I Børn & Bøger nr. 6 bringes en reportage fra Ibby’s verdenskongres i Auckland, New Zealand, i august. Ved kongressen talte blandt andre Witi Thiemera, som er maori. Her følges op med et uddrag af hans tale. Talen er oversat og forkortet af Børn & Bøgers journalist Steffen Larsen.
Witi Ihimaera er født i 1944. Han er en af New Zealands mest kendte forfattere. Hans felt er historien, myter og sagn. Hans mest kendte værk, er Hvalrytteren (1978), der bygger på en polynesisk historie om prins Paikea.
Witi Ihimaeras mest kendte bog er Hvalrytteren, som som i løbet af efteråret udkommer på dansk på forlaget Hjulet.
Witi Ihimaera ændrede historien, så det er en prinsesse, der rider på hvalen. Bogen er filmatiseret og udkommer i øvrigt på dansk her i efteråret på forlaget Hjulet. Witi Ihimaera holdt en af kongressens stærkeste taler i plenum.
Her følger et uddrag af talen:
Bøger, læsning, børn. Det er de tre vigtigste ord, som omkranser vores arbejde, og de har en ting til fælles: at fortælle Historien i alle dens udgaver og sprog.
[…]
Alle vi historiefortællere er tillige en slags nutidige slægtsforskere, der skaber en nøgle ud af historierne, som kan være med til at understøtte en følelse af fællesskab og sammenhold. Sådan har det altid været.
Vi arbejdede som shamaner, vogtere af stammens fortællinger, som seere, budbringere og drømmere. I disse forklædninger stod vi nær stammens høvding som den ansete rådgiver. Vi smed runer på bålet og forberedte folket på livets mysterier.
Hvis vi holder op med at fortælle historier om os selv og for os selv, hvis vi holder op med at gå forrest, når det drejer sig om at fortælle de historier, der rummer alle vores håb og drømme, vores latter og vores sorger, så mister stammen sin fremtid. Vi må aldrig holde op.
[…]
Vores kongres er en moderne udgave af forfædrenes lejrbål.
Vi er nutidens udgaver af de skriftkloge, præsterne, troubadourerne, sangerne, de middelalderlige historikere og poeterne, som gjorde vores mundtlige historier om til skrift og på den måde udbredte dem som trykt tekst fra det ene bevidsthedslandskab til det andet.
Samlere som H.C. Andersen ordnede historierne, så vi alle kunne få gavn af dem. Og således har verden skabt generation efter generation, mens klingerne af hør siger klik og synger kærlighedssange til mennesket i vinden.
Hvad nutidens børn angår, og det gælder utvivlsomt mit barnebarn Ben - en rigtig mokopuna (maori for barn, red.) og hans samtidige - børnene i generation alfa - lever de i en tid med overflod.
Ibby’s præsident Wally De Doncker har kaldt det den tredie guldalder, og det er det sandelig. Hvad historien angår, lever vi i en verden af hypertekster (ifølge Gyldendals Store Danske, ”samling af tekststumper, der er indbyrdes forbundet i et netværk,” red.), hvor budskabet bliver leveret ad talrige veje, der alle eksisterer i den samme ramme: mundtligt, skriftligt, billedmæssigt og via print, skærm, digitalt, mobiler og direkte tale.
Det er svimlende, men det er også skræmmende. Historien bliver universel i stedet for at være specifik. Den er global i stedet for at være lokal. Fjerner vi vores historier fra bøgerne og anbringer dem i cyper space for at sikre deres betydning og udbredelse?
Hvis det ikke er rigtigt, så er alternativet angstfremkaldende. Hvad er det for historier, vores børn finder derude med de hjælpemidler, de har? Hvilke fortællinger hører de, når de anvender deres iPhones, iPads og iPods?
Nettet har fået tiden og rummet til at kollapse, så fortid, nutid og fremtid findes i det samme nu, i den samme fortsatte strøm. Og derude, håber vi alle, at de vil være i stand til at navigere blandt nettets mange rovdyr, bøller og plageånder, som bare venter på at røve deres barndom fra dem.
Kan vi forsyne dem med historier, som vil gøre dem i stand til at træffe den rigtige beslutning, når det handler om, hvad de skal tro på af historier, stemmer og billeder?
