Ugens artikel - uge 21, 2016: Interview med Siri Pettersen

Ugens artikel - uge 21, 2016: Interview med Siri Pettersen

En fremragende ekspert i virkelighedsflugt.

I uge 19 bragte vi en anmeldelse af norske Siri Pettersens debutroman Odinsbarn, der er første bind i trilogien Ravneringende. Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen har talt med forfatteren.

På sin hjemmeside har Siri Pettersen udtalt, hvad der står i denne artikels overskrift. Mon det forholder sig helt sådan? Jeg tror nu, jeg vil bore mere i Odinsbarn end i virkelighedsflugten.

Jeg skal ind til Høst & Søns forlag for at tale med hende, og jeg er meget spændt på, om jeg overhovedet kan forstå noget af, hvad hun siger. Jeg har studeret på et kort, hvor hun kommer fra, og det er altså helt deroppe, hvor Norge bøjer og bliver til Nordkalotten. Oppe i nærheden af Narvik og Tromsø.

 

Siri Petterson mødes med Eiler Jensen på Høst & Søns forlag og signerer gerne en bog til ham med en personlig hilsen.

 

Mennesket er myten

Netop som interviewet starter, hører vi vagtparaden på gaden nedenfor. Vagtskiftet er overstået, og nu marcherer garden mod Rosenborg med piber og trommer, som musikalsk og hyggeligt akkompagnement.

I stedet for at tale med Siri Pettersen om handlingen i hendes bog, er det mit ønske, at vi i stedet skal tale om nogle af de spor, der lægges ud i fortællingen, det vil sige billeder, personer, som får betydning, og den slags, men kun således, at vi taler os frem til Ritualet, som finder sted midt i romanen. Det Ritual, som Hirka, bogens hovedperson, skal gennemgå. Resten bør læseren have for sig selv.

- Det synes jeg godt om, Jeg vil selv meget hellere tale om præmisser end om handlingen, siger Siri Pettersen.

- Jeg tror jo, at en af grundene til, at Ravneringene har fået så stor opmærksomhed, netop er præmisserne for hele historien. På den måde, at det i min fortælling er mennesket, der er myten.

- For det, der er clouet, er jo, at vi i fortællingen befinder os i en overnaturlig verden, hvor der pludselig dukker et menneske op. Og hvad sker der så?

 

En stærk pige

- For det samfund, som Hirka kommer til, er befolket af væsener, som nok er menneskelignende, men ikke er mennesker, selv om de har en del træk til fælles. Men de er mennesket overlegent. Der er to forskelle på menneskene og dem.

- Den ene er, at de har hale, og den anden er, at de har Evnen. Men det der sker, da Thorrald redder Hirka ved at tilføre hende arret ved halebenet, er, at han faktisk viser, at han måske nok er overtroisk – men ikke nær så meget som dem, han lever sammen med.

- Han går jo også rundt og sælger hallucinogener (et stof, der hedder opi). Da han siden dør, overtager Hirka mere eller mindre tingene fra ham. Han har naturligvis lært hende op. Men i øvrigt ser han det som sin opgave at værne hende mod det samfund, som hun er barn, skal vokse op og leve i.

- Og i forhold til Thorrald har Hirka et stærkt udviklet moralsk kompas, han tager ikke tingene så højtideligt. Han skal bare overleve. For hende er det vigtigt at være ordentlig.

- Vi kan jo forstå, at de har haft deres diskussioner om de stoffer, han sælger, og at hun kan lugte, når han selv har indtaget dem, og det er noget, som de er uenige om, og som Hirka ikke ville have gjort.

- Så det er tydeligt, at hun har en rygrad at stå imod med. Hun er en stærk pige, og da Thorrald dør, fortsætter hun i hans fodspor, samtidig med at hun også fungerer som klog kone, der kan lindre og læge.

 

Genren

• Når man læser Odinsbarn, som jo er fantasy, så slår det i hvert fald mig, at det ikke først og fremmest er det, der præger den? Fantasyelementerne ligger som et underliggende lag i forhold til, hvad der foregår.

• Desuden føler jeg, at fortællingen foregår i den norrøne tid, altså i Edda kvadenes og sagaernes tid. Er det bevidst for at skabe en platform af bekendthed, som læserne bliver givet?

