I denne måned (den 19.) fylder Dorte Karrebæk 70 år. Børn & Bøgers journalist Steffen Larsen tegner et portræt af fødselaren.
Findes der nogen bedre tjans end at skrive om hende? Den kloge tegner og det hjertevarme menneske! I årevis har hun forsødet mit liv. Hvor skal man begynde? Med begyndelsen.
Dorte Karrebæk er født i Ballerup som mellemste datter af en far, der var arkitekt og tidligere modstandsmand, og en mor, der arbejdede på et lysstøberi, hørte dårligt og helst gik uden tøj på.
Hun har skrevet om sin barndom i billedromanen I tilfælde af krig, der handler om hendes traumer, familien, ordblindheden, den røde plet på kinden og frygtsomheden.
På grund af faderens ophold i tysk fængsel i krigens sidste måneder var der i familien stor opmærksomhed på krig og fred - 4. maj var nok årets største helligdag.
Men hun kunne li’ at tegne! Ikke mindst fordi det kneb med at formulere sig sprogligt. Når man betragter Dorte Karrebæks samlede produktion er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt hendes stil har ændret sig. Modsat veninden og kollegaen Lilian Brøgger.
De to har kørt parløb igennem sidste fjerdedel af 1900-tallet og til nu. Der er ikke de materialer og udtryksformer, de ikke har haft fat i - fra silketryk til radering - men en Dorte Karrebæk-tegning kan man altid genkende. Som en Dorte Karrebæk. Den danser og slår ud med arme og ben.
Dorte Karrebæk gik på Kunsthåndværkerskolen i København - det, der nu lidt flot hedder Designskolen - fra 1964-1968. Hun fulgte reklamelinjen, og lidt smart kan man sige, at hun derefter altid har reklameret stærkt for det, som ligger hende på sinde.
Det er begreber som frihed, nærvær, pjat, leg, hunde, respekt og rytme. Respekt for børn fås ikke i en bedre aftapning end hos Dorte Karrebæk.
Jeg hørte hende engang sige, at noget af det værste, hun vidste, var, når forældre med børn mødte hinanden, og den ene voksne sagde til den anden voksne: Hvordan går det med ham/hende? I stedet for at bøje sig ned og spørge selv.
Dorte Karrebæk har et barn. En datter, der hedder Sussi. Hun har det godt.
Og så går vi i gang med den storslåede, afvekslende karriere som billedmagerske for store og for små!
Debuten var i 1981 med pixibogen En lille rød trold. Her er hun også landet igen. Se senere. Hendes første ”rigtige” (= vigtige) billedbog er Hundesnoren fra 1987 med tekst af Tove Johansen.
Illustration fra Dorte Karrebæks første ”rigtige” bog Hundesnoren, der har tekst af Tove Johansen.
Den kunne være udkommet i dag! Historien er aktuel og danser veloplagt hen over siderne med sit alvorlige spørgsmål højt hævet. Hvad er bedst? Frihed eller mad i skålen. Snor og lænke og godbidder eller våd pels og egne poter.
Det er i virkeligheden Dorte Karrebæks kampråb henover alle de bøger, som siden fulgte. Og hun er ikke blevet færdig med at undersøge denne del af den menneskelige karakter. Oftest i dyreham.
Så sent som i 2013 kom Stakkels kanin!, der igen fortæller historien om en barndom i ”lænke”. I det hele taget fornemmer man, at Dorte Karrebæk er ved at nærme sig sit udgangspunkt. Måske for at tage turen igen-igen.
Denne illustration er fra Stakkels kanin!, der fortæller historien om en barndom i ”lænke”.
Det har været turbulent at følge Dorte Karrebæk. Hun har lavet bøger i alle genrer og for alle aldre - og med snart sagt alle forfattere. Nogle mere end andre. Det første længerevarende forhold var til Nils Hartmann, der udsendte dusinvis af historie om fabeldyr, sagn og sagaer.
Det var gode tider der tilbage i 1990’erne, hvor de fleste bøger for børn udkom i minimum 3.000 eksemplarer. De to svingede på en helt særlig måde. Lektoren og den letfodede.
Hvis man tager Dorte Karrebæks bøger under eget navn, er det også karakteristisk, at de griber ud efter livets store spørgsmål på en helt anderledes og uventet facon. Tag en bog som Mesterjægeren fra 1999, der er et originalt indlæg til feministiske overvejelser.
Bogen vil næppe bestå den svenske ”indfødsretsprøve” for børnelitteratur, men endnu i dag mærker man, hvor det brænder og bobler indeni en fortæller i billeder og (få) ord, mens hun fortæller om MANDEN (= jægeren), der bortfører sin søn for at oplære ham i kunsten at være mand/jæger. Og så sker der alt muligt...
Andre bøger under eget navn er for voksne (= alle mennesker). Det gælder Ingenting her - ingenting der, der er en samling små historier af tænksomt indhold til store, dragende billeder.
Her er en kort en om et lille rensdyr. Nok et af tegnerens smukkeste indfald under overskriften Pas på naturen. Og mindre end en af Louis Jensens hundrede historier:
Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Men det er rigtigt. Midt på vejen, lige ved de hvide striber, ligger et lillebitte rensdyr, der er kørt over.
