Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen har talt med Stine Josefine Dige, der er initiativtager til projektet 2200Godnathistorier, der nu er blevet fulgt op med en findebog baseret på børns fortælling og billeder:
Stine Josefine Dige har sat mig stævne på Kulturværftet i Helsingør.
Nu har jeg aldrig foragtet hverken havnen, Kronborg eller Kulturværftet, så jeg kørte glad og gerne op til sundbyen for at tale med hende om hende selv, 2200Godnathistorier, som er hendes ”opfindelse”, og udgivelsen Find os fra Nørrebro.
Børn & Bøgers udsendte mødte Stine Josefine Dige på Kulturværftet i Helsingør, hvor Kronborg ligger flot ved siden af.
Klokken 10.00 stempler jeg ind på parkometret for at møde hende i Kulturværftets Cafeteria.
Jeg vil gerne vide, hvordan Stine kom ind i børnelitteratur-verdenen. Jeg havde mødt hende i foråret 2016, da jeg skrev en artikel om Forfatterskolen for Børnelitteratur, hvor vi talte kort sammen.
- I grunden er jeg uddannet sociolog og har arbejdet som journalist og faglig formidler. Jeg interesserede mig i mange år for statistiske undersøgelser, svarer Stine Josefine Dige.
- Jeg var på SFI i fem år, og ved siden af lavede jeg research og dokumentation, interviews og dokumentarer. Så blev jeg mor og huskede pludselig, hvordan det var, da man selv var barn.
- Jeg er vokset op i et hjem med mange bøger og to forældre, som elskede at læse højt og fortælle historier. Min mor var lærer, og min far var kulturredaktør og kollega og ven med Steffen Larsen (skribent ved Børn & Bøger m.m., red.), så jeg fik reoler fulde af børne- og ungdomslitteratur.
- Jeg spurgte for nylig Steffen, om jeg dengang havde fået de bøger, som han ikke fandt, havde kvalitet nok til sine egne børn. Svaret var klart nej - dengang var forlagene bare mere rundhåndede med anmeldereksemplarerne.
- Jeg har altså læst min gode del. Og da jeg fik min datter, Amina, kom børnebøgerne tilbage igen, for hun ville jo gerne høre historier. Ikke bare nogen, jeg læste op, mindst lige så gerne historier, jeg bare fandt på. Derfra kom det stille og roligt.
• Derfra og til forfatterskolen er der dog stadig en bid vej?
- Jeg havde jo udgivet mine Niller Pilfinger-bøger, inden jeg kom ind på skolen, så jeg var i gang med at skrive og havde desuden gået på en del skrivekurser hos forfattere, jeg godt kunne lide.
- Der lærte jeg en masse om at skrive, som man ikke lærer på journalisthøjskolen, og kunne da også godt se manglerne ved de bøger, jeg have fået udgivet.
- Det var nu ikke, fordi jeg ikke havde styr på sproget, jeg havde jo arbejdet som journalist, så det var såmænd godt nok, præcist og sådan, det var mere det med at få karaktererne gjort mindre stereotype og replikkerne mere troværdige.
- Nej, sproget og ordstrømmen var ikke noget problem. Allerede som barn skrev jeg meget på min skrivemaskine, og jeg har skrevet artikler til skoleblade og alt muligt - så jeg var nok lidt af en sprognørd.
- Men derfra og at det så blev til børnelitteratur?! Det hænger nok sammen med, at jeg dels tænker meget visuelt, dels synes, litteraturen mangler at behandle nogle vigtige temaer på en mere nutidig måde.
- Jeg kom ind på skolen med en noget tabubelagt ansøgningstekst, og kom på hold med 11 andre, der brændte for børnelitteratur og skrev med høj kvalitet. Det var meget inspirerende.
- På holdet var det sådan, at alle arbejdede seriøst med tekster, der skulle udgives på den ene eller anden måde - om ikke andet så som selvudgivelse, for det kan være vanskeligt at komme igennem til forlagene. Særligt med billedbogstekster, som er dyre at få illustreret og trykt.
• Har du prøvet at sende noget ind til et forlag og fået det retur igen?
- Ja da. Markedet for billedbøger bløder, og mange forlag udgiver ikke længere dansk forfattede billedbøger. Andre afslag begrundes med, at fortællingen måske er for abstrakt i forhold til, hvad redaktørerne vurderer, at børn kan forstå.
- Eller at jeg har for meget på hjerte på én gang som forfatter, men jeg får vældig positiv respons på mit sprog, som er meget sanseligt og lyrisk, og bliver ofte opfordret til at sende længere tekster ind i stedet for.
- Jeg har dog lige været heldig at få antaget en sjov og uhyggelig fortælling om en ulveunge ved navn Urd på et herligt lille nicheforlag.
- Selvfølgelig har jeg gjort mig umage med sproget, ligesom min vante feministiske agenda skinner igennem, og jeg glæder mig til at komme ud og læse den op, men bogen er ikke et hjertebarn for mig sådan som de mere poetiske og politiske, men afviste historier var det.
• Er den på vej?
