Anmeldelse af Bent Hallers Den hvide konkylie

Anmeldelse af Bent Hallers Den hvide konkylie

Sang, delfiner og kærlighed til døden.

Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har fra boghylden udset sig at anmelde Bent Hallers seneste roman Den hvide konkylie, der trække sin læser igennem med en egen nerve og nærhed, så det er som en fremmedstyret handling.

Baron Magnifico var en hård herre. Det siges, at han havde en datter, Harmonia, som var fantastisk til at synge. Men da hun forelsker sig i en cirkusprins, smækker baronen døren i og forhindrer alliancen.

Da cirkus, hvor prinsen optræder, en nat brænder ned, omkommer prinsen. Det fører til, at baronen mister sin datter, der fortvivlet kaster sig i havet - lokket til af delfinerne: Giv din stemme til havet, lyder det. (Hvilket også er denne romans slutord!).

Det gør Harmonia. Hendes stemme er fremover, hvad man lytter til, hvis man lægger den fine hvide konkylie til øret. Den hvide Konkylie er dog ikke en, man sådan kan få fat i. Den må man fortjene! Den bliver bragt én.

 

Fra klovn til fjols

Cirkus holder til på sletten, hvor det kan ses fra slottet, hvor baronen bor. En aften, hvor han har løst billet til cirkus, hører han Carmens fantastiske sangstemme, og han forelsker sig øjeblikkeligt i hende.

Nu er det sådan med nogen mennesker, at det de peger på, det får de. Hvad enten det nu er penge, kraft, udstråling eller noget fjerde, der gør det. Baronen peger i hvert fald på Carmen: Hende vil han have!

Han inviterer hende op til sig på slottet, og selv om hun er gift med klovnen og cirkusejeren Zampano, der er berømt ikke bare for sine klovnerier, men tilmed for at optræde med sin skygge, der bevæger sig så at sige uafhængigt af sin ejermand.

Zampano og Carmen har datteren Carla sammen, men ikke desto mindre lader Carmen sig ikke bare friste, men forelsker sig endog i baronen. Hun flytter med andre ord fra en klovn til et fjols!

Hvorfor er baronen et fjols? For det første, fordi han fjerner Carmen fra hendes datter - også selv om hun gør det villigt - og for det andet, fordi han forhindrer hende i at udføre det, der giver hendes liv mening: Sangen/kunsten. Noget får hun dog sammen med baronen, nemlig en søn, Arion.

 

Styrter i havet og dør

Jo, jo, hun får da lov at synge lidt på slottet i hvert fald for tjenestefolkene, og sandelig om der ikke også ansættes en pianist til at akkompagnere hende. Men da hun igen får lyst til at optræde, nægter baronen hende det.

Det kan han naturligvis ikke, hvis hun virkelig vil det, så hun forlader ham, men må opgive at få Arion med. Fra da af optræder hun igen i cirkus og genforenes med sin mand og datter - indtil…

Ja, for man forventer vel ikke, at baronen finder sig i det? En nat brænder cirkusteltet ned til grunden, men hvad værre er: Carmen ligger og sover i teltet, lige bag ved manegen, og der går ild i hendes tøj og hår, og hun styrter ud over klipperne, i havet og dør.

Man kan undre sig over, hvorfor baronen er så inderligt imod at slippe sangen/sangerne/kunsten fri. Noget kunne antyde muligheden for, at evnen for sang kunne komme fra ham selv?

Ikke desto mindre spærrer han sin datter, Harmonia, sin kone, Carmen, og efter hende sønnen, Arion, inde, sætter dem så at sige på nåle, som han gør med sine sommerfugle, ved at forhindre dem i at synge frit.

Den gamle mand har tydeligvis en svaghed for det sarte og æstetiske i form af sin interesse for sommerfugle, som på sæt og vis er i familie med sangen, den fine, lette og svævende af slagsen, koloratursangen - hvad er der dog med den mand, der vil beholde det skønneste kun for sig selv?