- Ikke i forhold til sagaerne, selv om det nok ligger i fortællingerne også. Det er bare ikke bevidst. Vikingetiden som sådan er naturligvis en ramme for min fortælling, men vigtigst af alt var det nu for mig at forsøge at skabe en type fantasy, som virker troværdig.

- Derfor har jeg villet undgå spekulative elementer, og de findes heller ikke. Ganske vist er der magi med i fortællingen, men den indgår som noget naturligt. Hvis man lever i en verden, hvor magien er noget hverdagsligt, så vil man jo ikke kalde det for magi.

- Der er ikke noget i bogen, som er unaturligt i forhold til mine væseners handlinger. Det bliver helt anderledes i de øvrige bøger, men det skal vi ikke ind på her.

 

Evnen

• Når vi alligevel oplever de ting, der foregår i Ym, som mystiske, så skyldes det jo, at vi ser dem igennem mennesket Hirka?

• Når Rime for eksempel taler om disse ting, så er de naturligvis naturlige for ham, men for Hirka bliver de mystiske, fordi det handler om ting, hun ikke kan, fx at favne – eller forholde sig til Evnen. Hvad vil det i grunden sige at favne?

- Ja, godt spørgsmål, det er der rigtig mange, der spørger om. Det hænger jo sammen med Evnen. Og der var faktisk en anmelder i Norge, som formulerede det rigtig fint, idet han sagde, at det var en jordkraft, en slags holistisk kraft.

- Evnen er et sammensat begreb, som også inkluderer at favne. Hirka har ikke Evnen, og hun kan ikke favne. Bortset fra når Rime rører ved hende, så kan hun komme i kontakt med begge dele. Så kan hun føle Evnen, men det er Rime, der åbner op for hende.

- Evnen kan man måske sammenligne med luften, den er der jo, selv om vi ikke bemærker den. Det samme er tilfældet med at favne, som vel nærmest er at ligne med et åndedrag. Jeg synes godt, det kan minde lidt om fx meditation, hvorigennem man bliver et med altet.

 

Råddenskaben

• Der er et begreb vedrørende Hirka, som vi skal have frem. Der står om hende - og det er i øvrigt også et begreb, som er titlen på bind to, nemlig begrebet Råddenskab - at hun bærer Råddenskab med sig.

- Ja, begrebet kom faktisk meget sent med i bogen. Jeg tror først, det var i sidste gennemskrivning, at jeg tog det ind i fortællingen. Råddenskaben er en slags fysisk bevis på, hvorfor Hirka er farlig.

- Den bliver en grund til, at Hirka er farlig for Ymslændingene, den bliver en helt konkret ting, som man kan frygte. Råddenskaben er faktisk inspireret af en reel myte i Norge, som er knyttet til huldren.

- Når man ser en huldre bagfra, så er de hule i ryggen, og desuden forførte huldrene jo mænd, hvis de vovede sig ind i skoven om natten. Og det er i forbindelse med denne myte, at råddenskaben hidrører.

- I bog to gives der en forklaring på råddenskaben. Det må man vente på.

 

Romanens personer

• Lad os tale om nogle af dine personer. I prologen hører vi om, hvorledes Hirka bliver fundet af Thorrald. Men i det første kapitel ser vi både Rime, Hirka og den retarderede Vetle. Kan du sige, hvad det er for en situation, der oprulles her?

- Ja, først og fremmest ser vi jo Hirka, som den der viser omsorg for andre mennesker. Og Vetle er en dreng, som der er manipuleret med på en måde, så han aldrig bliver rigtig voksen.

- Vetle har en lekehest, og den er det så, at Kolgrim har kastet ud på en væltet træstamme, som går hen over Aldyb. Ude midt på træstammen sidder Vetle, og Hirka lister sig ud og redder ham i land, og dernæst kommer Rime og redder Hirka.

- Det bliver en situation, hvor alle så at sige er opskræmte. Rime kommer til at tage sig ud som lidt af en superhelt.

• Det er jo en snedig måde at bringe de to hovedkarakterer sammen på. Hirka og Rime. Men et er, at de kommer fra hver sin verden, men dertil repræsenterer de jo også en mandlig og en kvindelig karakter?

- Ja, vi kan se på nogle typiske træk hos dem. Om Hirka kan vi sige, at hun er en typisk omsorgsperson, hun vil gerne hjælpe, og hun kan helbrede. Rime er derimod drabsmand. Han er den, der gør det, der må gøres.

