Børn & Bøgers udsendte journalist Steffen Larsen dykker ned i en verden, som ikke findes:
Det gode ved havfruer er, at de ikke findes. Eller rettere: De findes i lige så mange varianter, som der er mennesker. Havfruer er fake news, og det har de det bedst med. Hvis du vil møde dem, skal du lade være med at lede. Hvis du vil se dem, skal du ikke kigge. Sådan er det med havfruer.
Børn & Bøger tropper op i Hirtshals til havfruetræf med bagagen fuld af (unyttig) viden om havfruer, havmænd og lignende fra historiens store akvarium.
Det er f.eks. almindelig kendt, at den norske kong Olav den Hellige, som i sin samtid - før han blev hellig - gik under navnet Olav den Tykke, under et af sine togter var lige ved at blive trukket ned i havet af en havfrue, som sang så lifligt for ham.
Clemens af Alexandria sammenligner havfruesang med evangelierne - og H.C. Andersen blander kærlighed og saltvand til et eventyr så sørgeligt, at det bliver så smukt.
Næ, når man er nordenfjords skal man ikke lade sig forlokke. Og selv om vi er i nærheden af den berømte lokalitet Cold Hawaii i Thy, så skal man ikke tro på den gruppe dykkere, som i 1998 hævdede, at de havde set en flok havfruer ud for Hot Hawaii.
Alligevel myldrer det med havfruer i Hirtshals i slutningen af maj, under det meget velbesøgte ”naturmøde”. (Det er, som om dansken har fundet ud af, at det er sjovere et snakke med hinanden til ”folkemøder”, end det er at hænge over skærmen derhjemme.)
Det er det forunderlige foretagende, som kalder sig Bibiana, der står bag indslaget med ”fruer” i Hirtshals. Bibiana hænger smukke billeder op rundt omkring.
Det sejler farvandet tyndt med kunstskibe og lægger til al landsens kajer for at invitere farveglade børn indenfor i bobler, så de kan komme af med deres tanker og følelser - og havfruer.
Bibiana står bag havfrueindslaget, og også i Hirtshals kunne farveglade børn komme af med deres tanker og følelser.
Hvis Bibiana ikke fandtes, så måtte man opfinde det. Og det fine ved Bibiana er, at de - i modsætning til så mange andre - er gode til at få deres ideer finansieret.
Ser man på listen over dem, som sponsorerer (samarbejder med) Bibiana og dermed støtter træffet i Hirtshals, et arrangement som involverer hundredvis af børn, dusinvis af kunstnere og tusinder at tilskuere omkring noget, som ikke findes, så er det godt gået.
Det er blandt andet Nordea-fonden, Hjørring Kommune, den slovakiske ambassade i København (fordi ur-bibiana ligger i Bratislava), By & Havn, Marstal Søfartsmuseum og Utzon Center i Aalborg (fordi Bibiana også har en arkitektonisk åre). Fremover vil Bibiana sejle hvert andet år, så vi ses i 2019. Plask.
Det er utroligt, hvad man kan få ud af blå plasticstrimler, som blafrer ned foran noget, som kunne ligne en havfrue. Når man dertil lægger ivrige skolebørn, vedvarende vind fra vest samt havnen og det store hav, så er man magisikker.
Med blå plasticstrimler som blafrende hav kigger havfruen frygtsomt på beskueren.
Når du går ind på biblioteket i Hirtshals, støder du ind i store figurer, som hænger glade oppe i loftet. Når du nyder en stille øl på hotellet nede ved havnen, så kigger du ud på havet igennem store billeder af iranske Hoda Haddadi.
På biblioteket i Hirtshals hænger der glade havfruer overalt.
Hotelejeren har endog stillet sin Harley Davidson classic ind i et hjørne, fordi der også lige skal hænge en havfrue der. Endnu hører man plaskene fra de mange forestillinger om et væsen, som måske var der et kort øjeblik.
Selv på hotellet har ejeren stillet til Harley Davidson væk for at få plads til en havfrue.
Hvis Freud havde været i Hirtshals - hvad han ikke var - havde der været stof til mange analyser. Havfruerne lukker op for noget inde i dig selv. Det er deres bestemmelse.
