Anmeldelse af 28 noveller om Vitello

Anmeldelse af 28 noveller om Vitello

ABC - og 28 skal der stå.

Kender du Vitello? Ja, mon ikke? Nu har en ny bog med tematiske noveller set dagens lys. Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har set nærmere på den nye udgivelse.

Vitello betyder i grunden kalv. Mange voksne kender en forret, der hedder Vitello Tonnato, hvilket betyder Kalv i tunsovs. Det går børn ikke så højt op i, de kender derimod en dreng, man kalder Vitello.

Vitello hedder Vitello, fordi Mor har boet i Italien i to måneder. Dengang var hun meget ung, som det hedder, og vist også meget smuk. Men nu bor Mor i et rækkehus ved ringvejen sammen med Vitello…

Nogen far er der ikke i det spil - ja, dvs. det er der naturligvis, Vitello kender ham bare ikke. Om faderen siger mor, at han er en sjuft: Sådan en sjuft med tatoveringer, der bedårer damer og drikker øller, og så snakker vi ikke mere om ham.

Og det gør de så ikke. Nogen gange er det okay, andre gange er det ikke. Men ud af alt det her er der kommet en masse bøger om selvsamme knægt.

 

Vitello vil i skole

Bøgerne har da også - og med rette - et monsterstort publikum, og Vitello, kommer ud for lidt af hvert, og ikke så få af tingene er han såmænd selv skyld i. Tænk på, da han ridsede mors bil. Tænk på, da han og møgungen graver et stort hul midt på cykelstien. Tænk på, da han fik sig en klam kæreste, Kamma - med kys og det hele. Og tænk på da han mødte Gud - med hund og bajere…

Man kunne blive ved, og oftest kommer de trakasserier, han roder sig ud i, af kedsomhed.

I 2017 udkom så Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesens Vitello 28 historier fra A til Å. Bogen blev tilmed indstillet til Blixenprisen for årets børne- og ungdomsudgivelse. Om bogen hed det fra prisjuryen:

Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesens bøger om Vitello repræsenterer et unikt og langvarigt samarbejde inden for dansk billedbogstradition. Fortællingerne har en skæv og humoristisk synsvinkel, og med seriens udgangspunkt i hverdagen, skildrer den genkendelige udfordringer, der rammer i børnehøjde.

Hvad er der så med denne bog med de 28 historier?

Ja, Vitello kommer ved et tilfælde forbi skolen, hvor han ser nogle klepperter af seje gutter med huer og skateboards. Mere skal der ikke til. Vitello vil til at gå i skole.

 

Bogstaver som tema

Det minder jo i den grad om Pippi, der pludselig kommer i tanker om, at forudsætningen for at kunne holde ferie er, at man laver noget andet, som man så holder fri fra. Her ser Vitello nogle rollemodeller - og så er det på tide at søge hen, hvor de er, nemlig i skolen.

Mor fanger Vitello og siger, at så kan han da begynde med alfabetet, hvorefter mor remser de 28 bogstaver op. For der er jo kun 28 bogstaver, hvis man udelader w.

Da Vitello hører, der er så mange elementer at tage stilling til, er det pludselig tiltrækkende at lege med Max og Hasse i stedet for - og så kender mor ham igen.

Men tro nu ikke, kære læser at vi skal snydes for den alfabetiske gennemgang… Vi slipper ikke.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at det er en bog, hvor de enkelte kapitler hver for sig rummer en masse fortællinger, der indeholder ord, der enten begynder med eller indeholder det bogstav, der er i spil. De enkelte bogstaver bliver snarere anledning til en overskrift, et tema.

F.eks. bogstavet B. Her er han sammen med sin klamme kæreste, Kamma. Vitello er hjemme hos hende og laver alt andet end at lege kæreste. Men Kamma er ikke af den type, der glemmer, at de er det. Så hun siger til ham: Du er godt klar over, at hvis vi bliver ved med at være kærester, så ender det med bryllup, ikke?

 

En samling af noveller

Det er nu ikke noget, der afficerer Vitello særligt. Han vil i øvrigt hellere springe i faldskærm. Men de arbejder parallelt med deres forestillinger. Hun med bryllupstanker, han med drengestof.

Det er Kammas drømme, der fylder mest, og tanken går på en bryllupskage, men Vitello punkterer Kammas drømme lidt, da han siger, at de ikke skal have nogen med til deres bryllup: Fordi så ved folk, at jeg er kærester med en tøs (…) og det er hemmeligt.

Så til brylluppet skal der kun være de to og lagkagen og colaer og slikposer.

Som man sikkert kan se, ligner Vitello umiskendelig sig selv. Bogstavet C handler om centret, hvor det er sjovere at kede sig end det er andre steder).

Bogstavet D handler om drager, E om edderkopper, K om karbad, P om Papfar - faderen spøger lidt ind i mellem - der er jo Gregers.

Men ellers er det vel rimeligt at sige om denne forunderlige og fortrinlige bog, at den mere end en Halfdans ABC er en samling af noveller eller korte fortællinger, der alle leveres på et opslag.

 

Inklusiv alfabetplakat

Kim Fupz er i sit sædvanlige sproglige veloplagte hjørne, men det er så sandelig også Niels Bo Bojesen i sine streger. Det er næppe for meget sagt, at en stor del af opfattelsen af, hvem Vitello monstro er, skyldes Kim Fupz’ kongeniale illustrator.

Hvor er man dog i godt selskab.

Bag i bogen er der i øvrigt en stor plakat med alle alfabetets bogstaver, der er kommet i godt selskab med Mor, Kamma, Max, Hasse og alle de andre.

Tænk at have Vitello til gode. Men tænk så også på, hvor dejlig let det er at komme på omgangshøjde med denne vidunderlige knægt.

Kim Fupz Aakeson: Vitello 28 historier fra A til Å. Illustreret af Niels Bo Bojesen. Gyldendal, 60 sider + plakat, 199,95 kr.