 

En slags mytisk figur

- På den måde repræsenterer de jo typiske mande- og kvinderoller. Dertil kommer så, at Rime er fra overklassen, medens Hirka er fra underklassen, eller endnu værre, en, der lever i skoven.

- Derudover er Rime en handlingens mand, men han handler ikke bare på ædle hensigter, faktisk vil jeg sige om ham, at han på mange måder er selvdestruktiv, og det bliver tydeligere og tydeligere, efterhånden som handlingen skrider frem.

- Om Rime må man sige, at han er født under specielle forhold, idet hans mor havde en vanskelig fødsel med ham. Og der tog bedstemoderen (Ilume An-Elderin) over og tog drengen til sig. Det er også hende, der opdrager ham, da siden hen Rimes mor dør.

- Rime vokser faktisk op som en slags mytisk figur. Han er udvalgt og låst fast til at skulle leve et liv, som er forudbestemt for ham. Han skal ikke bare være en af de 12, men ravnebæreren. Men han vælger anderledes.

- Han vælger at blive kriger. Ikke kun, fordi han er modig, i høj grad også, fordi han måske inderst inde ønsker, at det skal gå galt. Han er måske nok modigere end andre, men dertil har han også en portion selvforagt. Eller døsforagt, om du vil.

 

Ravne overalt

• Ravne. Du har noget med ravne?

- Ja, jeg kan godt lide ravne. Det er en fantastisk fugl, antageligt, fordi den er en meget intelligent fugl og samtidig mystisk. Der findes desuden mange skabelsesberetninger, hvor ravnen indgår.

- Vi ser det både i den nordiske mytologi (Odins to ravne, Hugin og Munin), og i indianske myter ses ofte ravne. Når jeg bruger dem i min fortælling, skyldes det ikke mindst tilknytningen til det norrøne.

- Men Odinsbarn handler jo slet ikke om mytologi. Når jeg bruger begrebet Odinsbarn, skyldes det, at de første mennesker på jorden (Ask og Embla) blev gjort til mennesker af en træstamme af Odin. Der er et hint til mytologien, når jeg i Ravnhov beskriver stencirklen, og hvor det hedder, at gennem denne cirkel kom der engang i tidernes morgen et menneskebarn for å stjele to ravne.

- Desuden er ravnen Kuro, som knytter sig til Hirka, vigtig - det bliver tydeligt i bog to. Endvidere er jo også Ilume, som er lederen i Rådet, Ravnebærer. Og Rime har en ravn broderet ind i sit tøj.

- Jo, ravnene er overalt. Endelig er der også ravnetegnet (se illustrationen, red.), hvor man kan sige, at ravnetegnet er en slags parallel til korset i den kristne verden.

 

Forskellige interesser

• Hirka har jo også en veninde, som hedder Sylja?

- Ja, Sylja er meget forskellig fra Hirka. Man kan måske sige, at Sylja er udspekuleret og bare interesseret i, hvad Rime kan give hende – ikke mindst i forbindelse med Ritualet. Hun er også parat til at gå langt for at opnå det.

- Et tilbud, som Rime kun har foragt over for. Derimod er Hirkas interesse for Rime følelsesmæssig. Hun er slet ikke interesseret i, hvad han kan give hende på anden måde end følelsesmæssigt.

- Dertil kommer, at Sylja har en helt anden lethed i forhold til verden og livet, der mere er en legeplads, end Hirka, så på den måde bliver de en slags antipoder. Det betyder, at Rime i en periode tænker om Hirka, at hun måske er ude på det samme som Sylja. Det ændrer sig jo radikalt siden hen.

• Vi skal også lige runde en figur som Urd Vanfarin?

- Urd er en figur, som i udgangspunktet virker som en typisk skurk, men som egentlig ikke er det. Hans situation ændrer sig radikalt. I begyndelsen vil han dræbe Hirka, men han ændrer beslutning og vil derefter hjælpe hende, men ikke uden, at det også kommer til at gavne ham selv.

- Meget mere skal vi ikke sige, for der sker store ting med ham. Men jeg kan lide Urd som karakter, og jeg har en drøm om, hvis fx bøgerne skulle filmatiseres, at Urds karakter skulle spilles af Mads Mikkelsen. Han ville være perfekt til rollen.

 

Nyt på bedding

Vi vil ikke tale mere om bogen, vi overlader til læseren at gå om bord i den store, smukke fortælling. