Cirkeline har fødselsdag

Cirkeline har fødselsdag

En lille alf bliver stor.

Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen sender en lille hilsen til en fødselar, der ikke har været så meget omtalt her i 50-års jubilæumsåret for den moderne, danske børnelitteraturs gennembrud.

I år er det 50 år siden den danske børnelitteratur blev beriget med mange særegne danske udgivelser.

Dem, der er talt mest om, er vel nok: Ole Lund Kirkegaard: Lille Virgil, Benny Andersen: Snøvsen, Eigil og katten i sækken, Halfdan Rasmussen/Ib Spang Olsen: Halfdans ABC, Cecil Bødker: Silas og den sorte Hoppe og endelig Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon.

Men en anden lille figur kom ligeledes til verden for 50 år siden- og bøger og film om den lille alf har ført en lige så fremtrædende rolle gennem årene som de ovenfor nævnte.

 

Har fornøjet gennem generationer

Cirkeline er navnet på den lille alf, som op igennem årtierne har fornøjet børn både i bøger, sort/hvide tegnefilm og farvefilm, og som spillefilm.

Hvem ved, måske er der en og anden, som derhjemme har en gammel vinylplade eller et videobånd stående i kælderen med scener og sange, som har underholdt hjemmets børn og børnebørn, der i dag måske selv har børn på alder med eller en smule yngre end hovedpersonen selv.

Personligt husker denne skriverkarl, hvorledes mine egne børn fornøjet har lyttet til dialogerne og sunget hjerteligt med på sangene, der således er en umistelig del af deres kulturelle opdrag.

I dag kom med posten en fødselsdagsgave i anledningen af fødselsdagen. Faktisk var det jo fødselaren, som skulle begaves sammen med sine gode venner, musene Frederik og Ingolf, der jo er på alder med hende og derfor også fylder rundt.

Men vi accepterer deres status som litterære karakterer og at uagtet, at de små karakterer har beriget os igennem alle årene, så vil det også i denne omgang blive dem, der begaver os, deres publikum. Endnu engang.

 

Kendte personer, der aldrig har levet

Det er pudsigt, at nogle karakterer såvel fra Verdenslitteraturen, den danske litteratur og børnelitteraturen har opnået en status, så de er kendt også uden for det værk, eller den sammenhæng, hvori de er blevet til/eller havde betydning.

Tænk fx på Peter Pan, som de fleste vil kende - også uden at have læst Barries roman. Det samme gælder Pinocchio, Peter Plys og Rødhætte - for nu bare at nævne et par navne fra børnelitteraturen.

Cirkeline hører med i dette fine selskab, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse om hende i Aschehougs Biografiske Leksikon - 339 kendte personer der aldrig har levet (1998). Her kan man ud over litterære karakterer også læse om historiske personer, mytologiske personer, tegneseriefigurer osv.

Det var tegneren Hanne Hastrup, der kom på figuren - og hendes eksmand Jannik Hastrup, der omsatte fortællingerne om alfen til tegnefilm.

  

Hvem kender ikke de små historier om den rundhovedede Cirkeline og hendes to musevenner, Frederik og Ingolf?

 

I et lille brev som Cirkelines forlag har sendt ud i anledning af fødselsdagen hedder det fx:

Hvem er det, der sover i en tændstikæske, har sort strithår og en prikket kjole og er bedstevenner med to frække mus? Ikke mange børn - eller voksne for den sags skyld - vil tøve med at svare Cirkeline, for gennem de seneste 50 år har hun underholdt store som små med fortællinger om blomster og eventyr og fået os til at synge med på ’Cirkeline har fødselsdag’, ’Bim Bam Busse’ og ’Regnvejrssang’.

Det var nemlig i 1967 at den lille Alf og musevennerne Frederik og Ingolf med løse fødder og flagrende arme for første gang dansede sig ind i børnetimen.

 

Figur helt uden fejl

Det var egentlig som filmkarakter, Cirkeline først blev kendt. Hun har, fortæller Hanne Hastrup, faktisk ligget i skuffen i en del år. Ikke fordi hun var glemt, for Hanne Hastrup havde skam en idé om at ville lave bøger om hende, men skæbnen ville altså, at tegnefilmene kom først.


Hjemme hos Cirkelines ”mor”, forfatteren og tegneren Hanne Hastrup, har alfen sat sine spor.

Der hænger figurer af Cirkeline på væggen, og hendes skrivebord ligner umiskendeligt det, vi kender fra film og bøger.

 

Først to år og seks tegnefilm senere udkom den første børnebog, og siden 1998 er det blevet til ti børnebøger. Alt i alt er det gennem årene blevet til en del både bøger og film.

Vi kender jo Cirkeline som den lille, søde alfepige, der gør det gode. På et spørgsmål om, hvorvidt Cirkeline overhovedet har nogen fejl, siger Hanne Hastrup:

- Nej, det tror jeg ikke. Der er det mere musene, der repræsenterer det menneskelige. Cirkeline er nok mere sådan… mere guddommelig. Hun er jo en alf. Hun har i hvert fald en større forståelse for alting. Hun ved lige dét, vi andre ikke ved endnu.

Med i pakken fra forlaget, ud over den lille brevlignende skrivelse følger endvidere i en lille skuldertaskeagtig indpakning, som kaldes Cirkeline - Med på tur tre små bøger: Cirkeline bliver til, Cirkeline - Godmorgen og Cirkeline - Godnat.

 

Hanne Hastrup: Cirkeline - Med på tur. Illustreret af Hanne Hastrup. Høst & Søn, 149,95 kr.

   

Tasken rummer tre små bøger om Cirkeline: Cirkeline bliver til, Cirkeline - Godmorgen og Cirkeline - Godnat, hver 28 sider.

 

Små hyggebøger til oplæsning for de mindste. God fornøjelse med det. Og rigtig hjertelig tillykke med fødselsdagen til Cirkeline, Ingolf, Frederik og alle de andre.

Ingolf og Frederik ønsker også tillykke til Cirkeline!