Reportage fra Fantasybogmesse på Herlufsholm

Reportage fra Fantasybogmesse på Herlufsholm

Forfattere fordret - og udfordret

Sidste weekend i efterårsferien er der traditionen tro Fantasybogmesse på Herlufsholm Kostskole i Næstved. 2018 var ingen undtagelse, og Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen deltog:

Man skal ikke tage fejl. Selv om miljøet er krydret med udklædte rollespilsaktører i form af orker og elvere, og selv om man i gården kan lave sit helt eget sværd under kyndig vejledning, så er det altså ingen rollespilsmesse. Det er en bogmesse.

 

Ved messen kunne man i gården møde orker og elvere i form af udklædte rollespilaktører.

 

Ligeledes skal man heller ikke tage fejl af besøgssegmentet. Her finder man ikke de samme besøgende - i det væsentlige - som f.eks. ved bogmessen i Bella Centret. De børn og voksne, der besøger Herlufsholm, er dedikerede fantasylæsere.

 

Forfattere og bøger til stede

Det er kræsne mennesker, som ved, hvad de vil have, og så har de et stort ønske mere: De vil gerne møde de forfattere, som beriger deres liv med spændende og læseværdige romaner, hvad enten de er danske, skandinaviske engelske eller amerikanske.

Og der var både nye i metieren og garvede. Og værkerne? De skal naturligvis også være til stede på messen, hvilket de er i allerhøjeste grad.

Forlagene var massivt til stede til læsernes store fryd.

På messen var der lejlighed til at besøge standene fra de mange fremmødte forlag.

 

Forfatterne var der også i stort tal.

Blandt de nye(re) sås norske Bobby Peers, der talte om serien om William Wenton, Tanja Bisgaard fortalte om Midgaards beskyttere til Emil Blichfelt, Mikkel Wendelsboe blev interviewet om sin pentalogi Aina-fablen.

Blandt de nyere forfattere kunne blev Mikkel Wendelsboe interviewet om pentalogien Aina-fablen.

 

Tobias Bukkehave blev interviewet om Elmer Balthasar. Louise Roholte blev interviewet om første bind af sin trilogi: Fire Folk, Sidsel Sander Mittet fortalte om sine to trilogier: Morika og Krøniken om Morika.

 

Blandt de interviewede forfattere var og også Louise Roholte (billedet til venstre) og Sidsel Sander Mittet.

 

Blandt de mere erfarne sås Louise Haiberg, der til Steffen Larsen berettede om sin trilogi Død Verden, Eva Egeskjold talte om Brødre af blodet, Boris Hansen og Nana Foss, der battlede om at skrive - hvor er det nemmest og hvor vanskeligst at få en fortælling til at fungere?

 

Både dansk og udenlandsk

Der var også Nick Clausen, der til Mikkel Wendelboe fortalte om sin roman Menneskekød. Herudover optrådte Kenneth Bøgh Andersen, dels som oplæser af egne gyserhistorier og dels i rollen som udfordret af Magnus Heunicke, hvor de talte sig igennem Kenneth Bøgh Andersens seneste opus Lysets hjerte.

Blandt de erfarne forfattere kunne man møde Kenneth Bøgh Andersen, der blev udfordret af Kenneth Bøgh Andersen.

 

Cecilie Eken fortalte selv om sin fantastiske serie Karana-galaksen, hvor bind 2 er lige på trapperne.

I det internationale hjørne optrådte Siri Pettersen fra Norge, hun blev interviewet af Nanna Klitgaard fra Gyldendal. Siri Pettersen fortalte om sin Fantasytrilogi Ravneringene, som efterhånden er blevet en international succes.

Et anderledes og velkomment indslag ved denne bogmesse var besøget af Per O. Jørgensen, som til undertegnede fortalte om arbejdet som illustrator.

Et anderledes indslag var Per O. Jørgensen, der fortalte om arbejdet som illustrator.

 

Per O., som han kaldes, har leveret udtryksfulde og kunstneriske omslag til både Harry Potter-bøgerne (de oprindelige), mange af Kenneth Bøgh Andersens bøger (ikke mindst Den Store Djævlekrig) og til Charlotte Blay.

Per O. tog publikum med ind i sit værksted og fortalte om sin arbejdsproces med at skabe sine illustrationer, lag for lag.

 

Velbesøgt og vellykket

Traditionen tro var der også i år udskrevet en novellekonkurrence i tre kategorier (10-12 år), (13-15 år) og (16-18 år). Dommerpanelet bestod denne gang af tre garvede forfattere, Nanna Foss, Nicole Boyle Rødtness og Michael Kamp. Vinderne kan ses på Bogmessens hjemmeside http://fantasybogmesse.dk/novellekonkurrence/.

Det var en velbesøgt messe, der kunne lukke sine døre sent lørdag eftermiddag. Næstved Bibliotekerne fortjener både ros og ære for det fortsatte og indlysende gode initiativ. Og de besøgende? Tjah, de gik godt læssede hjem fra det stemningsfulde sted – både mellem ørerne og armene.


Læs også reportager fra andre arrangementer i Børn & Bøger.