Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen filosoferer over begrebet at fortælle, om angst og om at overvinde den:
Engang var undertegnede inviteret ud til en første klasse for at fortælle dem et eventyr. Da jeg listede ind i klassen, fik en elev øje på mig.
- Er det dig, der skal fortælle eventyr?, spurgte hun.
Det bekræftede jeg naturligvis.
- Hvor er din bog?, fortsatte hun.
- Jeg har ingen bog, svarede jeg, som sandt var.
- Men hvor ved du så fra, hvad historien handler om?, spurgte hun nysgerrigt.
Og sandt var det jo. Jeg havde lært den udenad ved at læse den fra en bog, men har den opfattelse, at når det handler om mindre børn, er fortællingen god netop over for den aldersgruppe.
Det er den rigtig gode oplæsning naturligvis også, derom ingen tvivl. Men som fortæller har man en god mulighed for at iagttage børnene, mens man fortæller, og kan derved også vide, hvornår man skal sætte ind, blive mere indlevet, holde pauser, tale hurtigere, bruge særlige midler osv.
Vores egen store filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) beskæftigede sig også med dette at fortælle for børn. Han var i virkeligheden ganske interesseret i pædagogik og var af den opfattelse, at såvel børn som voksne i dannelse og uddannelse skulle mødes der, hvor de var, og så skulle man slå følge med dem derfra. Fremfor alt måtte man fortælle med nogen, og ikke ned til nogen.
Af moderne fortællere, der i høj grad formår at fortælle med nogen og ikke ned til nogen kan nævnes præsten og forfatteren Johannes Møllehave.
Lad os se på, hvorledes Kierkegaard mente, at man skulle fortælle for børn - og ikke mindst hvorfor.
Et nøglebegreb hos Kierkegaard er begrebet angst. Men Kierkegaard forstod ikke angstbegrebet på samme måde, som vi moderne mennesker synes at forstå begrebet, nemlig som en art sygdom. For ham er angsten noget ganske andet. Kierkegaard skriver et sted:
Mennesket er en Synthese af det sjælelige og det legemlige. Men en Synthese er utænkelig, naar de Tvende ikke enes i det Tredje. Dette Tredje er Aanden.
Til det legemlige hører de fysiske og materielle behov (påklædning, spise, drikke m.v.). Med andre ord det, der kan måles og vejes. Til det sjælelige hører dette, at et menneske søger efter mening og sammenhæng i sit liv - med andre ord de forhold, der hverken kan måles eller vejes (f.eks. ens tro).
Og når det hedder, at mennesket i syntesen er ånd, så betyder det, at ikke nok med, at mennesket har bevidsthed - altså om sine både sjælelige og materielle behov - det har tilmed bevidsthed om sin bevidsthed.
Det betyder, at mennesket ikke bare har en viden om sig selv og sit, men tillige også forholder sig til sin viden. At det f.eks. kan forestille sig at ting kunne være anderledes, end de fremtræder, at de kan glæde én, ængste én. Og her bliver fantasien en væsentlig medspiller.
Sådan er det for den voksne, men endnu ikke fuldstændigt hos barnet. Om barnet siger Kierkegaard: Barnet er sjælelig bestemt i umiddelbar enhed med sin naturlighed. Ånden er drømmende.
Det umiddelbare bliver med andre ord som en art uskyld, der skal mistes, for at ånden kan vækkes fuldt ud.
Angsten bestemmer Kierkegaard som et alment grundvilkår for mennesket. Det betyder, at den er noget, der ligger i et menneskes menneskelighed. Dermed ligger angsten også i barnet, men fordi barnet ikke er sig sin ”åndelighed bevidst”, ænser barnet ikke tilstanden som andet end et intet.
Aktiv er den dog i barnets drømme. Eller når det møder fortællinger, der sætter fantasien på arbejde. Kierkegaard skriver:
Naar man vil iagttage Børn, vil man finde denne Angest bestemtere antydet som en Søgen efter det Eventyrlige, det Uhyre, det Gaadefulde. At der gives Børn, hos hvilke den ikke findes, beviser intet; thi Dyret har den heller ikke, og jo mindre Aand jo mindre Angest. Denne Angest hører Barnet så væsentligen til, at han ikke vil undvære den; om den end ængster ham, fængsler den ham dog i sin søde Beængstelse.
Det betyder, at barnet oplever angsten gennem sin eksperimenteren med det eventyrlige, hvilket underbygger påstanden om, at angsten har at gøre med mulighed og frihed; hvilket vil sige muligheden for og friheden til at give sig sin fantasi i vold. Angsten giver sig med andre ord til kende gennem indlevelsen og fantasien.
Hvem kender ikke til de skrækbilleder, der kan opstå i et barns tankeverden, når det skal gå op ad en trappe i mørke? Hvad mon venter på afsatsen deroppe? Hvad er det mon for en skygge, man pludselig ser henne ved vinduet i mørket, når en bil suser forbi nede på gaden? Eller hvad er det mon, der gemmer sig under sengen?
Gå blot på biblioteket. Påstanden herfra vil være, at man inden for 10 minutter i billedbogskrybben vil kunne finde de første mange bøger, der vil sende børns fantasi på overtid med ord, billeder og tanker, der ængster.
Men ikke nok med, at barnet kan fremmane disse angstfyldte scenarier. Det vil også kunne fremtænke muligheden for at komme ængsteligheden til livs, derved at der sker det, der sker i eventyret - for det meste da - at det gode sejrer, mens det onde får sin bekomst. At man genvinder kontrollen med sit eget liv - at man bliver konge/dronning i eget rige så at sige.
Netop fordi barnet har denne slumrende mulighed for ånd i sig, var Kierkegaard meget interesseret i, hvorledes man skal fortælle for børn. Han mente, at man enten skulle fortælle som ammen eller under sin fortælling forsøge at sætte sig i barnets sted. Hvad mente han mon med det?
En amme var på Kierkegaards tid et enfoldigt, ungt menneske, der var barnepige i en familie, og som ofte var i stand til at fortælle børn historier, der nærede deres fantasi i en grad, så de måtte tro, at det, de hørte om, var skinbarlig virkelighed - måske fordi barnepigen selv troede på, hvad hun fortalte.
Der findes masser af beretninger om dagligdagen og omgangsformerne blandt det københavnske borgerskab på Kierkegaards tid i midten af 1800-tallet. Her en illustration fra Fritz Jürgensens Gyssebogen (1843).
Sådan foretrak Kierkegaard selv, at historier blev fortalt - umiddelbart, enfoldigt og indlevet. Ikke mindst fordi angsten her bliver en aktiv medspiller.
Når barnets fantasi således aktiveredes, mente Kierkegaard, fik det et første begreb om friheden og muligheden, hvilket for ham betød, at ånden så småt var ved at vågne gennem bevidsthedens andet led.
Det problematiske ved denne måde at formidle historier på, mente Kierkegaard, var, at ammen måske selv var som et barn og dermed ubevidst om sin egen åndelighed - og dermed uden bevidsthed om sin bevidsthed. Man skal huske på, at han betegner ammen som enfoldig.
Den anden måde at fortælle på, nemlig at man i sin formidling af historier søger at sætte sig i barnets sted, fandt Søren Kierkegaard også indbydende; nemlig således, at man som fortæller indlever sig i, hvordan barnet forstår historien.
Man skal stimulere spørgelysten hos barnet, mente han. Og her ønskede han at lære dem ikke at slutte fra eventyrets ”verden” til virkelighedens, men at lære dem at spørge inden for fortællingens univers for derigennem at kunne indleve sig i dens verden.
Så i fortællingen var der for Kierkegaard to muligheder for at stimulere børn, således at deres åndelighed blev stimuleret: At fortælle som ammen eller at fortælle gennem at søge at sætte sig i barnets sted.
Det værste, Kierkegaard vidste, var den fortæller, som satte sig over fortællingen og derved kom til at tale ned til børnene. Den gode fortælling er, mente han, op-dragende, ikke ned-gørende. Han skriver:
Manden kommer hjem fra det travle Contoir, skifter Strømper, faaer sig en Pibe, kysser Mutter paa Kinden og siger: Naa, min søde Glut (det er for at vænne Børnene til kærlig Omgang), og nu indtræder da en Begivenhed, som man ser afbildet på de fleste Børnebøger: Onkel Frands der fortæller Historier, hvortil Børnene have glædet sig hele Formiddagen, og lille Frits og Marie kommer løbende og klappe i Hænderne: ”Onkel Frands fortæller”. Moderen grupperer sig mellem Børnene med den mindste på Armen og siger: hører nu kjønt efter, hvad jeres kjære Fader fortæller!
Citatet skal demonstrere, at denne kunstige fortællesituation ikke stimulerer børnenes bevidsthed (og dermed deres slumrende ånd), og dermed sker der ingen indlevelse.
Kierkegaard var af den opfattelse, at angsten var en vigtig ting for børnene at gøre sig fortrolig med; ethvert barn bør vide, at den er der - ikke mindst når de bliver ældre - som frihed og mulighed. Han skriver: At Angesten kommer til syne er det, hvorom Alt dreier sig.
Ganske vist var Kierkegaard hverken gift eller fik børn, men helt galt afmarcheret, hvad angik fortælling for børn, var han nu så langt fra.
Kilde: Pia Søltoft: Kierkegaards Kabinet – en nutidig introduktion, Akademisk forlag, 291 sider, 299,95 kr.