Historien Pas på naturen om et rensdyr, der er kørt over, er nok et af Dorte Karrebæks smukkeste indfald.
I 2010 kom Den sorte bog, der er - sort. Den fortæller om de syv dødssynder. Man skal stå tidligt op - eller gå sent i seng - for at afkode Dorte Karrebæk her. Hun har vist selv svært ved det. Det er kunsten.
Hvis Hundesnoren er ikonisk, er Pigen der var god til mange ting det ikke mindre. Dorte Karrebæk har selv tegnet og fortalt, og de 302 ord indbragte hende Kulturministeriets børnebogspris i 1996. (Illustratorprisen fik hun seks år tidligere.)
Illustration fra Pigen der var god til mange ting, som indbragte Dorte Karrebæk Kulturministeriets børnebogspris.
Bogen om Pigen ligger i forlængelse af tegnerens insisteren på, at børn skal have en barndom = leg og frihed. Det er en mesterlig bog. Fortalt med knytnæven i fløjlshandsken.
Der knytter sig i øvrigt en anekdote til Pigen. Da manuskript og tegninger blev afleveret til forlaget (Forum), ville de godt udgive bogen, men insisterede på, at der kom endnu et opslag med, der fortalte, at det gik pigen godt, efter at hun havde forladt sit barndomshjem og de hensynsløst selvrealiserende forældre. Det rettede hun sig efter. Sådan er Dorte.
Så går vi over til Dorte Karrebæks omgang med forfattere, der navigerer under skjult flag. Disse ”alias-fortællere” er der to af. Mest kendt er naturligvis Oscar K., der i virkeligheden hedder Ole Dalgaard. Han blev mand og makker. Sammen har de boet i Spanien i mange år.
Seneste alias kalder sig Sankt Nielsen, og han er identisk med Claus Beck Nielsen, der i mange år har forlystet borgerskabet med happenings så som at dø - og dukke op igen. Hvad er det lige, der sker?
Så der er bedemænd og bededamer! Her er listen over de tabuer, som ægteparret fra Calpe i Sydspanien tilsammen har brudt og bragt frem: bedemænd for børn, medlidenhedsdrab, pædofili, kz-lejre og Jesu liv. Der er sikkert flere, men mon ikke det rækker her.
Første slag i bolledejen var Børnenes bedemand, og hvis man har nerver til det, kunne man gå ind på Ole Dalgaards hjemmeside og høre ham synge den sang, som vor specialist bedemand sang for sine små ”kunder.”
Illustration fra Børnenes bedemand med tekst af Oscar K., illustreret af Dorte Karrebæk, som er et eksempel på makkerparrets opgør med tabuer.
Så smukt gjorde han det - altså bedemanden - at der kom røde kinder på de afsjælede legemer. Lyder det som noget for børn? Har du læst Børnenes bedemand for dit barn i dag? Nej, vel.
Det er en del af pointen bag disse udgivelser, at de overhovedet ikke er for børn. Men de skulle laves. Det er godt, de blev lavet. Nu er der ikke flere tabuer. Lad os komme videre.
Det andet alias hedder altså Sankt Nielsen. Han står heller ikke i nogen helgenfortegnelse. Da Gud var barn er en begavet og viljefast vision om verdens skabelse - og verdens undergang.
Illustration fra Da Gud var barn med tekst af Sankt Nielsen, som er endnu en alias-forfatter, Dorte Karrebæk har samarbejdet med.
I begyndelsen var ingenting. Så kom lyset Og så vågner Gud med en ildhu, som var en bedre sag værdig! Gud skaber og skaber, og til sidst ser han sig over skulderen og græmmes:
Tak skæbne tænkte Gud til sidst og skyndte sig bort, sikken en verden. Der er mere mellem himmel og jord i denne Sankt Nielsen.
Når man kan sige, at Dorte Karrebæk stort set har tegnet i samme stil hele sit liv, er det ikke ment nedsættende. For sådan er det jo. Og hun varierer dansetrin og luftige bevægelser hele tiden.
Man bliver altid rusket og bevæget af at møde hendes billeder. De sætter gang i tanker og liv i knoglerne. Man får lyst til selv at være med. Dorte Karrebæk danser med sin kigge-læser. Og hun fører an.
Behøver man at fortælle, at Dorte Karrebæk har fået alverdens priser og er blevet indstillet til alle de andre? Senest fik de to K’er Det danske akademis Silaspris for det samlede værk.
Lige nu undersøger Dorte Karrebæk sit fundament og sine rødder. Sådan virker det, når man sidder med en ny lille lommevenlig bog om en lille rød trold, der kan fatte sig i kort- og klarhed. I de kommende måneder udgiver Gyldendal et par mere af slagsen.
Hvad er hun ellers i gang med? Det ved hun måske dårligt nok selv. Det virker, som om det hele kommer så let til hende. Det gør det næppe altid, men hun er ”stregtegner”.
Hun skal op i tempo for at holde stregen kørende. Sådan er hun. Med pensler i håret og smil i øjnene. Der er en melankolsk åre bag de muntre udladninger. Det er den, der giver dybde og rører dit hjerte. Sådan er det med Dorte Karrebæk.
