Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har set nærmere på Anders Mattesens debutroman Ternet Ninja, som anmeldes.
Du tør ikke ændre dit syn på tingene. Hvorfor fanden tror du, at du spøger stadigvæk efter 400 år? Jeg skulle forestille at være din ven.
I denne dejlige børnebogsdebut af Anders Matthesen er der to hovedpersoner. Den ene er Ternet Ninja, som bogen har fået titel efter, og den anden er drengen Aske.
I Thailand findes der en fabrik, hvor man benytter sig af børnearbejde. På fabrikken laver man Ninja-dukker. Fabrikkens ejer er dansk, og da han iført et ternet tørklæde besøger fabrikken, går det galt.
Drengen Quang kommer ved en fejltagelse til at tage den danske fabrikants tørklæde, som han har tabt, og sy en ninjadukke af det. Det får fatale konsekvenser for Quang, men også Ninjaen sker der noget forunderligt med.
Ninjaen havner i en skibsladning, som skal til Danmark. Om bord på skibet er Anders Matthesens velkendte figur Stewart Stenstrøm (som vi kender og holder af fra julekalenderen Jul på Vesterbro). Stewart får fingre i Ternet Ninja (herefter kaldt T.N., for det hedder han også i bogen).
Aske er Sirenes søn. Sirene er på den elskelige måde alt for meget. Alt for meget biodynamik, alt for meget sundhed, alt for meget helse osv. Men sød, det er hun. Aske er hendes søn, som må finde sig i at plages med al denne overvældende og omsorgsfulde sundhed.
Derudover lever Sirene sammen med Jørn og hans flommefede søn, Sune. De to opfører sig som Askepots stedsøstre. Hele tiden skal Aske ned med nakken, hvis de kan få ham til det.
Aske går i 7. klasse og har her sin bedste ven Odysseus. Endvidere er Aske møgforelsket i Jessica, som desværre går i 8. klasse og tilmed er klassekammerat med Sune.
Problemet med en pige som Jessica er, at man aldrig vil kunne forvente, at hun så nedefter, så hun ville aldrig få øje på en sølle dreng, der går i 7. For det tredje har Aske en ærkefjende, nemlig specialklasseeleven Glenn, som sammen med sine to trofaste følgesvende, Hugin og Munin, bare ønsker at gøre Helvede hedt for Aske.
Da Aske har fødselsdag, han fylder 13, skal familien på besøg. Her dukker Terkel, som nu er blevet voksen og har fået barn, op. Det samme gør onkel Stewart, der i denne bog er skildret klædeligt mere rund og vennesæl end i julekalenderen.
Af onkel Stewart får Aske T.N., og så starter en hæsblæsende og vidunderlig handling, der blander både banalt og sofistikeret i en skøn cocktail.
For hvad sker der med Askes forelskelse i Jessica? Hvad sker der med Askes anstrengte forhold til sin plageånd, Glenn? Hvad sker der med Askes forhold til stedfaderen Jørn, der på mange måder er en plattenslager og en parasit? Og hvad med forholdet til Sune?
Alt dette giver fortællingen gode svar på! Mange bolde holdes i luften, og meget sker på forunderlig vis. Og T.N. er indblandet i det hele.
Men hvorfor er T.N. landet i netop Danmark? Ja, man kan jo mene, at det er, fordi han er pakket ned i en stor container sammen med en hel ladning sorte Ninja’er. Og så havner han ved en tilfældighed i Danmark. Men næh nej, det er for nemt. T.N. har skam et ærinde, som ikke skal røbes her.
Det fine ved, at T.N. og Aske finder sammen, er, at de for det første - både på godt og (morsomt) ondt - får gjort noget ved nogle af de problemer, som Aske tumler med, og de får også talt om, hvad Ninjaen er for en størrelse, og hvad han har for.
Samtidig er skildringen af dem sammen et skønt kulturmøde. Den kultur, T.N. er rundet af, er naturligvis den japanske, men derudover er han jo først og fremmest en Ninja, og som citatet i indledningen røber, har han tilmed hærget i 400 år.
I et replikskifte viser Anders Matthesen i et glimt, hvad (en del af) forskellen på de to er:
”Det er jo bare sådan noget, man siger.” Aske rejste sig uroligt.
”For mig er det bare sådan noget, man gør!”
Man kan med andre ord tale om det, eller man kan handle sig ud af det. Det taler de to ganske meget om, og kommer da også til en slags forståelse.
Romanen er hele vejen igennem præget af en dejlig humor. Mens man læser, kan man faktisk sanse Anders Matthesens tone undervejs. Derudover bruger han en del finurlige gloser - ikke bare fra Stewarts mund, hvilket var at forvente, men i det hele taget, fx er der en, der bor på Hamburgerryg Alle.
Og om Jessica står der, at hun står der i al sin læksikalitet. Siden - i forbindelse med en hilsen - hedder det: Booyakashall! Det giver en munterhedsskabende effekt.
Figurerne står også fine, runde og tydelige. Dejligt er det at møde Stewart, der som tidligere nævnt er en mere blød og rund figur, end vi har kendt ham i Julekalenderen. Ikke at han ikke kan være skarp.
Sirenes Jørn og hans søn Sune får skam deres bekomst, og når han passer sin dont ved Børnelinjen, kan han godt minde om den kantede og vulgært sjove Stewart fra Jul på Vesterbro. Også Sirene er skøn at møde, ligesom både Jørn og Sune vinder ved nærmere bekendtskab.
Retfærdighed er tydeligvis noget, som betyder meget for Anders Matthesen, hvilket handlingen tydeligt understreger, uden at det på nogen måde hæmmer fortællingen. Her stilles spørgsmål, og her gives gode svar.
Fortællingen er gennemillustreret af Rasmus Meisler, som vi kender så godt fra illustrationerne til Camilla Hübbes to fine bøger om Tavs og Louis Armstærk. Illustrationerne klæder Matthesens roman på bedste måde.
Bemærkelsesværdigt er det, at der ingen personer er på nogen af illustrationerne, men det fungerer fint. Vi behøver heller ingen anvisninger på, hvordan personerne ser ud. En finurlig detalje er der dog ved hver af tegningerne, men dem må læseren selv gå på jagt efter.
Endelig er kapitlerne adskilt af fine japanske silketryk.
Der er nok at kigge på. Nok at nyde. En fin bog på alle måder.
Alt i alt må man sige, at det er en meget fin og vellykket børnebogsdebut, Anders Matthesen kommer med. Det ville være dejligt, hvis der var flere bøger i denne velskrivende komikersjæl.
Anders Matthesen: Ternet Ninja. Illustreret af Rasmus Meisler. Høst & Søn 247 sider, 249,95 kr.
Læs også et interview med Anders Matthesen i Børn & Bøger nr. 8 samt flere korte og længere anmeldelser.