Som bedstefar og maori er jeg nød til at give historien om Hvalrytteren videre til Ben for at vise ham, hvordan mod ser ud i et maori-perspektiv. Mine historier skal opmuntre ham til at gå forrest, de skal udstyre ham med et moralsk kompas og fortælle ham, at han er bærer af to store kulturer i vort land.
På den måde vil han være i stand til at ride trygt ind i fremtiden. Alle vores historier er beregnet til at skabe helte, hvad enten de er unge mænd eller unge kvinder, hvad enten de er bøsser, har den forkerte farve, er tynde eller nørdede, sidder i kørestol, er autister eller handicappede.
Eller - hvad Gud forbyde - selv vores sønner og døtre, som beklager sig over at gå i skole, og som tilbringer al deres tid på nettet, og som for øjeblikket ikke ligner nogen, der er i stand til at redde vores planet.
Vores opgave som historiefortællere er at give dem inspiration og evnerne, fordi det er det, de skal gøre.
Så på trods af den igangværende guldalder her i 2016, er det alligevel ikke sådan, at vores verden både politisk, finansielt og økologisk er ved at bryde sammen? Kan historierne være med til at forhindre kaos?
[…]
Vi ved, hvem vi er, og hvad vi laver lige nu, men vi må hele tiden minde os selv om, hvordan vi bør være, og hvad vi bør gøre.
Hvor sidder afbryderknappen? Hvad bør vi gøre nu rent geopolitisk, så vores handlinger kan få en virkning på fremtiden? Og som forfattere, der sidder foran vores skærme, hvordan sikrer vi, at vores historier holder trit med den mangfoldige verdensorden?
Undskyld jeg bliver følelsesbetonet, men verden bevæger sig så hurtigt. I dag er allerede i går. I morgen er nu. Historierne mister deres sammenhæng i takt med, at folk flytter, og de mange folkevandringer, som er i gang på vores klode.
Alle de gode samværsformer, som består fra generation til generation er ved at forsvinde.
Vi må begynde at strukturere vores tænkning. Som historiefortællere må vi undersøge mere grundigt, hvad der skal stå i vores tekster, og hvad de skal handle om. Vi må se os om efter nye måder at arbejde på, hvad enten det er på skærm eller papir, og en af dem må handle om verdensordenens sammenbrud.
[…]
Endnu værre - efter min mening - er, at historierne ikke er fulgt med tiden som en kraft, der binder os sammen, og som kan tilpasse sig hurtigt nok til verdens omskiftelighed og forskellige livssyn.
Mænd og kvinder over hele verden falder tilbage på de gamle historier, de gamle konflikter, gammelt fjendskab, og vores børn bliver ofre for voksnes voldelige adfærd. Det er ikke børnene, der er problemet. Det er de voksne.
Hvorfor ville en ung pige ellers binde en bombe rundt om livet og sprænge sig selv i luften ved en militær kontrolpost? Hvorfor ville en første generations fransk dreng, hvis forældre kom fra Tunesien, ellers gribe et gevær og dræbe sine medstuderende i skolen eller folk i et indkøbscenter? Og hvorfor må en ung pige finde sig i at blive fanget og tvangsgift med en soldat fra Boko Haram?
Er det rigtigt, at hver gang en ung dreng eller pige bliver overtalt af voksne til at udsætte sig selv for fare, så er det på grund af historiernes manglende gennemslagskraft? Hvem fortalte den unge pige, som sprængte sig selv i luften, at det var i orden at henrette sig selv?
Tager jeg det personligt? Det kan I stole på, at jeg gør! Jeg kan ikke forlige mig med, at et barn eller en ung har fæstet lid til en historie, hvor det er bedre at dø end at leve.
[…]
Min elskede far, Tom, ville sige:
Fortæl dem om Hvalrytteren. Lyt til hørren, som synger i vinden. Lad børnene vide, at de er højt elskede, og at de stammer fra en lang kæde af mennesker, der har rødder i fortiden og som rækker langt ind i fremtiden.
Lad vores arbejde blive en pagt mellem dem og os, hvor vi lover at ære og respektere dem og opfostre dem til glæde, lys og - som det vigtigste - hvad omstændighederne end er - håb.
Engagerede børnelitterære entusiaster fra hele verden samledes i august til Ibby-kongres i Auckland,New Zealand, hvor de blandt andet hørte Witi Ihimaera tale om historiefortællingens betydning.
