Pluk fra boghylden

Pluk fra boghylden

Når løgne tager overhånd

Børn & Bøgers journalist og anmelder Kent Poulsen har været omkring boghylden og fundet Kristoffer J. Andersens spændende roman Shitstorm, som anmeldes:

Det er en letlæst og letflydende, spændende ungdomsroman om en af tidens helt store digitale udfordringer, nemlig brugen af de sociale medier på godt og ondt. Her mest ondt, som også titlen antyder og lever helt op til.

 

Starter i det små

De to gode kammerater Jonas og Anton er i skolen og i det almindelige ungdomsliv, som udfolder sig, ikke lige dem, der er med, når festerne står for døren. Jonas er super it-haj og Anton den let kiksede, gode ven, som også dummer sig, specielt overfor pigerne.

Han bliver ramt i den forbindelse af klassens dominant Benjamin, som med ikke mindre end tre hate-Facebook-grupper leverer ”svinere”, og Anton er offeret. Men herefter tager Jonas over, hacker ind på Benjamins Facebook og lægger en lang række miskrediterende billeder og tekster på nettet.

Billedet vender, og klassens leder rammes nu hårdt fra alle sider. Den aktion - Jonas digitale handlekraft - bliver bemærket, og pludselig en dag bliver han kontaktet af ReFA, som står for Retfærdighed For Alle.

Han får at vide, at organisationen har otte sergenter og 7.000 medlemmer og kan opruste med 75.000 børn og unge om nødvendigt, hvis en shitstorm skal sættes op. Her bliver Jonas tilbudt en overordnet stilling som general, han er naturligvis beæret og takker ja.

Han får straks en ”sag” om en forsmået skoleelev, der er bortvist fra skolen af en ret umulig og desværre løgnagtig lærer. Denne opgave er en slags optagelsesprøve.

 

Løgn og magtmisbrug i spil

Jonas etablerer en shitstorm med spøgelsesprofiler på Facebook, Twitter, Instagram og supporterne sættes i spil i forskellige tempi. Skønt sagen tager en uventet drejning, består Jonas og er nu officiel general i ReFA.

Men nettet er farligt - shitstorm opstår uden garantier for løgn eller sandhed som digitalt våben. Anton rammes igen, men til Jonas’ store overraskelse står ReFA på løgnens side. Jonas har problemer og indser, at ReFA’s top tyr til løgn, når den selv er trængt.

Han oplever også en ny verden, hvor goderne i form af gratisydelser, fester og piger følger med. Men han oplever også, at ReFA-verdenen er forløjet og misbruger sin magt. Omfanget af Facebook-løgne og pres på butikker og firmaer om gratis gaveydelser vokser.

I nærmest bedste gangsterstil afkræver ReFA beskyttelsespenge i form af en strøm af gaver og meget andet. Det bliver for meget, og Jonas står af og etablerer en veritabel modoffensiv med Facebook, hemmelige modgrupper, skjulte kameraer og mobiloptagelser – alt sættes i spil.

Det bliver en flot og særdeles spændende afslutning - og det hele slutter kærligt og godt.

Kristoffer J. Andersen: Shitstorm. Tellerup, 206 sider, 249,95 kr.