Reportage fra skolemessen 2017

Reportage fra skolemessen 2017

Vellykket og velbesøgt skolemesse.

Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen deltog i årets Skolemesse i Aarhus og har sendt en lille rapport:

Skolemessen i Aarhus blev afviklet i dagene 26.-27. april. Messen synes at være den bedst besøgte messe, der endnu er afviklet i Aarhus igennem de ca. 12 år, den har eksisteret.

Skolemessen blev åbnet af ph.d. forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch Christensen fra Via University College. Den røde snor blev klippet over, og så var det ellers bare om at komme ud og søge inspiration.

 

Bredt udstillingstilbud

Scandinavian Congress Center var i den grad pyntet op i pædagogikkens, didaktikkens og læremidlernes tegn. Masser af forlag havde fundet vej til messen både med deres uddannelsesafdelinger og med deres skønlitterære afdelinger.

Både Gyldendal, Carlsen, Tellerup, ABC, Alvilda, Lamberth, Clio Online, Flachs og Delta med mange flere var repræsenteret, og på førstesalen sås blandt andre Gratisbørnebøger.dk.

 

Forlagene var bredt repræsenteret på messen, og der var nok for de mange deltagere at se på i Scandinavian Congress Center.

 

Dertil kom blandt andre enheder som Folkeskolen.dk, Kræftens Bekæmpelse, Højer - Rum i bevægelse, Dansk Komponistforening, Dansk Sang, Read Dream, FilmiskeVirkemidler,dk og Det grønlandske Hus, som alle med deres kreative udformninger viste, hvad de kunne bidrage med i skoleudviklingens tjeneste.

 

Andre enheder end forlag var også repræsenteret, blandt andet FilmiskeVirkemidler.dk og Det Grønlandske hus.

 

Undervisningsministeriet var naturligvis også repræsenteret.

 

Interviews og foredrag

Fra stand til stand gik lærere og samlede inspiration til den store guldmedalje. På scenen holdt Den røde Stol til, og her blev adskillige af vore fremmeste forfattere og illustratorer interviewet. Man kunne møde Mette Vedsø, Morten Dürr og Lars Hornemann, Hanne Kvist, Kristina Aamand, Nicole Boyle Rødtnes, Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi.

 

Bent Rasmussen (til venstre på venstre billede her sammen med Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi) og Eiler Jensen (til højre på højre billede sammen med Nicole Boyle Rødtnes) skiftedes til at interviewe forfattere og illustratorer i den røde stol.

 

I de mange større lokaler blev der holdt foredrag af blandt andre Ole Sønnichsen fra Carlsen, Andreas Rasch Christensen, Abdel Aziz, Huxi Bach og af de forskellige forlags uddannelsesafdelinger.