdig med det univers, som jeg nu efterhånden kender så godt. Jeg kan se så meget af mig i det, så der kan sagtens udvikle sig noget ud fra stoffet.
Vi får se. Under alle omstændigheder glæder vi os til rigtig meget mere fra Kenneth Bøgh Andersens hånd.
Læs en samlet anmeldelse af de seks bind i Den store djævlekrig i næste uge.
