Børn & Bøger journalist og anmelder Eiler Jensen ser nærmere på Kenneth Bøgh Andersens netop afslutte 6-bindsværk.
Da Djævelens lærling udkom tilbage i 2005, var der vist ingen, der havde regnet med, at man som læser skulle tilbringe 11 år i selskab med Fillip Engell, Lucifer, Aziel, Satina, Gud, Jesus, Josef og mange andre karakterer fra både denne verden, helvede og andre parallelle underverdner.
Filip, som er seriens altdominerende hovedkarakter, er, hvad Kenneth Bøgh Andersen i sin tid kaldte en etter. Altså et gennemført godt menneske, som ikke kunne - når den tid kom - havne andre steder end i Paradis. Men det kom til at gå aldeles anderledes.
Filip lever et relativt fredsommeligt liv sammen med sin mor og med Sabrina, som er hans jordiske kæreste. Der er dog også en ”slange” i dette fredsommelige liv, nemlig den satans knægt til Søren, der mobber ham konstant.
Og en dag indtræffer katastrofen. Søren efterstræber Filip, der for at komme væk fra plageånden stikker tværs over vejen, og der kommer så i det samme en bil kørende, Filip bliver ramt, dør og sendes til Helvede!
Jamen det passer jo ikke sammen? Jo, det gør det, for det hele er et set up, viser det sig. Bare med den forkerte aktør i hovedrollen.
Sagen er den, at Lucifer er svækket nede i Helvede. Han forstår ikke, at hans kræfter aftager dramatisk, og han ligger konstant i sengen, ude af stand til at bedrive sine onde gerninger. Og her dukker så en Filip op, som er tænkt som Djævelens lærling.
Og nu kommer så kunststykket: At få en gennemført god dreng gjort til en skidt knægt, der kan finde på hvad som helst ondt - og som ikke kvier sig ved det. Enhver kan forestille sig, hvad det må medføre af benspænd undervejs. Og hvad var nu set uppet?
Jo, den knægt, der skulle have været i Helvede var naturligvis ikke Filip, men Søren. Han kommer derned på et andet tidspunkt, men det er en helt anden historie.
Filip får imidlertid opklaret, hvad der er problemet for Lucifer, nemlig at en, som har ondt i sinde (i anden potens) har anbragt en harefod i Lucifers seng. Da den bliver fjernet, genvinder Lucifer fordums styrke.
Og Filip? - kunne man ikke bare sende ham retur til Jorden så? Nemt, men det sker bare ikke. Filip er faktisk blevet ret glad for at være, hvor han er, ikke mindst fordi han møder Satina, som han flirter lidt med.
Men tilbage må han jo.
Ikke desto mindre kaldes han tilbage igen i bind 2, som hedder Dødens terning, og hvor det viser sig, at døden har en terning med 100 sider, og hver gang et menneske fødes, så slår han med terningen, og det antal øjne, terningen viser, bliver så det antal leveår, der tilmåles den nyfødte.
Denne terning forsvinder (læs: stjæles), og det betyder, at hvis ikke terningen genfindes og får lov at vise det antal øjne, som bliver den nyfødtes leveår, så vil den nyfødte få evigt liv. Og den går jo ikke. Filip inddrages.
Men nede i Dødens kælder opdager Filip noget skelsættende og forfærdeligt, hvad angår hans mor, men det går ikke så galt som frygtet, da døden viser sit ”menneskelige ansigt”. Meget kan man forvente af Mortimer, men nok ikke lige det.
I bind 3 Den forkerte død dør Filips plageånd Søren. Og da Filip er tilbage på Jorden, bliver han nødt til at vende tilbage til Helvede for at finde ud af, hvad der kan være sket, for det må være sket under bizarre omstændigheder.
Men denne gang opholder Filip sig ikke bare i Helvede, men kommer til at rejse rundt i underverdenen, ikke mindst i Paradis.
Her møder han ikke mindst Gud, som imidlertid ikke er den Gud, han tror på, men en Gud, som nok er den samme, man kan læse om i Bibelen, men som ikke synes at være den algode, alkærlige, alvidende og barmhjertige Gud, som ellers fremstilles i den store bog.