- Ja, den udkommer til halloween med illustrationer af Thomas Hjorthaab. Jeg præsenterer den til 2200Godnathistoriers halloween-højtlæsningsfest på Den Sorte Plads på Nørrebro. Målgruppen er 5-10 år, siger redaktøren, så det er både en oplæsningsbog, og en bog, som de lidt større børn selv kan læse.
• Kunne du tænke dig at skrive en roman - altså et længere forløb?
- Jeg tror ikke, jeg har en roman i fingrene lige nu, men det kan jo være, at det lykkes mig med årene at få romanerne ud af hovedet og ned på papir. Det kræver nok bare, at jeg lærer at strukturere alle mine noter og sætte ord på de små filmklip, jeg har på nethinden.
- Jeg tror slet ikke, jeg kan tænke i plot. Jeg har skabt karakterer, hændelser og temaer til flere romaner, men er ikke i stand til at komme videre derfra. Det er den sproglige nøjagtighed, som både er min styrke og min svaghed.
- Jeg skriver vel en side igennem 40 gange, så det vil tage mig hundrede år at få skrevet en længere historie. Jeg tror heller ikke, jeg har den koncentration, der kræves for at holde sammen på et langt forløb. På den måde er det stadig ret nyt for mig at skrive fiktion.
• Hvordan opstod højtlæserklubben 2200Godnathistorier?
- Det var en idé, jeg fik, fordi jeg i forvejen var rundt at læse op for børn. Jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt at læse op med nogen, så vi var flere sammen om at læse og hjælpe hinanden med at holde samling på tropperne, lave kostumer og ansigtsmaling og den slags.
- For mit eget vedkommende læste jeg i starten op af mine Niller Pilfinger-bøger, og til det havde jeg fået lavet en stor bamsedragt, som jeg optrådte i. Jeg havde også udklædningstøj og sminke, kridt stifter osv. med, så børnene, mens jeg læste, kunne lege deres lege, være deres egne familier, klæde sig ud og sminke sig og den slags.
- Jeg har aldrig bare sådan læst op. Hvis det, jeg har læst op, har handlet om at pille, så har jeg haft al mulig gammel elektronik med, som børnene kunne pille ved for at bringe historiens univers til live.
• Hvorfor Nørrebro?
- Jeg opdagede, at det var nemt få noget sat i værk på Nørrebro. Bydelen rummer mange både ressourcesvage og ressourcestærke borgere, så det er let at rekruttere frivillige, fordi behovet for at give en hånd med er så åbenlyst.
- Inden da prøvede jeg i Sydhavnen, men der var så mange problemer og modstand forbundet med det, at kræfterne føltes spildt - men på Nørrebro kan alt lade sig gøre. Der er et støttende lokalt forenings- og forretningsliv, lokaludvalg og mange lækre parker og pladser med højt til loftet. Det er nemt at få folk med.
- Meget af vores oplæsning gør vi for de børn, som ikke kommer på bibliotekerne. Vi læser op i de udsatte boligområder, i baggårdene, og på offentlige pladser, bemandede legepladser, hvor børnene alligevel færdes, så vi får læst op for de børn, der ikke sådan uden videre kommer i kontakt med fortællingerne.
- Det er rigtig fedt at give en litterær oplevelse til de børn, der ikke normalt stifter bekendtskab med litteraturen. Det har desuden ikke været svært at søge penge og få støtte til de arrangementer og finde samarbejdspartnere i foreningerne og klubberne.
- De er med til at optræde, pynte op og den slags. Vi har også haft børn til at tage billeder, optræde og pynte op under vores arrangementer.
- Desuden har jeg haft kontakt med en masse frivillige - for der er jo det med sådan en gruppe frivillige, at den holder ikke evigt. Der sker kontinuerligt en udskiftning af dem, hvilket er helt naturligt. Det skal man huske at tænke på.
- I højtlæserklubben har vi flere faste hold med mere kontinuitet. Vi læser f.eks. fast op to gange om måneden i De gamles By. Det er koordineringen af det frivillige arbejde, der tager tid. Det bruger jeg virkelig meget tid på.
• Er du frustreret ind imellem - det ville jo ikke være underligt?
- Næh, det er jeg egentlig ikke. Jeg møder hele tiden nye og fantastiske mennesker, som det er en fornøjelse at arbejde sammen med.
- Det, der kan være frustrerende, er, at det kan være psykisk hårdt for mig, hvis folk pludselig springer fra af den ene eller den anden rimelige grund; da kan det være hårdt, for vi taler om i omegnen af hundrede frivillige.
- Det kan være virkelig hårdt at skulle høre om, hvad folk bakser med af f.eks. sygdom eller død eller andet.
- Jeg møder også mange, der gerne vil deltage i arbejdet, men som ikke nødvendigvis magter opgaven, fordi de selv er under pres, for ikke at sige stresset i arbejdet.
Det er skidt, for det kræver gode ressourcer at have med udsatte børn at gøre. Vi opbygger jo relationer til dem, og det kræver stabilitet. De frivillige voksne kan ikke bare vade ind og ud af børnenes liv. Går man ind i det, så forpligter det.
