Interview med Ida-Marie Rendtorff

Interview med Ida-Marie Rendtorff

At forlade alt uden at vide, hvad man får.

Således indleder Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen sit interview:

Jeg er taget til Espergærde for at tale med Ida-Marie Rendtorff om hendes trilogi Skyggefolket. Jeg interviewede hende også på Fantasybogmessen på Herlufsholm. Og der havde jeg lidt svært ved at se, at hendes bøger (dengang var endnu kun de to første bind udkommet) var fantasy.

 

Handlingen

I det første bind, Månemenneske, erfarer vi, hvordan hovedpersonen Lass lever i et fremtidssamfund; hans forældre er netop omkommet i en ulykke, og han lever sammen med sin livvagt, Kait.

Blandt sin mors efterladte smykker finder Lass en amulet, som peger i retning af, at han tilhører Skyggefolket, der holder til i De blå Bjerge, som ligger på den anden side af ørkenen.

Gåden er selvfølgelig på den ene side, hvordan det er gået til, at han bor i dette moderne samfund, og på den anden side, hvad hans relation til Skyggefolket er? Og hvis han hører til der, hvorfor er det så ikke der, han bor?

I bind to, Bunkeren, følger vi Lass i sin søgen efter Skyggefolket og sin egen fortid. Han må krydse den store ørken, hvor han falder i kløerne på Snapperne, som har et illegalt børnehjem herude.

Snapperne er en kriminel bande, der kidnapper børn og sælger dem videre til desperate barnløse voksne. Det er i den sammenhæng, han møder drengen Fjor, som han finder bedøvet i en seng i den bunker, som bind to har fået navn efter.

Mod slutningen af bindet finder han imidlertid Skyggefolket og kommer til at leve hos dem i nogen tid.

Tredje bind, Menneskehandel, indledes med, at Lass lever hos Skyggefolket, men ikke ret længe. Han flygter fra dem, for der er et par opgaver, han skal have løst - og det må ske tilbage i civilisationen. Måske er det nemlig her, han kan finde løsningen på den gåde, som han føler, at hans liv er. Finder han dem, han føler sig knyttet til? Og finder han ud af, hvem han selv er?

 

En fremtidsroman

Jeg begynder med at spørge Ida-Marie Rendtorff om, hvad det er for en genre, hun har skrevet sin roman i.

- Mon der er noget fantasy i den?, spørger hun.

- Der er en del mystik forbundet med Skyggefolket og den måde, de lever på. Lederen har også nogle usædvanlige evner, som skræmmer Lass. Han er ligesom allestedsnærværende. Men mest er det nok en beskrivelse af et naturfolks levevis. Jeg betragter først og fremmest min bog som en fremtidsroman.

• Kan man sige, at Skyggefolket, som din hovedperson Lass kommer til at leve iblandt i slutningen af bind to og i begyndelsen af bind tre, lever i en boble?

- Ja, det synes jeg godt, man kan. De lever jo på en måde, der adskiller sig meget fra hverdagen i fremtidssamfundet, hvor alt er automatiseret, alt kommer ind på bånd, alt kan bestilles på nettet osv.

- Disse moderne mennesker kan faktisk leve uden at bruge deres krop, og når kroppen på den måde bliver unødvendig, så forfalder den. Måske er der en sammenhæng imellem det faktum og så dette, at folk har vanskeligt ved at få børn.

• Det er i hvert fald et stærkt realistisk moment, du har lagt ind, at det moderne menneskes sædkvalitet er så forringet, at det går alvorligt ud over forplantningsevnen?

- Ja, det var faktisk det, jeg var inspireret af. Jeg læste i en artikel, at dette problem var blevet til en moderne folkesygdom.

 

Ingen verden udenfor

• Da Lass kommer til Skyggefolket, må han lære sig at leve sammen med dem. Hans levevis er imidlertid så anderledes, at det rejser en række spørgsmål i ham.

• F.eks. er det ubærligt for ham, at han ikke må stille spørgsmål. Og det er selvfølgelig afgørende for ham, fordi han ønsker at finde ud af, hvordan han er havnet i den moderne verden, og han er selvfølgelig interesseret i, hvad det skyldes, og dertil kommer så hele problematikken om hans virkelige forældre?

- Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg kom på det, men det blev sådan, at Skyggefolket jo er meget dedikeret til det liv, de lever, og de præmisser, de lever på. Det du kalder en boble. Og de ønsker sig det ikke anderledes, må man forstå. Og hvis man skal åbne op for at tale om verden udenfor og om de mennesker, der har forladt dem, så åbner man jo for, at der er en verden udenfor, som kan være anderledes.

- Og for dem vil det anderledes også være truende. Jeg tror, det er derfor, at de lukker det ude. De, der forlader Skyggefolket, bliver glemt, og verden udenfor eksisterer ikke for dem, der bor i De Blå Bjerge. Det må i hvert fald ikke nævnes.

• Men det er vel også derfor, Lass finder ud af, at her kan han ikke blive? Jeg tænker på den lille pige, der får blindtarmsbetændelse og dør?

