Marianne Iben Hansen: Lille frøken Pingelpot. Illustreret af Charlotte Pardi. Gyldendal, 36 sider, 229,95 kr.
Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har udvalgt sig og anmelder tre smukke billedbøger; først Marianne Iben Hansens Lille frøken Pingelpot med illustration af Charlotte Pardi, så hendes Kroppen - Rim og mirakler med illustration af Peter Bay Alexandersen og sidst Tina Sakura Bestles Bezunk og Egernet med illustration af Teddy Kristiansen.
Allerede i første strofe af Marianne Iben Hansens lille mirakuløse versfortælling varsles vi om, at noget særligt er under opsejling; hønemor siger: for det her æg er noget særligt. Det er noget, der stemmer forventningen.
Og ud kommer så den lille kylling, det lille mirakel, men det varer kun lige, til kyllingen åbner munden og siger: Um chilligum / oggenokkenikkenum / della hyt pyt pingelpot / ding dappe duh. Hvad er nu det for noget? Så er det slut med at se det mirakuløse.
De fine kneb, som Marianne Iben Hansen anvender, er jo, at hønsene, som ikke kan tale, taler som os, og hvis den lille spæde Pingelpot skal tale, må det nødvendigvis blive på et sprog, som ingen forstår. Derfor omkvædet.
Den engelsk/østrigske filosof Ludvig Wittgenstein sagde engang, at hvis løven kunne tale, ville vi ikke kunne forstå den. Og hønsene her kan på ingen måde - ifølge den logik - begribe, hvad der kommer ud af næbbet på Pingelpot.
Det er alligevel som hos ”den første Andersen” for aparte. De kalder det hønsenarrestreger. Hanefar og hønemor er imidlertid stolte over deres afkom - i hvert fald til at begynde med.
Familien kommer på besøg - heller ikke de fatter det store og enestående, de står over for. Altså lige bortset fra deres kyllinger, som godt gad kunne det der snakkeri. Men de bliver slæbt bort - og efterhånden kommer mor og far i tvivl. Hvad er det, vi har frembragt?
De spørger sig selv, hvad der er forskel på mærkværdig og speciel. For selvfølgelig elsker de hende da, men ønsker bare, at pingelpot sagde Pip i stedet for det der ubegribelige. Det ender da også med udstødelse og mindreværd og ensomhed. Er det så sådan, livet skal være? Må man ikke være sig selv - skal man være, som man er?
Men så sker endnu et mirakel. Forårsfesten forberedes, og der kommer høns fra hele landet - og blandt dem er der minsandten en hanekylling, der lægger sin vej forbi Pingelpot, og da han åbner næbbet, lyder det befriende og velkendt: Um chilligum / oggenokkenikkenum / della hyt pyt pingelpot / ding dappe duh.
Ved Gud, de forstår hinanden, taler samme sprog. De kan deles om deres ”særhed” og finder ud af, hvor vidunderligt det er at kunne tale. Det er så fortællingens andet mirakel!
Selvfølgelig er der mindelser til ”Den grimme ælling”, men det er også en anderledes fortælling. Andersen gik efter det individuelt genuine.
Det forløsende i det gamle eventyr ligger i geniets pludselige selvindsigt og erkendelse, hvorimod hos Marianne Iben Hansen ønskes det fælles betonet - måske endda kærligheden.
Men i hvert fald nyskabelsen, forandringen og forundringen. Og det gør det … og de snakker nok endnu.
Vigtigst er, at dette er en ganske vidunderlig fortælling.
Marianne Iben Hansen er en mageløs versmager, hendes rim er så fortryllende og føjer sig ubesværet ind i fortællingen, og det skønt metrikken her er strammere end vanligt.
Endelig må man ikke glemme Charlotte Pardis vidunderlige illustrationer. De er så veloplagte og lysende, at selv når det ser mørkest ud, tror man på, at lyset nok skal skinne til slut. Jeg mindes ikke at have set Charlotte Pardi i bedre form en her.
Marianne Iben Hansen: Kroppen - Rim og mirakler. Illustreret af Peter Bay Alexandersen. Gyldendal, 38 sider, 179,95 kr.
Ser man nu det? En slags faktabog af hele Danmarks mirakuløse rimsmed Marianne Iben Hansen - og med rim, naturligvis.
I denne fine bog gennemgås hele menneskekroppen fra inderst til yderst. Stort som småt. Og alt sammen er det væsentligt for vores liv. Hvad ville vi gøre uden vores arme og hænder? Hvad ville vi stille op uden vores tarme?
I de senere år er det faktisk gået op for videnskaben, hvor vigtige netop den del af kroppen er for os mennesker. Og hjernen - uden den var det skidt.
For hvordan skulle vi ellers forholde os til de ting, som vi oplever og forarbejder med vores hjerne? Hvordan skulle vi kunne genkende en fare, hvordan skulle vi kunne forstå, hvordan skulle vi kunne føle glæde, sorg, ophidselse?