- Det er problematisk, fordi vi ikke har mulighed for at aflønne eller give dem billetter til Roskildefestivalen, eller hvad det nu kan være. Det skal bæres af glæden ved at gøre børnene glade i kraft af fortællingerne, de får lov at møde.
• Er du lønnet i det?
- Nej, det er jeg ikke. Jeg gør det frivilligt - men lige i forbindelse med mit toårige arbejde med at skabe en findebog sammen med børn og foreninger på Nørrebro fik jeg penge til formidling fra Edvard Pedersens Biblioteksfond.
- Det er første gang, jeg har kunnet få et honorar. Formidling er jo, hvad jeg gør, når f.eks. vi to taler sammen. Eller når jeg får breve fra biblioteker rundt i landet, der vil have gode ideer til, hvordan de selv kan gribe noget lignende an.
• Tager du ud og holder foredrag om projektet?
- Det vil jeg meget gerne, men har ikke rigtig været det. Det kunne være fint at komme ud på biblioteker og lignende med budskabet.
- Folk er mere end velkommen til at ringe eller skrive til mig. Jeg kommer gerne. Vi har skrevet på vores hjemmeside, www.2200godnathistorier.dk, at man kan få os ud at tale om vores arbejde.
• Lad os tale lidt om jeres egen bogudgivelse Find os fra Nørrebro.
- Ja, det er jo ikke en forlagsudgivelse, vi har selv sendt den på gaden.
• Har den solgt fornuftigt?
- Det er gået fint for den, men solgt sig hjem har den ikke, hvilket heller aldrig har været målet. Det har kostet cirka 200.000 at lave den, hvis vi regner alle workshops med og de mange højtlæsningsfester, der ligger til grund for billederne.
- Heldigvis har vi fået støtte mange steder fra til trykningen af den, og i forbindelse med netop denne bog er der også flere, der har skullet aflønnes - blandt andet fire fotografer og en illustrator.
- Bogen er en findebog, så derfor fordrer det, at man kender lidt til billedbogsgenren i forvejen. Når f.eks. noget er nævnt i teksten, er det meningen, at man skal finde det på den tilhørende billedcollage. Det kræver altså lidt af højtlæseren.
- Dertil er den så skrevet i vi-form. Den er skrevet til institutioner og til at læse op og til at gå på jagt. Det er børnene, der har fundet på historier til billederne og skrevet teksterne rent.
- Vi havde tonsvis af tekster, som jeg har måttet redigere i, da der er flere klasser, der har været inde over - de har jo sagt og fortalt på livet løs. Vi har skullet vælge ud, hvad der skulle med både i forbindelse med tekster og billeder.
- Vi workshoplærere har f.eks. taget nogle sjove ord fra børnenes fortællinger og digtet videre på dem. Billedmaterialet er fra alle mulige arrangementer, som så er klippet sammen. Vi har f.eks. haft noget med sæbebobler, garn i gaden, gøgl, halloween - og vi har haft noget med 1001 nats eventyr og vandkamp osv.
- Det er endt det med at blive flotte, farverige plancher med hundredvis af små detaljer. Desuden er der lagt nogle læringselementer ind. Det står der ikke noget om nogen steder, men hvis man er lidt kvik, kan man se, at man f.eks. kan lære klokken, alfabetet, geometriske figurer og ugedagene.
• Bliver bogen brugt i skolerne?
- Jeg ved, at Rådmandsgades Skole er ovenud lykkelige for den. I det hele taget har vi valgt, at alle skoler og institutioner på Nørrebro får bogen gratis.
- Om andre skoler har købt den hjem, kan jeg ikke se endnu, de købes jo via DBC og iMusic. Jeg har talt med iMusic, som fortalte, at nogle skolebiblioteker havde hjemtaget den. Men det er nu nok folkebibliotekerne, der først og fremmest er aftagere.
- Tilbage til bogen: De fotografer, der har været inde over udgivelsen har været med på den måde, at de har haft workshops, hvor børnene er blevet fortrolige med det professionelle udstyr. Derefter er børnene gået ud og har taget billeder, som er blevet til de plancher, vi kan se i bogen.
- Derudover kan man se, at der på opslagene er familier repræsenteret, som vi har udvalgt. Vi har ikke skrevet det, men faktisk er der fem religioner repræsenteret i bogen - og et hav af nationaliteter. Det er ikke tematiseret, men bare et spejlbillede af, hvor mangfoldig verden ser ud i dag på Nørrebro.
Halvanden time går let i godt selskab med en kvinde, der taler inspirerende og gerne om sine meningsfulde projekter.
Jeg skal dog lige med op at se Kulturværftets bibliotek, det smukke nye sted, man har lagt her. Vi skyder et par billeder deroppe, og jeg vender tilbage til parkeringspladsen, hvor det viser sig, at parkometret har været ude af funktion, og jeg står med et afgiftsforlæg på - nå ja, det holder jeg for mig selv.
Find os fra Nørrebro. www.2200godnathistorier.dk, 31 sider, 220,- kr.
