KFPLC Kulturevent 2017

KFPLC Kulturevent 2017 blev afholdt fredag den 27. april på Hotel Legoland i Billund. Eventens tema var Det pædagogiske læringscenter og kunst i skolen.

Foreningens formand Liselotte Hillestrøm indledte KFPLC Kulturevent 2017 med at byde velkommen.

Derefter overrakte hun et eksemplar af foreningens nye udgivelse Kunst og kultur i skolen til de af bogens bidragydere, som var til stede.

Første punkt på programmet var et kulturindslag fra Billund Kulturskole.

En flok oplagte trommedrenge fra LEGOland Billundgarden lagde ud med en fantastisk optræden.

Derefter bød tre charmerende stewardesser fra Billunds teaterskole velkommen til Billund, anviste flugtveje og ønskede god dag til alle - arrangementet var skudt i gang.

Efter at have vist en kort animationsfilm fra et gallashow over temaet Around the World var det tid til et indlæg af teamleder for kreative fag Eva Lillegaard Hansen, Billund Kulturskole.

Hun fortalte om at arbejde med børn og kunst og viste eksempler på kunstneriske forløb og frembringelser, som kan ses rundt omkring i Billund. Blandt eksemplerne var et træ på Billundskolen skabt af børns blade, lavet i forbindelse med skolesammenlægningen.

Deltagerne i salen lyttede opmærksomt til indlæggene i løbet af dagen.

Næste indlæg var af Anni Matthiesen, MF, der talte om den politiske målsætning med at åbne skolen mod samfundet og trække kunst og kulturlivet ind.


Midt på formiddagen var indlagt en pause, hvor deltagerne havde mulighed for at besigtige udstillingerne fra Systematic, forlagene Tellerup og Høst & Søn, BCI - Lammults Biblioteksdesign og cleek.dk musiklegeplads.

Man kunne også tage sig en kop kaffe, sludre med hinanden og forundres over hotellets udstillinger af LEGO.


Efter pausen fortalte arktiket MAA Unni Iwanczuk, Lammhullts Biblioteksdesign om at indrette æstetisk og inspirerende, og om hvordan kunst og design kan optimere rummet.

Farver kan gøre underværker, men det kan også blive for meget, så det forstyrrer i stedet for at skabe ro. Den handler om at tiltrække, ikke om at skræmme væk. 

Efter frokost introducerede Eva Lillegaard Hansen projektet Børn til alle tider i Børnenes Hovedstad, der blandt andet mundede ud i fortællekoncerten Jeg kan huske - blomster til Billund og viste en kort film derfra.

Til projektet var også skrevet en helt ny sang til Billund, Hel igen, som Anker Kjærsgaard fra Billund Musikskoles talenthold sang og spillede guitar til, da filmen var færdig.

Som sidste punkt på programmet kåredes Årets Pædagogiske Læringscenter 2017. Prisen blev overrakt af Martin Brøchner-Mortensen fra Systematic Library & Learning, som er prisens hovedsponsor.

Prisen gik til Søndersøskolen i Furesø Kommune, som ud over æren modtog en fornem præmie og et kunstværk som synligt bevis på titlen. Læs mere om prisoverrækkelsen her.