Anmeldelse af Louis Jensens Manden med nøglehullerne

Anmeldelse af Louis Jensens Manden med nøglehullerne

Virkeligheden efterprøvet

Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har set nærmere på Louis Jensens novellesamling Manden med nøglehullerne - 18 magiske fortællinger, der alle indeholder et væld af bedrageriske elementer.

Hvad vil det i grunden sige at bedrage? Når man bedrager andre, sker det ved, at den bedragne indgives falske forestillinger om, hvad der faktuelt set er tilfældet - altså hvad der er sandt.

Lad os tage et eksempel. Stein Bagger havde i sin tid held til at indgive de mennesker, der investerede deres penge i hans fiktive virksomhed IT-FACTORY, tillid til, at det var en sund virksomhed i voldsom vækst.

Som bekendt blev han siden dømt som en gemen bedrager og tilbragte adskillige år bag lås og slå, mens mange af hans investorer blev blanket af.

Når der er tale om det forhold, at én bedrager en anden eller mange andre, så kan de bedragne ikke vide, hvad sandheden er. De tror på, at det, de i virkeligheden bedrages med, er sandheden.

Noget ganske andet er, når der er tale om et selvbedrag. Altså det forhold, at en person bedrager sig selv. At vedkommende lyver over for sig selv. For selvbedrageren ved nemlig hele tiden, hvad sandheden er, men prøver for sig selv at lukke ned for den.

 

Tynd i selvbedragets skær

En af de noveller i Louis Jensens fremragende novellesamling Manden med nøglehullerne - 18 magiske fortællinger, nemlig novellen Kan træer blive for tykke?, har mere lighed med virkeligheden end så mange andre af fortællingerne.

Og den er netop en novelle om selvbedrag. Drengen i historien mener om sig selv, at han tilnærmelsesvist er tynd. Han har netop set en en tv-udsendelse fra USA, der handlede om en tyk dame, der så ud, som om hun var sammensat af 25 balloner. En dame i godt humør og tilfreds med sit eget liv.

Drengen siger: Når jeg tænker på Ballon-damen, så forklarer jeg mig selv, at jeg er tynd. Så tynd, at jeg kan forsvinde ned i revnen mellem gulvbrædderne på mit værelse.

I det sammenlignende øjemed ser drengen sig selv som tynd - men det er i selvbedragets skær. Han kender godt sandheden. Og sandheden kommer for en dag, når han møder Helene, som han er forelsket i.

Men det er et umuligt forehavende, for den eneste måde, han kan bilde sig selv - men så langt fra Helene - ind, at han er slank, er ved at sammenligne sig med Ballon-damen, og han siger:

Måske skulle jeg finde et billede på nettet af den tykke Ballon-dame. Så kunne jeg tilfældigt vise det til Helene, og hun kunne se, at jeg i sammenligning er temmelig tynd.

Drengen er altså i den grad smerteligt bevidst om sin fedme. Når han taler om, hvordan Helene løber på en græsplæne, siger han om hende, at hun svæver - og det samme gør hendes hund. Og Helene foragter ham. Han er klodset og tyk og tromlende.

 

Drømmen er at svæve

Engang kommer hun til at sige til ham, at han har smukke øjne. Og han tager hende det til dels ilde op, for hun kunne da godt have taget sig tid, så hun fik øje på hans næse også.

For den er i grunden også smuk, synes han, ligesom flere ting er - og tilmed tynde. En dag, hvor han synes, han føler sig som en prins, mener han faktisk, at nu kunne han godt fortjene et kys af hende. Men hun går lige forbi.

Ved siden af står hendes far og ler ad ham. Og det skønt han har prinsekrone på. Hvad kan den stakkels forelskede knægt dog gøre? Den forelskede er ingen forfølger, siger han.

Og Helene bliver ved: Hun siger, han er ulækker - og at han bør løbe. Og så vender fortællingen. Han begynder virkelig at løbe. Drømmen er at svæve ligesom Helene. Og det sker også, og Helene bemærker det endog.

