Interview med Kristina Aamand

Interview med Kristina Aamand

At gøre det rigtige

På Skolemessen i Aarhus mødte og interviewede Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen forfatteren Kristina Aamand om hendes bog For enden af din pegefinger (Carlsen, 2016).

Det er en roman, der i høj grad handler om kulturmøde, om kærlighedsproblemer og om at gøre det rigtige.

Hvordan kan hovedpersonen gøre det rigtige, så hun finder lykken i sit eget liv, samtidig med at hun viser sine forældre respekt? Hvordan reagerer hendes familie på hendes handlinger? Hvordan kan de gøre det rigtige? Og vise hende respekt? Og hvad siger folkene omkring? Alle vil gerne gøre det rigtige. Men er det rigtige nødvendigvis det samme for enhver?

Interviewet gik sådan her:

 

Vokset op med flere kulturer

• Jeg har et sted læst, at du kalder dig selv for et omvandrende kulturmøde. Vil du sige lidt om, hvordan det skal forstås?

- Ja, altså min mor er dansk, og min far er palæstinenser. Min far kom til Danmark i slutningen af 1960’erne sammen med mange andre indvandrere. Her mødte han min mor, og de fik to børn, min søster og mig.

- Men så en dag kom hans kone og deres fem børn til Danmark, og da han så flyttede hjem til dem, boede vi, til jeg var fire, sammen med min mor. Da min mor fandt en ny arabisk mand, fik jeg en stedfar, som jeg så er vokset op med.

- Jeg har altså en syrisk palæstinensisk far og en arabisk stedfar og er vokset op med Islam på mine fædres side, mens min mor er kristen. Så det er såvel et møde med kulturer og religioner som et møde med mange forskellige mennesker.

• Din bog hedder For enden af din pegefinger, og den vandt i efteråret 2016 forlaget Carlsens romankonkurrence for YA-litteratur. Selve titlen er, så vidt jeg kan læse ud af bogen, et arabisk udtryk. Hvad betyder det?

- Når man f.eks. siger: Du har ikke lyst til at ende for enden af min pegefinger, skal det forstås på den måde, at man derved bliver udstillet, fordi man har gjort noget forkert.

- Der er noget shaming og blaming i det. Man bliver ganske enkelt peget ud som en, der er trådt ved siden af - og det er der ikke mange, der har lyst til. Det er sådan en måde at sige: Pas lige på med, hvad du foretager dig, tænk over, hvad du gør. Det er en position, det ikke er rart at være i.

 

Bliver udelukket

• Svarer det til, når man på dansk peger fingre ad nogen? For det er en negativ ting, ligesom det er i den arabiske kultur. Men er det ikke ofte sådan en mand-til-mand ting? Det er mit indtryk, at det arabiske udsagn er mere bredt forstået?

- Det er jeg faktisk sikker på, at det også er i den danske kultur. Man kan jo godt se, at når der er noget, der går galt i familier eller i miljøet, vil der nok ske det, at de, der har trådt ved siden af, ikke vil blive inviteret til den næste familiefest, konfirmationen, eller hvad ved jeg. De bliver udelukket fra de fester, hvor de øvrige mødes.

- Jeg tror, at pege fingre ad nogen ofte rummer en kollektiv eksklusion. Og i de miljøer, som jeg skriver om, bor folk meget tæt sammen.

- Alle kender alle, og der er en høj grad af social kontrol, forstået på den måde, at man forsøger at holde fast i nogle traditioner, og så prøver man at få fat i dem, der bevæger sig på kanten og forsøger at få dem rettet ind.

- Jeg tror bestemt, der er nogle miljøer, hvor det er hamrende svært at være for enden af andres pegefinger, fordi man måske ikke har et alternativ.

- Lad mig give et eksempel: Jeg talte med en veninde, da jeg var ude at undervise etniske minoritetskvinder, og hun fortalte, at de boede i et boligområde. Her boede en kvinde, der havde fire døtre, som hun var alene med.

 

Fællesskabet som repression

- En dag ville hun i svømmehallen med pigerne, og så står de der i svømmehallen iført deres badetøj, hvorefter der kommer en mand hen til dem og siger: Det der er ikke i orden. I må sørge for at dække jer til.

- Moderen blev meget krænket og ked af den oplevelse, for hun ville jo gerne give sine piger en god oplevelse. Jeg kan huske, at jeg sagde til hende, at hun da skulle blive ved med at komme i svømmehallen, hun kunne roligt være ligeglad med den mand og hans forargelse.

- Men det kunne kvinden ikke. Hun boede i et boligområde, hvor hele hendes netværk var, hun var en enlig mor, der havde brug for den støtte og opbakning, hun kunne få fra netværket.

- Hun havde ganske enkelt ikke ”råd” til at revoltere, den gik bare ikke. Det med, at alle andre bare kan gøre, hvad de har lyst til, gjaldt ikke for hende. Hun magtede det ikke.

