Børn & Bøgers litteraturskribent Steffen Larsen har gjort sig nogle tanker om, hvordan det kan være, at anmeldelser af bøger er, som de er:
Jeg burde ikke skrive det her. Men nu gør jeg det.
I snart et år har jeg undret mig over, hvorledes kult- og YA-forfatter John Greenes seneste roman Skildpadder hele vejen ned har kunnet få så bragende gode anmeldelser, når den efter min smag er ringe udtænkt, plat og dårlig skrevet.
Jeg har flere andre ord parat såsom tåkrøllende, men jeg holder her.
Hvis man skal forsøge en definition af, hvornår et værk er YA eller det, som i gamle dage hed ungdomsbog, så er mit bud enkelt. I en YA-bog er vi oftest i USA, og det er voksnes problemer, som udløser den handling, de unge hovedpersoner medvirker i.
Samtidig - og det er næsten det vigtigste - er sceneriet mest ved vandet med surf og sol, vi er i den højere middelklasse (mindst), der er et næsten totalt fravær af andet end hvide, og den ydre verden spiller ingen nævneværdig rolle.
Deraf følger så, at ungdomsbogen tager udgangspunkt i unges problemer, som voksne derefter kan blive inddraget i. Jeg er naturligvis klar over, at dette er noget firkantet stillet op, men det passer!
Og vi skal også huske på, at flertallet af dem, som læser disse bøger - både YA- og ungdomsromanerne - er 30 plus i alder.
(Så derfor er en bog som Angie Thomas’ The Hate U Give (dansk titel) en ungdomsbog, hvorimod Jandy Nelsons Jeg henter solen ned er fuldblods YA. Se selv efter!)
Hvis du ikke kender John Greens Skildpadder hele vejen ned kommer her et referat. Og hvis du ikke kender John Green er det sikkert nok at sige En flænge i himlen eller Paper Towns, (der er min personlige favorit).
Flængen blev John Greens store gennembrud. Begge romaner er også udkommet som film.
Skildpadder fortæller om en rig mand, som forsvinder. Han er milliardær, hvilket gentages ret ofte. Vi er inde i landet. I Indianapolis. Men der er sejlbart vand i form af en flod.
Pigen hedder Aza, og sammen med veninden Daisy opsøger hun milliardærens søn Davis, som hun engang har kendt. Daisy vil gerne have del i milliarderne. Hvis hun kan være med til at finde farmand, udløser det en findeløn.
Aza vil gerne noget mere personligt, men hun har en OCD-diagnose (ligesom John Green), derfor er de famlende forsøg på at få en ven/kæreste dømt til at mislykkes. Hver gang, der skal kysses, tænker Aza på de millioner af bakterier, som er i omløb.
Historien om de mærkede menneskebørn, som gerne vil hinanden, men ikke kan finde ud af det, er køn som en sommermorgen; men rigtig dag bliver det aldrig.
Som det ordensmenneske, han er, afslutter John Green sin historie med en af de længste taksigelseslister i bogens historie: 60 navngivne personer får en hilsen. Der medvirker også en øgle i historien.
Jeg har læst mange bøger, som er bedre. Men det er der tilsyneladende adskillige, som ikke har. Her skal ikke nævnes navne. Blot dette, at en landsdækkende jysk morgenavis er den eneste, som rynker brynene og skriver:
- Alle de gode takter til trods kan man alligevel ikke en gang imellem i romanens løb sige sig fri for at sidde med en fornemmelse af, at Green-maskinen kører lidt for velsmurt. At Green er blevet så dygtig til at gøre det, han gør, at teksten får en fornemmelse af noget kalkuleret.
Ellers er der lovsang på alle hylder. Det er højt oppe. Hør selv:
- John Green skriver uendelig godt om kærlighed, ensomhed og tankespiraler.
- John Green sætter ord på ungdommens fortvivlelse bedre end nogen anden.
- Og hans lys har aldrig skinnet klarere end det gør i Skildpadder hele vejen ned.
- Og så har den en slutning så rørende, at det er næsten ubærligt at være færdig med at læse den i stedet for at have den til gode.
- Det er fascinerende læsning og fremmanet med en hudløshed, som næsten gør ondt. Denne spiral af følsomhed, tanker og menneskelige relationer er lige præcis John Greens adelsmærke. Det er sart og mesterligt gjort.
- Skildpadder hele vejen ned er et varmt og vådt litterært kys med livskloge, konstruktive konsekvenser for den, der tager imod.
- En skøn, hjertevarm ungdomsroman, hvor forfatteren viser, hvor god han er til at skildre de skæve karakterer og deres unikke historier.
- Ingen boghandler med respekt for sig selv - og intet bibliotek og intet pædagogisk læringscenter - vil undlade at udstille og anbefale den nyeste roman af John Green Skildpadder hele vejen ned.
- Så hvad enten det er dygtig amerikansk markedsføring eller ej, er selv samme roman positioneret og udbredt overalt i Europa og naturligvis USA, og det er under alle omstændigheder ganske fortjent, for John Green leverer endnu en glimrende roman, er en stor forfatter og skriver i et excellent sprog.
Jeg undrer mig stadig.
Kærlig hilsen
Steffen
