Anmeldelse af en håndfuld billedbøger

Anmeldelse af en håndfuld billedbøger

Stine Josefine Dige: Ulveungen Urds uhyggelige Halloween. Illustreret af Thomas Hjorthaab. Calibat, 44 sider, 149,- kr.

 

Brandgode bøger

Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har kigget på en håndfuld billedbøger og skriver følgende:

Billedbogen er en højt skattet genre. Desværre synes den at være presset i det børnelitterære landskab, og det er synd - især, når der udkommer så mange gode af slagsen, som der vitterligt gør.

I denne anmeldelse vil vi se på en håndfuld af dem.

 

Ulveungen Urds uhyggelige Halloween

Den lille hunulvehvalp Urd har stort mod på livet - og ikke mindst fredagsslik. Farmand Ulf har forbudt Urd at opsøge menneskene, men nu er det oktober, fredag og Halloween.

Urd går udenfor hjemmet og vil finde noget at mæske sig i, det bliver imidlertid - i første omgang - ikke til andet end nogle blåbær og nogle æbler med orm. Med andre ord: Frugtmos og ormespaghetti. Og det kan selvfølgelig være godt nok, men rigtig sødt er det jo ikke.

Det er aften, mørket er ved at falde på, og mens Urd sidder på højen og hyler, ser hun ned i landsbyen og hører dernedefra skrig og hyl, men hvor er menneskebørnene? Der lugter af mennesker, men alt hun kan se er troldmænd og lagenposer og zombier, mens selve bybilledet er fyldt med græskar.

Så får hun med ét to flagermus at se, som går ind til et uhyggeligt udseende hus, hvor et slimmonster lukker op. Men flagermusene bliver ikke rigtig bange, siger blot den kendte remse: Slik eller ballade - eller vi bomber din gade. Kort efter går børnene derfra med en slikpose.

Det giver Urd en idé. Den finder far Ulfs udklædningskostume, som er en Lille-Rødhætte-dragt, og snart er hun tilbage ved slimmonstret, som hun overfalder for blot at finde ud af, at slimmonstret ikke er lavet af slim, men af noget buddingsagtigt, som lugter af frugtmos og smager som sodavand. Og slimmonstret udbryder: Hjælp en ulv i menneskeklæder!

 

Fin fortælling

Urd får ædt hele slimmonstret, og inde bagved viste sig en helt almindelig menneskemor, som ender med at smide både karamel og chokolade ud fra huset, og med Urd efter sig. Da den har ædt det hele, lister den sig hjemad igen - denne gang for at forskrække sin far, og når far nu var ”den vildeste” til at klæde sig ud som ung, så er det vel en god idé at prøve at forskrække ham med egne midler?

  Og så alligevel… for med ét er Urd ædt med hud og udklædning, inden far lykkeligvis får ”maden” galt i halsen og brækker det hele op igen. Urd godter sig over, at far faldt for sit eget udklædningstrick, og mens udklædningskostumet hænger til tørre ved ildstedet, sidder far og Urd og hygger sig, og hun glæder sig allerede til næste Halloween.

Det er en dejlig og (u)hyggelig fortælling, der spiller på begrebsparret: Mennesker, der klæder sig ud som dyr, og monstre og dyr, der klæder sig ud i mennesketøj. Og i det hele taget søger hverdagens lille spas med hinanden.

Det er en fin fortælling, og Thomas Hjorthaabs illustrationer giver fint liv til karaktererne. En fin bog, der kan læses hele året. Man driver vel ikke kun gæk med hinanden den 31. oktober?

 

Morten Dürr: Kurt og den store verden. Illustreret af Peter Bay Alexandersen. Alvilda, 28 sider, 249,95 kr.

 

Kurt og den store verden

Det var godt at være barn - hvis ikke det var behæftet med så mange besværligheder. Fx skal man høre efter, hvad de voksne siger, fx skal man i skole. Fx kan man ikke selv bestemme, hvornår man vil i seng, og fx er det SÅ irriterende, at det bliver mørkt alt for tidligt om aftenen, og man bliver gennet i at ligge under sin dyne.

Sådan går det Kurt. Pludselig befinder han sig i sengen, men alt for tidligt, det er sågar næsten lyst endnu. Hvad er meningen?! Og så er det ikke engang far og mor, der ser efter ham, men farfar.

Kurt er sur, rigtig godt sur! SNYD er det, rigtig godt SNYD.

Farfar vil naturligvis Kurt det bedste, men han vil også gerne have ham i seng. Men Kurt er ikke født i går. Han vil ikke lystre, og så må farfar ty til de mekanismer, der får Kurt til at indse, at det der med sengen, det er nu ikke nogen tosset idé. Og han fortæller ham, at det kan godt være, at Kurt er en stor knægt, men når han bliver endnu større bliver det bare værre, for så kommer både forpligtelser og ansvar.

Så det er slet ikke bare sjovt at blive både større og voksen. Verden vil tilmed blive større. Skolen kalder, og man må ikke komme for sent. Kurt skal tage stilling til det der med Gud - vil han konfirmeres og den slags? Og hvad med, at han en dag skal flytte hjemmefra - og have et arbejde og betale skat af de penge, man tjener?

Kurt har gode svar på det hele, synes han.

 

Skøn billedbog

Men så er der det der med alle de sure mennesker, man møder på sin vej - og i det hele taget er det slet ikke sjovt at sidde længe oppe mutters alene, men værst er det nu at møde alle dem, farfar kalder nejsigerne.

Er farfar mon en nejsiger? Det mener farfar ikke. Må jeg så ikke godt være længere oppe, spørger Kurt. Og husk, du må ikke sige nej! Det blødgør farfar, så Kurt og han sidder oppe, til Kurt falder i søvn.