Om netop den skriver Marianne Iben Hansen: Hjernen er stjernen / den summer af viden / og tanker, der suser / omkring hele tiden. // Den er så fantastisk / og klog og speciel / at den kan ha’ svært / ved at fatte sig selv.
Afsnittene er skrevet med en smittende veloplagthed. Den er ikke tynget af fakta, men dog fuld af dem og af glæde og forundring over dette liv, der nu engang er blevet os til del gennem vores væren. Og for at livet kan udfolde sig, er det nødvendigt med hår, hud, knogler, muskler osv.
Det er vigtigt, at vi har vores fem sanser, som vi bruger ved hjælp af øjne, fingre, næse, mund og ører. Blodet og åndedrættet … nævn hvad som helst, der er ikke noget, der kan undværes. Kroppen er et magisk vidunder af en helhed, hvor selv den mindste del, f.eks. stjernestøvet er uundværligt:
Men vildest er alligevel / at alting - inklusiv os selv - / består af gammelt stjernestøv / alt på jorden (også en røv).
I tilgift er der i forbindelse med flere af opslagene - f.eks. det om arme og hænder en lille fortælling om Eddie Hall, der i 2017 blev kåret som verdens stærkeste mand, og i opslaget om munden fortælles den muntre historie om Michael Lotito og hans underlige verdensrekord gående ud på, at han indtog alverdens sære ting som f.eks. indkøbsvogne, fly, computer m.v., men ikke så godt tålte bananer og æg.
Denne veloplagte bog, får et helt afgørende vitamintilskud af Peter Bay Alexandersens prægtige illustrationer, som hver gang fanger essensen af, hvad hvert opslag drejer sig om.
Det er en meget morsom læseoplevelse både hvad angår tekst og illustrationer.
Tina Sakura Bestle: Bezunk og Egernet. Illustreret af Teddy Kristiansen. Gyldendal, 52 sider, 229,95 kr.
Allerede på satsbladet af Tina Sakura Bestles lille fortælling bliver man nysgerrig på, hvad denne bog handler om. Der er jo givet et vink i titlen, men alligevel. Det brune bundfarve og så agern ved agern ved agern.
Denne nysgerrighed fastholdes på næste opslag, hvor et natdunkelt mørke brydes af et lysstrejf, der oplyser en oval ramme, hvori man ser et kvindeportræt. Lidt mindre og i det natblå mørke ses også et indrammet bryllupsbillede.
Titelbladets opslag forener satsbladets brune, lysstrejfets lyse og det natblå dunkles kulører. En imponerende optakt til en smertelig og smuk bog - i grunden fuld af optimisme. Men det dunkle må med, for det er udgangspunktet.
På fortællingens indledende opslag får vi så oplysningen. Ellen er død for fire år siden (1.644 dage). Bezunk beklager sig ikke, næh nej, han har nok at se til. Der er jo alle brevene. Og alle de mennesker, han ser rundt om sig, men ikke sammen med sig.
Og når han sidder derhjemme og skal have sin kaffe, dækker han op til Ellen også, for hvad nu hvis? Engle kan måske også godt trænge til en kop kaffe, hedder det. Næh freden og roen er selvindbildning og tjener til at dulme ensomheden.
Men det er og bliver selvbedrag, og hvorfor det? Fordi han dybest inde kender sandheden. Han sørger. Han elsker. Han længes. Og hvad er sorgen: Uindfriet kærlighed og inderlig længsel.
Nej, helt alene er han så alligevel ikke. Der er det lille egern, der dagligt kommer på besøg og spiser småkager sammen med ham. Han prøver først at skræmme den væk, og siger f.eks.: ”Jeg kunne være sådan en, der udstopper dyr”. Egernet ser på mig og griner så let som dug i et spindelvæv.
Langsomt etablerer de to et slags venskab, om den slags findes. Men nætterne har han alene. Lyt til, hvad det hedder: Uret tikker som en torden i mig.
Og drømmene. Nej det er ikke godt. Hvis ikke det var for det egern, der langsomt bringer ham i kontakt med livet igen.
Det hele vender den dag, egernet giver Benzuk en flaske, hvori befinder sig en drøm, som egernet har fanget på flaske, og da Benzuk åbner den, brager natten omkring ham med liv og lyde og agern og stjerner.
Benzuk begriber ikke straks, hvad det er, der foregår, han tror, han vil have fred og ro og råber ad egernet, at det skal forsvinde - lige indtil. Næh, mere gives ikke - resten må læses.
Hvilken smuk og livsbekræftende og klog og lys bog, Tina Sakura har skrevet teksten til, og som Teddy Kristiansen kongenialt har illustreret - og ser man rigtig med på illustrationerne, ser man hvor meget mere, man bliver givet, hvor meget mere fortællingen åbner sig. Og så er der de der tre grundfarver: Nattemørket, det brune og lyset.
Endelig er det en fortælling med underlægningsmusik. Og jazzen er vel livsglædens udtryk?!!!
Læs flere korte og længere anmeldelser i Børn & Bøger.
