Børn & Bøgers journalist og anmelder Kent Poulsen har fundet og anmelder her et værk, som er en gigantisk hyldest til og også en dedikation til og en ydmyghed over for verdenskulturen, samt hilsner til denne skrivende verdens fineste karakterer.
I børnelitteraturens verden udgives der ind imellem en meget stor roman, eller en meget stor og dyb roman, eller måske endda en meget stor, dyb og vidunderlig roman.
Det er sådan en - der her er tale om, når man går i gang med De forunderlige bøger om Amaia og Gustav, skrevet af den spanske, mere præcist den catalanske, forfatter J.L. Badal, professor i sprog og litteratur.
Det er en fuldfed roman på ikke mindre end knap 500 sider, og fra starten er det hurtigt klart, at det ikke bliver én side for meget, man gribes og tryllebindes til denne romans vidunderlige univers eller snarere universer - for sådan er det!
Så det er stort det her, og stor børnekunst karakteriserer sig ofte ved, at det bliver en nydelse for både voksne og børn, f.eks. også ved den gode fælles oplæsning, som den prægtige roman vil være velegnet til. Men til romanen.
Det er en fortælling, der som antydet foroven består af flere bøger - faktisk tre. Den første Bog begynder sådan her: Der var engang to søskende, en bjørn, et vidunderligt træ og en dreng, der var lavet af yoghurt. Det er ikke så længe siden, og skete heller ikke så langt herfra.
Den anden Bog gentager ovennævnte, indledende citat og fortsætter: Men livet er ofte mere omskifteligt end historierne. Og de to søskende var kun lige begyndt at opdage alle de historier, der ventede dem i livet.
Den tredje Bog gentager atter indledningen for at fortsætte således: Det var begyndelsen på et vidunderligt eventyr. De to søskende blev venner med et træ, som de kaldte bedstefar Eg, og som i alle henseender var usædvanligt.
Sproget, tonen og stilen er allerede lagt tilrette og mærkbar, vi er i en eventyrlig fantasiverden, så stor, at den er svær at beskrive. Wonderland og Narnia in spe!
Man bliver lige så elegant hvirvlet ind i dette næsten surrealistiske univers, hvor det umulige er muligt! Her er natten mørkere end natten uden stjerner, og afskyelige væsner er så store, at de kan støde hovedet ind i et fly - og hvor yoghurtdrengen og vaniljepigen naturligvis findes!
Vi er i selskab med søskendeparret Amaia (Maia) og Gustau (Tau), som bor i en lille landsby i et på mange måder imponerende hus, for det indeholder så meget. De ofte fraværende forældre betyder, at Maia og Tau ofte er sammen med Bedstefar Drus, som bebor loftsrummet med tusinde af fantastiske ting og måske vigtigst - mængder af forunderlige bøger.
Vis er han med store, fantastiske og usandsynlige historier og eventyr. Ham elsker de! Han er den, der kan hjælpe dem med det, de mister og har mistet - og skoven og ikke mindst brønden derude er vejen til det magiske. I skoven er giganten over alle Bedstefar Eg, verdens største og ældste og overgår alt i tid og rum - også han hjælper de to.
Tiden går ikke her som der, siger han på et tidspunkt til dem. Vi er i to verdner! Og der er nok at tage vare på, Kævlen Evigild; en gloende uslukkelig brændeknude, som har været tændt siden ordenes opståen - en gammel kone, der æder alt - ALT - selv børnenes ord!
Ja, netop ord; og ord er der nok af - og lad mig slå fast, det er sprogligt set de mest fantasifulde sætninger, som sprogligt bare bliver ved med at udvikle sig smukt. Et par eksempler:
Ude i skoven bliver børnene budt på te, ikke almindelig te, men Camellia Bonda-te, som har nøjagtig samme smag som vores ønsker, hver dag, på et hvilket som helst tidspunkt, altid. Eller da Kaptajn Scott ånder ud, da viste hans frosne drøm sig for ham som mejslet i is. Et storslået palads og i dets indre, en sød lille pige af vaniljeis fra top til tå.