Det er en skøn billedbog, som er lavet på omvendt måde. Oftest er det jo forfatteren, der har skrevet et manus, som illustrator så sætter fortolkende illustrationer til, men her forelå faktisk først illustrationerne, som så havnede hos Morten Dürr, og det kom der så dette finurlige, morsomme og helstøbte værk ud af.

Det fine ved fortællingen er jo, at det, farfar allermest ønsker sig i situationen, er at prøve at få Kurt til at være i sin barndom, at se den som noget uvurderligt fint ved livet. Barndommen er noget helt særligt, som man bør værne om og lade være godt i sig selv, men Kurt rummer i sig længslen og utålmodigheden efter at blive et ”rigtig færdigudviklet menneske”.

Han forstår jo ikke, hvad der venter ham, og er sikker på, at han nemt klarer de udfordringer, der ligger forude, hvad ellers? Engang vil han måske se tilbage og tænke: Måske skulle jeg have lyttet.

Men farfars kompetence rækker ikke, han må vælge det næstbedste; at imødekomme drengens ønske om at være lidt længere oppe, hvorefter han alligevel falder til ro og hvile i sin barndom, og snart sover han sødt og veltilfreds. En herlig historie med masser af humor og farver i både billeder og udtryk!

 

Mette Eike Neerlin: Historien om Hardy. Illustreret af Peter Bay Alexandersen. Høst & Søn, 36 sider, 229,95 kr.

 

Historien om Hardy

Det er ikke nemt for Jakob. Han er ensom og fortrykt. Forældrene lever et liv i druk og elendighed - og evindelige skænderier - så det er svært for drengen hele tiden at skulle være den voksenansvarlige, når forældrene raver rundt og ikke kan få deres livs kabale til bare tilnærmelsesvis at gå op.

Men pludselig er han der. Hardy. Med sit røde hår og gyldne kappe - og sin usynlighed.

Hardy kan det hele - han er modig og mester i langspyt, og han er god til at indgyde mod til Jakob. Han tør alt, hvad Hardy mangler courage til. Svinger sig i lampen og underholder med sømandsviser og bramfri tale, og så holder han af at gå ture sent om natten. Her skal man se grundigt på relationen mellem tekst og billede.

Mette Eike Neerlin er en mester i at fortælle én ”lys” version, medens Peter Bay Alexandersens billeder fortæller en ganske anden og dunklere.

 

En dejlig oplevelse

Sandheden er da også, at Jakob skal på værtshus for at hente sin fordrukne mor, men det er Hardy, der indgyder ham modet. Det er en elegant måde at fortælle på. Og det er et fortællergreb, der følger fortællingen igennem. Indtil…

Fortællegrebet kan minde om det, Mette Eike Neerlin og Rasmus Bregnhøi brugte i Historien om Ib Madsen.

En aften er der en dreng på altanen oven over Jakobs forældres. Hardy lurer straks faren og advarer imod, at Jakob har noget med drengen at gøre. Men hurtigt mærker den kappeklædte, at han mister terræn i forhold til Jakobs interesse for den nye.

Hardy kalder ham ”bad news”, men uanset hvad Hardy finder på, så mister han hurtigt indflydelse på Jakob. Og til sidst ender Hardy med at sige til Jakob, at han er nødt til at tage af sted: Jeg må videre. Sådan er det.

Den fine historie har et teknisk kneb, idet Hardy jo er Jakobs fantasifigur, som man da heller ikke ser andet end kappen af, men som kan bibringe Jakob den trøst, han skal bruge for at få sin miserable hverdag til at hænge bare lidt sammen. Men en fantasifigur, hvor nyttig han end er, er nu nok bedst, når der ikke er brug for ham.

Det er en smuk og fint fortalt historie som udtryk for et symbiotisk samarbejde mellem illustrator og forfatter. En dejlig oplevelse.

 

Martin Glaz Serup: Ingen verdens ting. Illustreret af Cato Thau-Jensen. Gyldendal, 28 sider, 229,95 kr.

 

Ingen verdens ting

Men ingenting skete der, ingen verdens ting.

”Nej”, sagde Clara til spejlet, ”ingenting sker der, her står vi, og vi venter, og vi ved ikke på hvad, og ingenting sker det.”

Det lyder næsten som en replik taget ud af Samuel Becketts drama: Mens vi venter på Godot. Men det er fra denne sært fortryllende billedbog. Clara, som er fortælleren, er en dør, og spejlet hendes trofaste følgesvend, hvis man kan sige det om noget, der ikke bevæger sig.

Clara er en dør i et hus - og spejlet hænger sådan, at Clara kan se det. De er konstanserne i noget, der er lutter bevægelighed og flygtighed, og de to væsentligste størrelser, der er tale om, er mennesker og krigen.

Menneskene kommer og går. Krigen kommer og går. Som der står: Krigen betød, at alle hele tiden rejste videre. Fra det ene sted til det andet. Alle ville væk fra krigen, og krigen fulgte efter alle.

Det samme sker på en eller anden måde med tingene i huset. Alt forsvinder eller bliver fjernet. Huset - og med det Clara og spejlet - bliver. Og ser på, hvad der sker, men ude af stand til at kunne gribe ind, imens alt forfalder omkring dem.

Alligevel konkluderer de, som det indledende citat viser: Der sker ingen verdens ting. Men når man læser bogen, den smukke tekst og de sære, dragende halvabstrakte illustrationer, så synes man, at der sker alverden!

En både underlig, fantastisk og rørende bog. Hold da op.


Læs flere anmeldelser i Børn & Bøger.