Også i dette værk er der ukendte og onde kræfter på spil. Kræfter, som anfægter Lucifers herredømme? Ham der Aziel, hvilken rolle mon han spiller, og hvad er det mon for planer, han har?
Ondskabens djævel hedder så det fjerde og foreløbigt sidste bind. Filip kaldes tilbage, Satina er forsvundet - bortført af Aziel, viser det sig. Aziel er stukket af sammen med en masse andre djævle til Ny Helvede, hvor han vil grundlægge et nyt, større og vanvittigere ondskabens rige.
Han vil gå direkte op imod Lucifer i den direkte duel om, hvem der fremtidigt skal være ondskabens Fyrste. Det udvikler en stor krig, som involverer både Fanden og Gud, og som - i første omgang - fører til Aziels død efter et grusomt slag.
Samtidig er det en bog, som behandler det vigtige og eksistentielle tema meningen med livet. Filip må ligefrem spørge for at få et svar: Hvad er meningen med livet? Og han får svaret, som tilsyneladende er et generelt svar, men som ikke desto mindre er ment som et individuelt svar. Et svar til hin enkelte, som Søren Kierkegaard ville have sagt.
Hvis det var et generelt svar, så kunne man jo bare erklære sin tro på Gud. Men hvis man mener og tror det, så har man læst sin Kenneth Bøgh Andersen rigtig dårligt, for er der noget, som Kenneth Bøgh Andersen ikke er, så er det religiøs eller bare troende.
Efter hans mening kan man ikke søge i skjul bag Guds kjortel. Man må kigge på sig eget liv - og handle derudfra. Måske er det også derfor, at det absolut onde i form af Aziel ikke går helt til grunde i dette oprindeligt tænkte fjerde og sidste bind.
For Filips vedkommende, fostrer han den tanke, at hans ophold i Helvede nu må være slut. Han må tilbage til sit liv på Jorden, selv om det ikke kan blive det samme, som det var oprindeligt.
Historien viser sig imidlertid ikke at være færdig? Måske i den oprindelige tanke, men ikke i eftertanken …
Derfor følger et femte bind: Den faldne engel. Filip må af sted igen. Denne gang hentes han imidlertid ikke af Lucifer, men af Gud. Og hvad er nu det for noget?
Filips liv på Jorden er blevet indviklet. Han har det ikke særlig godt, symboliseret ved, at han lider af kraftige hovedsmerter og utilpassethed. Dertil kommer, at moderen har fundet en ven, som ikke passer ind i Filips tanker om, hvordan det nu skal gå faderen og moderen, når der engang er bud efter hende, hvis liv han jo tidligere har reddet.
Vist er Lucifer en hovedkarakter hos Kenneth Bøgh Andersen, men som serien skrider frem, spiller Gud også sin hovedpart, hvilket ikke mindst kommer frem i Kenneth Bøgh Andersens genfortælling af fortællingen om Abraham, der af Gud får besked på at ofre sin søn Isak.
Men - og det, der tricker - er, at da Abraham for at vise sin urokkelige tro er parat til at gå ”hele vejen”, når nu Gud ønsker det, så undrer det, at det ikke også er Gud selv, som bremser Abraham, da han har indset, at det er sådan, det forholder sig.
Spørgsmålet er ifølge Kenneth Bøgh Andersen: Hvorfor sender Gud en vikar i form af en ærkeengel i stedet for selv at standse Abraham. Guds almagt synes her at blive anfægtet. Er Gud virkelig sådan en fej hund? Det er han åbenbart også?!
Da Filip så kommer ned til Helvede, møder han en Satina, som ikke har glemt ham, så langt fra. Men selv efter Helvedes tidsmåler har han været så længe væk, at hun har opgivet ham og kastet sine milde øjne på Dagon, hvilket også giver næring til jalousien, for det skal vel forpurres?
Men hovedproblematikken er naturligvis, at dén Ondskabens Fyrste, som - ud over Lucifer - også Aziel er, og som er død, ikke er død alligevel - eller rettere sagt: Længere.