- Lige for at binde en sløjfe på det med den kollektive eksklusion: For nogen er det bare nemmere end for andre. Og hvis alle de mennesker, man kender og omgås ”i hele verden”, bor i det samme lille område, og det er der, trygheden ligger, og hjemmet er, så er der så meget desto mere at miste, hvis man træder ved siden af.

• Kan man sige, at det er et udtryk for fællesskabet som repression?

- Ja, det synes jeg godt, man kan.

 

Udfordringer nok

• Lad os tale om din roman. Din hovedperson hedder Sheherazade. Hun lever i Danmark sammen med sine forældre, men man kan vel sige, at der er noget i familien, der ikke fungerer, som det skal. Prøv at ridse op, hvad det er for en situation, vi er i?

- She, som hun også kaldes i romanen, lever i en flygtningefamilie, moderen arbejder, og faderen har PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom). Han har været i krig og døjer rigtig meget med de oplevelser, han har haft.

- She vokser op med et stort ansvar over for sine forældre, et ansvar, der er tungt at bære, fordi familien er flygtet hertil fra en anden del af verden for at give hende et godt liv. Hun er enebarn, så hun må bære alle forældrenes ambitioner på sine skuldre. Og udfordringer er der nok af.

• Da vi møder hende, er hun på besøg på hospitalet. Hun og moderen besøger faderen, som er indlagt med den lidelse, som du talte om før. Der møder hun en dansk pige, Thea, som også er på besøg på hospitalet. Sig lidt om Thea og hendes baggrund.

- Thea er helt vildt lækker. Og hun er fra en anden verden, kan man sige. Hun kommer fra Østerbro, hvor der er højt til loftet og stuer med stuk og store vinduer og forældre, der er kulturelitære og rejser meget.

- Så for She er det et møde med en verden, som er ganske ukendt. Og de tanker, der tumler rundt i hovedet på hende, er tanker som disse: Hvis jeg nu kunne gøre alting anderledes, hvad skulle det så mon være?

 

Ikke alle er stærke

- Så da hun møder Thea, bliver hun naturligvis draget af hende. Tilsvarende bliver Thea også nysgerrig på, hvem den pige, der står overfor hende, mon er.

- Det, de har fælles, er, at de hver har en forælder, der er syg. Der er tydeligvis noget, der binder dem sammen, men sandelig også noget, der adskiller dem.

• De to bliver forelsket i hinanden, hvilket selvsagt skaber en del problemer for She. Men inden vi tager fat på den fortælling, er der en sidehistorie i romanen, som er nok så vigtig, nemlig fortællingen om Sohane. Hvad går den ud på?

- Jeg har i mange år arbejdet med kvinder med anden etnisk baggrund, som lever et dobbeltliv og lider meget under det i ensomhed, og det, jeg havde brug for at vise i romanen, var, at det er ikke alle, der har en stærk stemme, ikke alle, der har mulighed for at tale deres egen sag.

- Når vi ser debattører med anden etnisk baggrund, er de altid utroligt veltalende og tjekkede, men det er vigtigt at huske, at det ikke er alle, der har de evner og den mulighed.

- Hvad jeg også ville vise, var dette, at man f.eks. siger: Jeg oplevede noget slemt, men kom stærkere ud på den anden side, hvilket jo er sympatisk nok, det er det bare ikke alle, der gør.

 

En kollektiv løgn

- Sådan en pige er Sohane, og fortællingen om hende (i modsætning til She) havde jeg brug for at fortælle, for den findes i høj grad - og der er flere elementer i hendes historie, der er hentet ud af virkeligheden og fra de sager, som jeg har arbejdet med.

• Ja, for fortællingen om hende er jo næsten for detaljeret og for velbeskrevet til, at den bare kan være opfundet? Hun ender med at begå selvmord, og der udspiller sig en hel lille historie i historien om, hvordan hun kommer af dage?

- Ja, og den er også - for at det ikke skal være løgn - taget fra virkeligheden. Hun tager piller, falder i søvn og vågner ikke op igen. Og familien kan ganske enkelt ikke håndtere, at hun har begået selvmord.

- For det første er det jo en synd, og dernæst en forfærdende tanke at skulle leve med, at det barn, som man har givet liv, vælger ikke at ville være i verden mere. Det gælder uanset, hvor i verden man kommer fra.

- Så det udvikler sig til en fortælling om, at hun ved en fejltagelse kommer til at bytte om på Panodiler og nogle meget særke piller.

- Det er sådan en kollektiv løgn, som man opfinder for bedre at kunne holde ud at være i den verden, man er i - med alle de traditioner og værdier, der nu engang er.

 

Paletten skal bredes ud

- Selv om She prøver at komme frem med, hvad hun mener, er sandheden, kan hun ikke komme igennem med sin version.

- She søger jo sandheden på en anden måde. Hun vil gerne gøre det rigtige. Hendes styrke er stor, måske en evne, hun har fra sin far, der i krigen har siddet i fængsel af politiske grunde, og som i øvrigt var digter, så han har rigtig meget at byde på.

- Men nu ligger han på hospitalet og er hårdt ramt, mens moderen knokler for at få det til at løbe rundt. She er overladt til sig selv og bliver meget handlende i sit eget liv. Det har hun med sig fra faderen.

- Når jeg skriver, er jeg meget bevidst om, hvad jeg gør, og hvilke signaler, jeg sender. Mit mål er at brede paletten ud og vise, hvilke måder der kan være at leve på. Jeg vil gerne gøre mig fri af stereotyperne.

- Men også vise, at kvinderne ofte er fanebærere i traditionerne, fordi det har betydning i de sociale netværk. Man har ikke lyst til bare at være den, der sidder med barnet, der ikke lykkedes.

 

Et dilemma

• Moderen i romanen er jo også en kvinde, der løfter, fordi hun må tage forsørgerpligten på sig, og det går ud over noget andet, nemlig at She får den fornødne frihed til at tage ud til Thea på Østerbro og involvere sig med hende.

- Ja, hun bruger situationen til at tage de skridt, hun kan. Der er også det aspekt i det, at hun føler skam over det - så hun gør, hvad hun gerne vil og finder rigtigt, men får det også dårligt med det.

- Derfor har jeg den lille historie med i fortællingen, at moderen fortæller hende, at der sidder en engel på hver skulder af hende, den ene nedskriver alt det gode, hun gør, og den anden nedfælder alt det dårlige.

Kristina Aamand tænker meget over, hvad hun skriver. Detaljer vendes og drejes, og hun fortæller ivrigt, hvorfor hun har skrevet hvad.

 

- Dilemmaet om, hvad der er det rigtige at gøre, forfølger hende hele tiden. Men selvfølgelig bliver det jo opdaget, hvilket tvinger moderen til at tage stilling til, hvorvidt hun kan leve med, at She er i et lesbisk forhold.

- Det kan hun ikke. Og hun aner ikke, hvad hun skal stille op. Jeg har hele tiden - og i alle de bøger, jeg skriver om de her problemer - lagt vægt på, at moderen ikke skulle være nogen ond mor.

 

Tolerance og dobbeltmoral

- Moderen vil jo så pokkers gerne være en del af det netværk, der er i det boligområde, hvor de bor. Hun vil så gerne gøre det rigtige, og nu er hun så tvunget til at finde ud af noget i forhold til sin datter, som hun også gerne vil betyde noget for.

- Det er vanskeligt, for hun ved godt, hvordan musikken spiller: Alle holder øje med alle.

• Men der skal jo komme en løsning på problemet?

- Ja, løsningen bliver, at She må flytte, så hun flytter ind til Thea på Østerbro, hvor hun både møder tolerance og dobbeltmoral forstået på den måde, at folk derinde tager på cafeer og over deres Caffe Latte og Marchiato’er sidder og taler om flygtninge og viser dårlig samvittighed, samtidig med at de er død-egoistiske.

- For når man sidder på Østerbro er det nemt at være venlig og tolerant over for indvandrere, for man har aldrig mødt nogen af dem! I hvert fald kun når man er ude at give dem tøj og den slags.

- Jeg havde også brug for at se lidt kritisk på det etnisk danske miljø.

• For at få gjort noget ved den gordiske knude, hun har bragt sig i, opsøger She sin far, som faktisk hjælper hende.

- Ja, han støtter hende.

 

Håbet eksisterer

- Da hun opsøger ham på hospitalet, fortæller han om, hvordan tingene så ud, da han og moderen var unge og frigjorte. Han opfordrer hende til at gøre de ting, som hun skal gøre, at prøve de ting af, som hun finder rigtige og nødvendige.

- Dertil opmuntrer han hende også til at udvikle sine evner for Fanzines, hvilket vi ser bogen igennem, og disse fanzines er små magasiner, som man selv fremstiller ved hjælp af skrevne tekster og billeder, kopimaskine, saks og lim og så distribuerer. En slags poetiske collager. Den udtryksgenre er ikke så kendt i Danmark - endnu.

- Jeg lader historien slutte lidt åbent. Faderen tager med til en optræden, hvor She skal læse op af sine Fanzines, moderen kommer ikke, men måske kan der komme lidt godt ud af det siden hen.

- På hjemvejen møder de Sohanes bror, som har opsnuset, hvad der er på færde. Her er der heller ikke hæftet ende… Så jeg lader bogen slutte lidt åbent.

- Alle konflikter er ikke løst, men håbet eksisterer. Håbet må man ikke tage væk. Det værner jeg om med omhu.

 

Der er tænkt over det

Afslutningsvis vil jeg lige spørge til dit valg af navne. Din hovedperson hedder, som vi ved, Sheherazade, og hendes danske veninde hedder Thea.

- Ja, Sheherazade er jo den kvindelige hovedkarakter i det indledende eventyr i Tusind og én Nat.

- Og Thea betyder Guds Gave. Det er ikke bare to mennesker, der står over for hinanden, det er to kulturer og to religioner. Kristendom og Islam. Jeg har tænkt over tingene.

Det er vist en passende slutreplik.