Børn & Bøgers journalist og anmelder Steffen Larsen har været til bogkomsammen i Odense sammen med andre søgende sjæle.
Hvad får hundredevis af bibliotekarer (og andre mennesker) til at tage til Odense på en solvarm onsdag i september efter indbydelse fra firmaet BibMedia, der tidligere hed Biblioketsmedier?
Kom de for at lære, hvordan man plaster en bog? Kom de for at opleve verdens første containerbibliotek, som lidt pænere hedder en Bib(box), eller kom de for at se det store, velsmurte maskineri?
Kom de for kaffens skyld, personalets, madens eller blot for at møde andre ligesindede bogmennesker som Bo Tao Michaelis og jeg, der (sammen med andre) deltager i den ærværdige institution Introduktion til bogsæsonen, som hvert efterår turnerer under BibMedias vinger rundt på landets biblioteker med højt humør og ditto informationsværdi?
Næ. Egentlig ikke. Jeg tror, de kom på en indre desperation. Et lønligt håb om at finde svaret på bogens klemte situation i en industriel forstad til Odense. Den hellige gral på fynsk. For hvad nytter det, vi selv kan plastre vores bog, hvis der ikke er nogen, som læser den?
Var der så svar på spørgsmålene og anvisninger på, hvordan vi kommer ud af den klemme, som manglende økonomi og digitale tomhjerter har anbragt os i? Næ, men så kunne vi da i det mindste græde ud ved hinandens skuldre over en økologisk pølse.
Her mødte jeg f.eks. en kvinde fra en københavnsk omegnskommune, der af sine kolleger blev præsenteret som den sidste skolebibliotekar øst for Storebælt. Vi fik os en snak om dengang, der var tid til at læse bøger og snakke om dem rent kollegialt.
Det er stort set væk nu. Man forlader sig på lektører, bloggere, salgstal og de pakker - i stil med den sunde grønne kasse fra Årstiderne - som tilbydes af virksomheder, som ligner Bibmedia. Den mest almindelige hedder noget med ”favorit”, og heri kan man lægge navne som Ottesen, Bødker eller Andersen, (ikke H.C., men Kenneth Bøgh).
Det er også gode forfattere, men hvad med Duelund, Neerlin eller Krumbach, som ikke topper salgsbarometeret? Længere nede på tilbudsskalaen er pakker, som kan være tilpasset modtageren. Ligger skolen ved Vesterhavet, er der noget om fisk i. Ligger den på Nørrebro i København, er der noget med street credit. Algoritmer i det små.
Så det var et træf i ingenmandsland imellem os bogskygger. Omgivet af nye tiltag var der plads til fortidsdyk om oplagsstørrelser og ivrige øjne.
- Nu er der jo ingen over 5. klasse, som læser bøger, sagde den sidste skolebibliotekar øst for Storebælt.
Men så kan vi plaste vores minder og vores drømme. Men når tungsindet har lagt sig, kommer her den optimistiske version og en af grundene til, at så mange kom til Odense på en lun efterårsdag: Det går også godt. Hvordan det så er muligt?
Om ikke godt som i godt, så dog tåleligt i forhold til dommedagsvisionerne, der har hængt over bøger og læsning i så mange år. Der udkommer bøger. Mange endda. Fine bøger. Bedre end dengang, der var mange læsere.
Det må dog skyldes, at nogen bruger dem, for ellers ville de ikke udkomme, hvis man skal tro markedsøkonomiens lov nummer 1: Sælg eller dø.
Så der må være en boggud foroven, som råder for læsningens sag. Han/hun bor ikke på BibMedias adresse, men måske lige i nærheden.
Læs flere reportager, interviews og boganmeldelser i Børn & Bøger.