 

Fantastiske sangstemmer

Men altså: Nu går to mænd rundt i verden med henholdsvis en datter, Clara, (klovnen Zampano), og en søn, Arion, (Baron Magnifico). Begge børn mangler en mor, som altså er den samme kvinde, Carmen! De er med andre ord - men uvidende herom - halvsøskende.

Og hvad sker der mon nu, når det viser sig, at de begge har fået en fantastisk sangstemme som deres mor - og ja, ligesom Harmonia??? For slet ikke at tale om, at de faktisk, de få gange de møder hinanden, kommer til at føle godhed for hinanden??? Og hvad mon de to fædre siger til det?

Nogenlunde samtidig med, at cirkus brænder, gør Zampanos skygge oprør mod sin ejermand, han river sig løs og går sin vej.

Der udskrives en sangkonkurrence i landet, og i den lille by, hvor baronens slot og sletten, hvor cirkus hørte til, ligger, skal der være en lokal sangkonkurrence. Blandt andet med deltagelse af Pablo, der er Arions kammerat, Carla - og Arion, der dog kun kan deltage, hvis hans far er udvidende om det.

Baronens søster, Elizabeta, giver ham lov, men baronen opdager det og forhindrer Arion i at synge sin sang helt til ende. Det er alligevel nok til, at netop de tre kvalificerer sig til at deltage i finalen, som skal afholdes i Citaaqua (byen (Cita), der er bygget på vandet (Aqua)).

 

Den onde lykke

Da Zampano skal genopbygge et eksistensgrundlag for sig og Carla, får de på et tidspunkt hjælp af en ukendt, kutteklædt mand, som bliver deres impresario. Zampano vender tilbage til byen og sletten og begynder så småt at optræde sammen med Carla.

Men tiden for sangdysten nærmer sig, og de tre børn Pablo, Carla og Arion sejler med færgen til den store by. Undervejs bliver Arion dog af Zampano og hans impresario smidt i vandet, så han kan omkomme der.

Det gør han naturligvis ikke, han flyder i land på en øde ø. Her modtager han fra en delfin den hvide konkylie, og med delfiners hjælp fragtes han siden til Citaaqua. Og når frem til sangdysten i yderste øjeblik.

Hvordan han når frem, og hvilken modgang han må overvinde, og hvilket udfald sangdysten får? Det røber vi ikke her. Men fortæller dog gerne, at dette ingen fortælling er om den gode, derimod i så rigelig grad om den onde lykke, hvilket ingen overraskelse er, for det ligger klart fra romanens anslag (den sørgelige fortælling om Harmonia).

Som i alle Bent Hallers romaner er det en fortælling, som har referencer til andre kendte fortællinger og mytologien. Et par eksempler herpå:

 

Referencer

Harmonia var den græske gudinde for fred, harmoni, enighed og forståelse. Zampano og hans skygge kunne være en reference til H.C. Andersens eventyr Skyggen fra 1847.

Og den sørgelige fortælling om Carla og Arion giver mindelser om slutningen af 1500-tallet og Shakespeares Romeo og Julie. To unge, der føler godhed for hinanden, og to fædre, der ikke kan fordrage hinanden - man føler sig i den grad hensat til Verona i Renæssanceårene.

Citaaqua får i romanen uvægerligt ens tanker til at skabe sig billeder af Venedig, men i Rom findes der faktisk en udgravning nær Trevifontænen, som hedder La Città dell'Acqua.

Som sædvanlig - fristes man til at skrive - er vi igen i godt og velskrevet selskab hos Bent Haller, og man nærmest inhalerer denne flotte og intense fortælling.

Undertegnede læste den i ét stræk, og det var bestemt ingen stor præstation, for jeg blev faktisk trukket igennem den af dens egen nerve og nærhed, så det var som en fremmedstyret, men stærkt berigende handling.

Bent Haller: Den hvide konkylie, Høst & Søn, 164 sider, 199,95 kr.