Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har fra reolen udset sig at anmelde Kristina Aamands roman For enden af din pegefinger, som handler om kulturforskelle og forbudt kærlighed mellem to piger:
At pege fingre ad nogen. På dansk kan det have en dobbelt betydning. Det er muligt at pege fingre mod nogen i anerkendelse: Det der gjorde du godt. Men for det meste er det nu nok en (aggressiv og) negativ handling; at pege fingre ad nogen er mestendels en trussel og en ringeagtsytring.
På arabisk findes udtrykket for enden af din pegefinger, hvor det betyder: Opfør dig ordentligt, eller folk vil pege fingre ad dig. Oversat til ghetto: Shame, blame and bashing on your fucking filthy face.
Udtrykket har forfatteren Kristina Aamand brugt som titel på sin nye roman. I 2016 udskrev forlaget Carlsen en YA-romankonkurrence, og den vandt Kristina Aamand med denne fremragende roman.
I efteråret 2016 havde Kristina Aamand fået udgivet romanen Haram i Gyldendals SPURT-serie. Og den var god, rigtig god. Den her er, skønt de er tematisk beslægtede, bare endnu bedre. Så er det sagt.
Sheherazade og hendes mor er på hospitalet for at tilse faderen, som er indlagt med problemer med hjertet som følge af PTSD. Her møder hun den danske pige Thea, der er på visit for at besøge sin mor, som er indlagt med en sygdom, der har paralyseret hende. Hun kan end ikke tale.
De to piger falder i hak med hinanden, og så småt opstår et venskab de to imellem, som faktisk udvikler sig til noget mere end bare det.
I det daglige lever She, som hun også kaldes i romanen, et roligt og fredsommeligt liv, der dog bliver udfordret, da hendes gymnasieklasse skal på lejrtur, og Shes mor har blandet sig og bedt om, at She ikke kommer til at sove i hytte sammen med drenge, men kun med piger.
Det bliver der en del palaver ud af, og en gryende småracisme blomstrer frem, fordi de danske piger ikke kan se, at det skal gå ud over dem, at She skal have særbehandling. Det kunne naturligvis være slemt nok.
Men så sker dette uforudsigelige: Sheherazade møder Thea, og sød musik opstår. Det bringer She fra asken i ilden. For hun ved, at hvis det bliver opdaget, at hun er sammen med en anden - og sågar en dansk pige - så er fanden løs i Laksegade.
Bliver det opdaget, ender man netop for enden af ens pegefinger. Værst af alt skal det vise sig at blive: For enden af moderens pegefinger.
For at få økonomien til at løbe rundt har moderen taget natarbejde, så She kan ofte tage S-toget fra Hundige til Østerbro for at besøge Thea, når moderen er på job. Det går godt i lang tid.
En væsentlig sidehistorie i romanen er fortællingen om Sohane, som bor i Ghettoen Parkerne, hvor også She bor. Sohane har tidligere været gift, men været så uforsigtig at gå i seng med en dreng inden sit bryllup.
Det betyder, at Sohane ikke vil kunne præstere, hvad enhver muslimsk selvstolt mand kan forlange af bryllupsnattens udskejelse: Blod på lagenet. Hun får derfor indopereret en mødom, så hun skulle bløde alligevel.
Det lykkes bare ikke, og for at føje spot til skade er ægteskabet en dødssejler fra starten, hvilket omsider fører til skilsmisse. Nu går Sohane omkring som en anden zombie, uden nogens opmærksomhed, end ikke familiens.
She lytter til hende, og Sohane fortæller hende sin triste historie - og enden på den for Sohane er, at hun ved at begå selvmord kan sige farvel til et indholdstomt og meningsløst liv.
Over for andre hedder det sig, at hun tog fejl af Panodiler og hendes mors vanvittigt stærke, smertestillende medicin. Da She prøver at fremføre synspunktet om selvmord, bliver hun banket på plads af såvel moderen som andre, der måtte have en anden mening derom.