- Ja, han kan ikke få lov til at blande sig i, hvordan de behandler de syge. Han kan ikke lade være med at tænke på, at de jo netop kunne have hjulpet hende. Og vidste han det ikke før, så ved han det da, at her kan han ikke blive. Han må væk.

 

Et hul i boblen

• Det er så pigens død, der paradoksalt nok giver ham muligheden for at slippe af sted?

- Ja, han skal jo flygte for at komme væk, hvilket han er nødsaget til, for der er noget andet, han skal finde ud af. Jeg vidste godt med mig selv, da jeg skrev, at hans biologiske forældre ikke levede blandt Skyggefolket mere, og jeg vidste også godt, at han havde en søster, men meget af det andet opstod undervejs.

- Men der er jo veninden, Pilah-Bah, som han snakker med og har tillid til, og som faktisk var veninde med Lass’ søster. Hun forbryder sig imod Skyggefolkets regelsæt for at støtte Lass.

- Det er hende, han får hjælp af. Dels viser hun ham, at der faktisk er et hul i ”boblen”. Man kan, viser det sig, kravle op og få et blik ud på verden udenfor. Og ved begravelsen af den lille døde pige, hjælper Pilah-Bah også Lass til flugten.

• Lad os kigge lidt på Lass’ situation, da romanen begynder?

- Lass bor sammen med sin livvagt Kait, som han har et nært og tillidsfuldt forhold til. Det er jo også Kait, der forærer ham en bue i fødselsdagsgave (lige som hans veninde Faria forærer ham en ørkenrotte. Han er glad for ørkendyr). Men så er det jo, at hans onkel Bular flytter ind i huset sammen med sin demente mor, Lass’ farmor.

- Og apropos det med dyr, så er det også onkel Bular, der forærer Lass en T-shirt med en skorpion med rejst angrebslysten hale i fødselsdagsgave. Onkel Bular kan i og for sig være flink nok. På den anden side hedder det også om ham, at han kan sælge sand i Sahara. Det er ikke nødvendigvis en rosende omtale.

 

Nøglen til fortiden

- Der er det uldne ved ham, at han, da der f.eks. er indbrud i Lass’ værelse, hævder at have anmeldt indbruddet til politiet, men det er nu næppe sandsynligt. Dertil kommer, at han fyrer Lass’ livvagt, Kait, og sørger for, at han får en ny, så han på det nærmeste lever i husarrest. Det er med til at forstærke hans ønske om at rejse ud for at finde Skyggefolket.

Fotos af Ida-Marie Rendtorff: Robin Skjoldborg.

 

• Lad os lige parkere Bular et øjeblik og se på et andet afgørende fænomen i fortællingen. For grunden til, at han tager på eftersøgning efter Skyggefolket, er jo, at han finder en amulet blandt sin mors efterladte smykker?

- Ja, det er en lidt grov bronzeplade med en inskription. Den ligner slet ikke de andre smykker. Han finder den under en falsk bund, så den har altså været skjult.

- Amuletten er et symbol på deres lille familiehemmelighed. Jeg kan så godt lide familiehemmeligheder, de er godt stof. Og amuletten er nøglen til Lass’ fortid. Ved hjælp af den får han mulighed for at finde ud af, hvem han er, hvad han står for og kan stå på mål for.

- Denne proces er jo en, som alle unge mennesker skal igennem. Fundet af amuletten får Lass til at sætte spørgsmålstegn ved alt det, som han hidtil har taget for givet. Og det er så også gennem amuletten, han finder ud af, at der er blevet løjet om hans identitet.

- Lass finder hen til en gammel blind mand, Harriz, som også stammer fra Skyggefolket. Harriz løser gåden med amuletten. Ved at røre ved den kan han finde ud af, hvad der står på den – og ved at røre ved Lass, sætter han gang i nogle ubevidste processer hos ham.

 

Genkendeligt fremtidssamfund

- Lass får et syn, som foruroliger ham. På Amuletten står der Luna-qar, som betyder Månemenneske. Alle de sanseindtryk, han får nede hos Harriz giver ham nogle anelser. Om det handler om ham selv eller hans mor ved han ikke, men det både ængster og pirrer ham.

- Stille og roligt opdager han nogle ting ved sin situation, som gør, at han må finde ud af noget mere i forhold til sin familie, familiegravstenene osv. Og den demente farmor hjælper ham også på sporet: Du var så sød dengang, de fik dig. I dit skindtøj med de der mærkelige knogleknapper, fortæller hun.

• Hvordan vil du beskrive det fremtidssamfund, som man lever i?

- Det er jo ikke helt fjernt fra vores. Jeg kan godt lide, at man trods alt kan genkende noget, mens man læser. Og et relativt almindeligt element er barnløsheden. Men i samfundet her er der f.eks. ingen veje. Man kører ikke i almindelige biler længere.

- Børnene går heller ikke i almindelig skole, men i netskoler. Man behøver ikke at mødes i det virkelige liv, så hvorfor i skolerne? Man har en klasse, og man mødes i det virtuelle rum, hvor også lærerne er.

