Børn & Bøgers litteraturskribent Steffen Larsen undrer sig såre over Kunstfonden, bibliotekspengesystemet og udvælgelsen af prismodtagere:
Måske er det rigtigt, hvad digteren siger, at ”april er den ondeste måned”.
Til daglig er min Facebook et fredeligt sted, hvor man udveksler gratulationer og oplysninger fra hverdagen. Nu er Mette Finderup i Hirtshals, Bent Rasmussen fra Vejle har været inde og høre Lillebælt Stompers, Arne Herløv har skrevet et nyt digt, mens Mads Nygaard fortsætter ad venlighedens vej.
Sådan var det ikke i begyndelsen af april. Det startede i det små, hvor flere af vennerne takkede Kunstfonden og bibliotekspengesystemet. Der var også nogle, som ikke havde fået. De lykønskede de andre.
Men så eksploderede det nærmest fra time til time, da Jan Kjær postede et opslag, hvor han ærligt fortalte, hvorledes han var blevet ked af det - nu på tiende år - fordi han havde fået afslag. Igen og igen.
Og selv om Patrick Leis senere kunne ”prale” med, at han skam havde fået afslag 14 gange - han skal også altid overdrive! - så var det Jan Kjærs opslag, der satte gang i lavinen. ”April er den ondeste måned”, som T.S. Elliot vist udtrykker det.
Jeg har før talt med forfattere/tegnere, der er store hos de små, men små hos de store. Ingen navne skal nævnes. Og det er jo en del af gamet. Sådan er det.
Ret tidligt indså en folkekær forfatter som Dennis Jürgensen spillereglerne og udtalte de profetiske ord, at han aldrig ville få Kulturministeriets store pris. Det er måske heller ikke det, som Jan Kjær og Patrick Leis og andre går efter, men et skulderklap behøver ikke at koste så meget.
Det er trods alt mennesker som Kjær og Kaaberbøl og Jürgensen, der udgør en betragtelig del af fundamentet for, at der overhovedet er læsere til de bøger/forfatterskaber, som Kunstfonden vælger at støtte. Og for disse ”outsidere” er der kun en fyr ved navn Orla, den herværende forening og (til dels) Skriverprisen at kunne lune sig ved.
Man kan altid diskutere priser og smag. Det gjorde allerede Immanuel Kant! Men der var et år, hvor lunkenheden og armoden og den manglende rettidige omhu blev udstillet. Det var dengang Sanne Søndergaard udgav Hell Man.
Det var i 2012, og for det år faldt ministeriets store pris så til Ronnie Andersen for en ikke særlig bemærkelsesværdig Ronnie Andersen bog. Sanne Søndergaards historie derimod styrer lige ned i nutidige emner som drenge på stand-by, manglen på fremtidsudsigter og engagement, vores krige i fjerne lande og noget med kærlighed.
Den er måske ikke skrevet i et blomstrende, forførende sprog, men den er pokkers vedkommende, ærlig, dybt personlig og den VIL mig noget. Det år var jeg ked af det på Sanne Søndergaards vegne, ligesom jeg i år er ked af det på Jan Kjærs.
Og i hans tilfælde undrer jeg mig over, at de ikke kan se inde på de bonede gulve, hvor raffineret og originalt hans historier er bygget op og fremstillet - lige fra Taynikma og frem til Nomerne. Det kunne vi så heldigvis i denne forening, da vi gav ham vores store pris sidste år.
Så lad os til slut glæde os over én pris: Alma-prisen. Den svenske Nobelprisagtige pris for børnebøger, som i år gik til ingen mindre end manden fra Wuppertal: Wolf Erlbruch. Som har givet os bl.a. historien om muldvarpen og lorten, anden, der skulle dø, og bjørnen, der havde været her før.
Det var godt. Danke sehr!