Og her spiller frugterne fra såvel Livets som Kundskabens træ, Lilith, Adam og flere andre mytologiske skikkelser, som vi ikke skal dyrke i denne sammenhæng, en ikke uvæsentlig rolle.
Én ting er dog til at finde ud af, nemlig at Aziel er ”genopstået” - noget andet er så, hvordan man får bugt med ham - og denne gang for good?
Det kan ikke rummes inden for én bog, der, da den lukkes, må have et sidste ord med: Fortsættes …
Det afstedkommer så med nødvendighed et sidste bind 6 (og denne gang skulle den være god nok, det med det sidste): Den faldne djævel.
Og man er vel aldrig blevet stillet over for en ondere opgave (helt i Kenneth Bøgh Andersens ånd) end at skulle forholde sig til denne infame ondskab, der her afslutningsvis og med nødvendighed må nedkæmpes.
Alene første kapitel burde være forbudt for alle gode mennesker. Det vil næsten være for ondt at skildre, hvad der sker her, selv om det sker i en drøm.
Vi ved altså fra femte bind, at Aziel er genopstanden (et ord, der jo ellers er forbeholdt en diametralt anden skikkelse i vores kulturhistorie), og hvad han driver sit spil med.
Og han har jo sine selvvalgte grunde til at behandle Filip og Satina, som han gør. Især den måde, hvorpå han i drømmen straffer Satina, skal man være opmærksom på, for det er en metode, der kommer til at gå igen senere i dette infame værk.
Uden at vi skal komme for meget ind på indholdet i værket, så giver det jo næsten sig selv, at 1) Aziel må søges nedkæmpet, og at 2) der skal forberedes en fremtid for Filip.
Det bliver en regulær Odyssé, Filip og Satina sendes ud på, rundt til alverdens underverdner for der at se, hvad Aziel gør for at nedbryde de ”kendte verdner” og oprette en ny, hvilket han jo som bekendt tidligere har forsøgt.
Hvis Filip skal besejre Aziel, er han nødt til at gøre det med det onde, og Filip må underkastes en lakmusprøve: Er han ond - eller er han i stand til at gøre det onde, når det behøves? Og ellers den etter, han var, da han første gang hentedes ned i Helvede? Og vil Filip kunne vende tilbage til den uskyld, ifald han igen vælger livet?
Værket er imidlertid ikke bare et opgør med det absolut onde, det er i høj grad også en skarp og skarpsindig, kritisk fortolkning af det absolut gode.
Ham Gud han er eddermame svær at få smidt ud, sang sangerinden Trille for mange år siden til en tekst af Jesper Jensen. Kenneth Bøgh Andersen ønsker ikke at smide Gud på porten, men så sandelig nok at humanisere ham, hvilket sker på forskellige snedige måder.
For i Kristendommen opfattes Gud i alt væsentligt som algod, alvis, alkærlig og barmhjertig. Men kan det nu være rigtigt? Kenneth Bøgh Andersen laver analytiske tests, som vil kunne ryste mangen en fast troende.
Hertil anvender han fx: Syndefaldsmyten (GT), fortællingen om Job (GT) og fortællingen om Genopstandelsen (NT).
Og ganske vist anvender han Bibelen, som Fanden læser den, men der er stof til eftertanke endda. Se fx den prædiken, som han og forlaget har lagt ud på YouTube!
Hvordan det hele ender … ja, ja, læs nu selv. Og Filip? Hvordan går det med ham og Satina - og hvad med Sabrina? Og hvad med Søren, og hvad med Filips mor?
Hvor er der dog meget at glæde sig til. Læs løs.
Der er næppe tvivl om, at Den store Djævlekrig 1-6 kommer til at stå som et hovedværk i Kenneth Bøgh Andersens forfatterskab. Men der er heller ingen tvivl om, at den vil stå som et hovedværk i den danske børnelitteratur i mange, mange år fremover.
Læs også et interview med Kenneth Bøgh Andersen i anledning af afslutningen af Den store djævlekrig i sidste uges artikel og en anmeldelse af Kenneth Bøgh Andersens nye novellesamling Black Out som september bonus.