Eller denne smukke elskovsscene; det var deres sidste nat sammen………… Kulden generede dem ikke, for de brændte indvendigt. De kærtegnede hinanden fra den yderste hårspids til den inderste fold i huden med en sådan ømhed, at deres øjne udsendte et sært rosenfarvet lys, der hang i luften, til det til sidst forsvandt ud ad vinduet. Uden at vide det undfangede de et barn.
Bedstefar Eg taler også om kærligheden, som han altid har følt for Den Gamle Fru Steneg, med hvem han havde samtaler, der trak flere år ud, uden at de behøvede at sige et ord. Men skal være et træ for at forstå det.
Og hele tiden skal de to søskende begå sig i det skjulte, behændigt, mellem hjem og brønd og skov og det usandsynlige sanselige, og det er svært, og som der så lige pludselig står: Måske havde de endnu ikke læst nok bøger til at kunne løse de vigtige problemer?
Deres søgen er lang og udfordringerne og møderne næsten ubegribelige. Som da de møder Kafka-insektet, og jo, det ligner ham - Kafka - Det er sammenfald som disse, der gør, at Universet er så overraskende.
Og det bare fortsætter - nu med verdens smukkeste sangstemmer i Firenze - Vincenzo og Vincenza, som kæmper mod den onde og magtsyge Kardinal Rocaglio - som alene kunne udøve magt ved at trække vejret - fuglen Anlana med en vinge af egeblade, og så lige en omvej til Norge og laksen i Smølen.
Og kæmpeskildpadden Chelonia, der låner sit hjerte ud, Dragernes rige, hvor de støttes af Dragernes Prins i at finde den rigtige medicin til Bestefar Drus, de allestedsnærværende bjørne Humbertus og Martin.
Der er historien og mødet med Ahab, der besejrer sandstendragen og vinder Aias økse og bebuder det vigtige i, at børn kan læse frem for krigskunst, og intet er for langt væk, end ikke månen.
Børnene hører om drengen, der ikke ældes Gilgamesh, hvis visdom voksede dag for dag, og Bedstefar Eg med de beboelige kamre, hvor de alle samles - og det forsætter og forsætter og forsætter.
Det ender med det gigantiske og drabelige slag mod hertugen af Amorpha og til slut jo blot duellen med døden, den Store Fortæller og Evigild med Bedstefars Egs stemme - bedstefaderens død! Det vidste Maia og Tau alt om, da de vendte tilbage til verden, forældrene.
Sådan måtte det ende - for dette værk er en gigantisk hyldest til og også en dedikation til og en ydmyghed over for verdenskulturen, samt hilsner til denne skrivende verdens fineste karakterer og fortællinger; Cervantes, Homer, Kafka, Shakespeare, nordisk mytologi, islandske sagaer, Moby Dick og uendelig mange flere.
Det er så overvældende stort tænkt og skrevet, at det næsten er uforståeligt, men smukt er det.
På bogens bagside står der således:
Dette er ikke kun en bog.
Det er en hel verden.
Som vil ændre din for evigt.
Og det kan der være noget om!
Til slut blot dette: I Marokko, i ørkenbyen Marrakesh på den verdensberømte plads Djema al-Fna, sidder historiefortællerne, når mørket sænker sig - som de har siddet i århundrede - og her fortælles de overleverede og mest fantastiske, fantasifulde og dagslange historier til et måbende og intenst lyttende folk. Dem, tænker jeg, J.L. Badal er i familie med!
J.L. Badal: De forunderlige bøger om Amaia og Gustau. Oversat fra catalansk af Ana Sofia Pasqual Pape og Oscar K. Jensen & Dalgaard, 481 sider, 398,- kr.
Læs flere korte og længere anmeldelser i Børn & Bøger.