- Man kan selvfølgelig mødes fysisk og blive venner, hvad han og Faria jo også gør, men de fleste ser man bare på nettet. Der er praktisk taget ikke noget offentligt liv. Og den smule der er, er i øvrigt farligt at færdes i især for børn.

 

Enorm kontrast

- Verden er i og for sig meget lig forhold, vi ser i dag. Alting er bare taget længere ud. Ting ind og affald ud. Man behøver ikke have med virkeligheden at gøre, men selvfølgelig er der jobs, der må klares ude i verden, f.eks. læge, som hans far jo var.

• Her er der masser af genkendelighed. Men til gengæld kan man så sige, at kontrasten til det liv, som Skyggefolket lever, er enorm. Og med det navn folket har fået og så dette, at de bor i de Blå Bjerge, så bliver man lidt trist stemt, og den stemning følger en, synes jeg, når man kommer ind og hører om, hvorledes de lever...

- Er det fordi deres liv er så kontrolleret?

• Ja, og statisk og reguleret. Jeg fik nærmest klaustrofobi, mens jeg læste.

- Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har ikke lyst til at forherlige hverken det ene eller det andet samfund. Men der er nogle ting i Skyggefolkets værdier, som jeg værdsætter, deres forhold til naturen f.eks., og jeg kan godt lide den helhedstanke, som præger dem.

- For mig er det et folk, der lever i forlængelse af naturen, og det er måske en livsform, som er blevet alt for fremmed for os. Det er jo nok en del af forklaringen på, hvorfor vi behandler naturen, som vi gør.

- Det er noget, som jeg er meget optaget af. Jeg synes, vi i alt for høj grad lever adskilt fra naturen, og jeg synes, vi for let glemmer, at vi er en del af den og afhængige af den.

 

Ikke komfortabel nogen steder

- Vi trækker vejret, vi spiser af naturens spisekammer, vi er en del af den, og det ville jeg gerne have lidt frem i Skyggefolket. Det er den harmoni, de lever i. De er heller ikke så bange for døden, som vi i det moderne samfund.

- Misforstå mig ikke. Jeg er ikke ude på at forherlige Skyggefolkets liv. Jeg kunne heller ikke selv tænke mig at leve sådan. Sådan er det jo også for Lass. Han kommer til et statisk samfund og med sig har han en bagage, som gør, at han ikke kan leve der.

- Især jo fordi han ikke må stille spørgsmålstegn ved, hvad han ser, og hvad han selv tænker. Omvendt føler han sig heller ikke komfortabel ”derhjemme”, altså hos Onkel Bular. Så ved at anbringe ham i den position får han en ekstra mulighed for at tænke over, hvem han i grunden er.

- Han bliver på sin vis hjemløs. Og det er interessant for mig, for i sin identitetssøgning får han jo to vidt forskellige kulturelle udtryk, han skal forholde sig til, og som begge er en del af ham. Og hvad der så er ham, det...

• Da vi talte sammen nede på Herlufsholm, forstod jeg ikke rigtig, hvad du sagde til mig, fordi du der røbede, og da var bind tre endnu ikke udkommet, at han jo fandt sit Skyggefolk, men han blev ikke hos dem. Det forstår jeg bedre nu?

- Ja, og det vidste jeg allerede fra starten. Det har hele tiden været meningen, at han nok skulle finde rødderne, men at han ikke kunne blive der. Det var ikke her, brikkerne skulle falde på plads. Det skulle ske i fremtidsverdenen.

 

Nedbrydende dilemma

• Hvordan han gør det, vil vi nu ikke røbe ved denne lejlighed. Har du nogen litterære værker, som har inspireret dig?

- Ja, Khaled Hosseini, som skrev Drageløberen og Under den skinnende sol. Han skrev en novellesamling, som hedder Og bjergene gav genlyd. Bogen består af nogle noveller der er flettet sammen.

- Der er blandt andet en historie om en pige, som bliver bortadopteret, fordi forældrene ikke kan se nogen anden udvej, og den inspirerede mig i særlig grad. Hvad kan vi som forældre drives til?

- Kan man komme i en situation, hvor man så at sige vil ofre det ene barn for at redde det andet, et grunddilemma, som man f.eks. også ser i filmen Sophies Choice. Det er så fuldkommen nedbrydende for forældre at skulle træffe et sådant valg.

Jeg siger tak for i dag og for en udbytterig samtale, og kan så i øvrigt kun anbefale, at man læser Ida-Marie Rendtorffs fine trilogi. Det er et dejligt værk, som tilmed er meget appetitligt illustreret af Rebecca Bang Sørensen.

God læselyst.

   

Ida-Marie Rendtorff: Skyggefolket 1-3; Månemenneske, Bunkeren, Menneskehandel. Gyldendal, hhv. 139, 140 og 157 sider, 129,95 kr. pr. stk.


Læs en anmeldelse af første bind i Ida-Marie Rendtorffs nye serie Stemmetyven i Børn & Bøger nr. 5, hvor der også bringes mange andre anmeldelser af nye, spændende bøger.