Sohanes fortælling er naturligvis væsentlig for den skæbne, der bliver den unge kvinde til del, men et udtryk for, hvorledes man opfører sig i ghettoen - for ikke at sige i kulturen - er den det sandelig også.
Man retter ind og gør som alle andre, for man vil ikke stå for enden af andres pegefingre. Og man vil slet ikke stå der, hvis det i virkeligheden er noget, en anden har forårsaget. F.eks. når et barn ikke ærer sin far og mor.
Det er netop hvad der sker, da She bliver taget på fersk gerning. På hospitalsgangen står She og Thea i en øm omfavnelse, da Shes mor kommer forbi - og så udvikler balladen sig derfra.
Både She og Sohane lærer på den vanvittigt hårde måde, at deres tro ikke er et personligt anliggende, deres religion er derimod et fælleskulturelt anliggende, hvis myter og dogmer man ikke sætter sig op mod og ud over.
She er ødelagt over den måde, hendes mor tackler situationen på, og hun ender med at flytte hjemmefra - ikke mindst på moderens forlangende: Kan du ikke se, hvad du gør Sheherazade? Du ødelægger alt det, vi har bygget op. Hvad tror du, der vil ske, hvis nogen finder ud af det her?
Heldigvis kan hun bo hos Thea - og heldigvis er deres følelser gensidige, så hun får et tåleligt liv, men heller ikke mere end det, for moderens hårde afvisning, der naturligvis bunder i fortvivlelse og ængstelse for, hvad ”naboen” mon vil sige, martrer hende.
Indtil omsider Thea siger de forløsende ord: Tal da med din far!
Som den sidste udvej opsøger hun sin far på hospitalet. Og omsider møder hun den forståelse, hun kan vokse ved som menneske: Habibti (…) Min pil ud i fremtiden. Min skat.
Sådan hilser han hende velkommen - og det eneste ønske, han har for hendes fremtid, er, at hun skal blive glad: Lad tiden arbejde, skat. Og gør det, som er det rigtige for dig. Jeg er ikke bekymret.
Det er det ene, hun har behov for at få at vide. Det andet er faderens opfordring til hende om at forfine sin udfoldelse af sine fanzines.
Igennem lang tid har She dyrket denne genre, som er blade og lignende tryksager af og for fans, typisk skabt som resultat af stor personlig entusiasme for et bestemt emne (Wikipedia). I sine fanzines har She først og fremmest forsøgt at beskrive og forholde sig til sin fars sygdom.
Således rustet bliver She klar til at gå den fremtid i møde, hvis udfald man ikke kan kende. Kunsten, kærligheden og en fars empati er de ankerpunkter, hun kan udvikle og nære sig ved. Og måske, mener faderen, kan moderen med tiden komme sin datter i møde?
Det er en ualmindeligt sympatisk bog, som det har været en stor fornøjelse af læse. Den tager virkelig fat i nødvendige, kulturelle problemstillinger, som fundamentalister i begge lejre bør lære af. I begge lejre ønsker man sig uniformiteten. Man gør, hvad der forventes af én. Man gør, som de andre gør.
Denne roman er en bog, der alvorligt og gennemreflekteret slår et slag for forskelligheden. Både interkulturelt og inden for den enkelte kulturs egne rammer. Og både samfundsmæssigt og individuelt.
At der er fortællermæssige satsninger i spil, vises ikke mindst ved de to hovedkarakterers navne. Sheherazade er jo nøglefiguren i det indledende eventyr til de arabiske 1001 Nats Eventyr, som da også spiller en central symbolsk rolle i romanen, og Thea er den feminine afledning af det græske theos, der betyder (den kristne) Gud.
Netop de to religioner (Kristendommen og Islam) og deres gensidige mangel på respekt for hinanden er det jo, der er i spil i denne væsentlige fortælling (ligesom det også er i romanen Haram).
En nødvendig bog!
Kristina Aamand: For enden af din pegefinger, Carlsen, 257 sider, 199,95 kr.
Læs også en artikel om bogens tematik ung kærlighed mellem to af samme køn i Børn & Bøger nr. 2/2017.