Men drengen? Som en anden Forrest Gump fortsætter han med at løbe, og han beslutter at blive så tynd, at han kan sendes i en konvolut over til Ballon-damen i Amerika. Til hende vil han fortælle hele historien.

Men ærlig talt - hvorfor standser drengen ikke op og vælger sig den skønne Helene? Hun er det vel ikke værd? Hans forelskelse fordamper, synes det.

Selvbedraget om drengens slankhed bliver til en vished om, at han må se at blive slank. Og så: Selvbedraget om hans forelskelse i Helene synes ligeledes at fordufte og blive til vished om, at den var et falsum.

Er han måske i virkeligheden forelsket i Ballon-damen? Hun er i det mindste glad for sit liv, tilfreds med det hele. Og fortællingen kan slutte med et spørgsmål om, hvorvidt Ballon-damen måske er ulykkeligt forelsket. En dejlig fortælling.

 

Bedrag, selvbedrag og magi

Mange af de øvrige fortællinger er fortællinger, som rummer et væld af bedrageriske og selvbedrageriske elementer og af magi. F.eks. titelnovellen, hvor hovedkarakteren vædder med sine kammerater om, hvorvidt han tør gå ind i huset for enden af vejen.

Huset ligger der øde og forladt. Selvfølgelig tør han gå ind i huset. Eller tør han nu? Sandhed eller bedrag?

En dag finder han en nøgle i en lyskasse, en anden dag ser han et vindue på husets førstesal stå åbent. Han tager mod til sig. Han må vide, hvad der befinder sig i huset…

Det viser sig, at nøglen passer til alle de låse, han skal låse op for at komme derind, og på førstesalen ser han en mand - ubevægelig, men ikke død. Derimod har han nøglehuller overalt, som drengen låser op et efter et, selv i brystkassen.

Han låser op, og manden er hul indeni - og inde i brystet står der en stol, og nu sker det underlige, at drengen både er inde i manden og i sig selv, og han gennemlever nu en rejse tilbage gennem mandens liv. Og så er der også en kærlighedshistorie, men den låser vi ikke op.

Og så er der novellen om drengen, der gerne vil være tryllekunstner - og tryllekunstneren forsvinder, og der er kærlighedshistorien om Rosa, som drengen vil forære et kæmpestort hjerte, der ender med at såre Rosas mor.

Lidt forelskelse bliver dog vakt, men så er der blomsterhandleren Valdemar, dette underlige menneske, der bærer sorg, men også er kannibal og æder Rosa, men ikke værre end at hun kan komme ud af ham igen, da han bliver sprættet op. Rosa kommer ud til drengen, og Valdemars sorg overkommes.

 

En lystvandring gennem forfatterskabet

Der er også den forelskede kejser, der aldrig opgiver at finde den smukke elskede, der blev dannet af alle blade på havens største træ og fra da af lider af evig længsel. Til sidst bliver længslen så enorm, at han ud i verden - for måske er hun der, hvor vinden kommer fra?

Bedrag - selvbedrag? I hvert fald fantasi og magi.

At læse de 18 fortællinger udgør en lystvandring igennem hele Louis Jensens forfatterskab. På kortprosaplan kan man følge hans udvikling - lige fra den mystiske og mærkelige og uforståelige forfatter til den stadig mystiske, magiske, men ikke mere uforståelige forfatter, som vi møder ham her i 2010’erne.

Samlingens fortællinger har alle tidligere været offentliggjort i forskellige sammenhænge. I sit forord skriver Trine May, at bogens fortællinger udgør en ”Louis Jensen Classic”.

Det er ikke for meget sagt! God læsning.

Louis Jensen: Manden med nøglehullerne. Illustreret af Kamila Slocinska. Gyldendal, 208 sider, 229,95 kr.


Læs flere korte og længere anmeldelser i Børn & Bøger.