De hængende havfruer og de mange billeder, som forsøger at indfange dem, er styret af trioen Sumo, som ikke betyder brydning, men er et illustratorfællesskab imellem Stine Illum, Lea Hebsgaard og Anna Jacobina Jacobsen.
Sidstnævnte har netop udgivet den ordløse billedbog Ø, hvor havfruen popper op fra en dåse med sardiner - et originalt bud på, hvordan tilværelsen kan være fuld af overraskelser.
De hængende havfruer og de mange billeder er styret af illustratorfællesskabet Sumo, bestående af havfruerne Stine Illum, Lea Hebsgaard og Anna Jacobina Jacobsen.
Disse kvinder må have adgang til en verden, man ikke kender. I hvert fald ikke denne man(d). Men vil de give noget af deres viden fra sig? Ja, de vil. Eksklusivt for Børn & Bøger Blog får jeg ved deres mellemkomst et interview med en havfrue under løfte om anonymitet. Større kan det ikke blive.
• Tak fordi du ville snakke med mig, kære fru havfrue. Hvad kan du fortælle mig?
- Jeg kan fortælle dig mange ting, (stemmen er forførende, blid og blød, red.), men en del af det vi ved og gør er hemmelighedsstemplet. Vi kan f.eks. ikke fortælle, hvor vi bor og den slags.
- Vi havfruer er bange for mennesker (med god grund, red.) Vi betragter jer som onde og primitive med alt for meget magt. Så for det meste gemmer vi os.
• Hvad synes I om havfruefigurerne her i havnen?
- De er meget smukke. Havfruer elsker alt, som er smukt. Vi er også meget forfængelige. Hos os finder man nogle af verdens bedste tatovører. I vores hemmelige verden er der mange tatovørsaloner.
• Hvordan har I det med at snakke med sådan en som mig?
- Vi fornemmer, at I godt kan blive lidt generte, når I taler med en havfrue. For vi har ligesom ikke noget filter. Vi kigger dig ind i øjnene hele tiden. Vi har de blødeste stemmer, og vi er helt blottet for tvetydigheder, sarkasme eller ironi.
• Kan man røre ved jer?
- Vi er meget fysiske, og vi aer dig på armen og holder hånd, mens vi taler. Vi kan blive meget gamle, (hos H.C. Andersen er det 300 år, red.) Vi kan også løsrive os fra kroppen, vi har ikke selv forstået hvordan og hvad, der sker.
- Dernede, hvor vi opholder os, kan man tit støde på havfruer, der ligesom svæver lodret i vandet med lukkede øjne.
• Og det er rigtige havfruer?
- Både og. Det er sådan, det ser ud, når havfruen er til stede et andet sted. Det er et havfruehylster, man kigger på. Det er en af forklaringerne på vores lange levetid.
- Vi slider ikke vores hylstre op, og vi holder os smidige mentalt, fordi vi oplever forskellige tilstande, når vi tager ophold, der hvor vi nu er.
Det er angiveligt kun et havfruehylster, man kigger på - så måske er det i virkeligheden den lokale havfrue i Hirtshals, der trods støbt i bronze stiller op til et interview?
• Det lyder mærkeligt?
- Vi ved godt, det lyder mærkeligt - man skal nok være en havfrue for helt at forstå det. Det er også der, empatien kommer fra. Når vi tager bolig i andre kroppe/andre steder, så oplever vi verden fra nye perspektiver.
• Hvordan formerer I jer?
- Vi lægger æg - dog kun et ad gangen. Og vi er vegetarer.
• Hvad med havmændene?
- Den primære grund til, at vi i vores del af verden taler om havfruer og ikke havfruer og havmænd, er, at kvinderne har været det dominerende køn i årtusinder. Men ligestilling er lige så stille på vej også…
• Tak for snakken. Og plask.
- Selv plask. Spørg endelig en anden gang. Du kan bare ringe.
Psssst: Hvis du vil kigge nærmere på havfruer og de gode tegnere, som formidler dem, så er der træf og workshop på havnen i Svendborg den 5. juli kl. 10.00-16.00.
Læs også en anmeldelse af Anna Jacobina Jacobsens ordløse billedbog Ø om havfruen i en sardindåse i Børn & Bøger nr. 4/2018.
