Årets Pædagogiske Læringscenter 2019

Temaet for nominering var PLC og læsefremmende aktiviteter.

 Der var igen i år så mange fremragende bud på, hvordan man på PLC kan arbejde med at fremme elevernes lyst til at læse, at det var nødvendigt at have en semifinale med fem skoler, der blev besøgt og beskrevet. Efterfølgende udvalgte bestyrelsen tre skoler til finalen og udpegede vinderen. Prisen blev overrakt på foreningens årsmøde fredag den 10. maj på Holckenhavn Slot.

 

Vinderen af titlen Årets Pædagogiske Læringscenter 2019 blev Fredensborg Skole, der udover æren vandt 3 klassesæt af bøger sponsoreret af forlaget Vild Maskine samt besøg af forfatteren Mads Heinesen.

Vice President Martin Brøchner-Mortensen fra prisens hovedsponsor Systematic stod for præmieoverrækkelsen og præsentationen af de fem semifinalister og tre finalister.

Den ene andenpræmievinder blev Egebjergskolen i Horsens. Skolen vandt et klassesæt af bøger sponsoreret af forlaget Alvilda samt besøg af forfatteren Mette Finderup.

Den anden andenpræmievinder blev Vigerslev Allés Skole i København, der vandt tre bogkasser med hver 30 forskellige titler sponsoreret af forlaget Straarup & Co.

De to skoler, der hver modtog en blandet kasse af bogtitler sammensat til netop denne skole af forlaget Vild Maskine, blev Herstedlund Skole i Albertslund og Katrinebjergskolen i Aarhus.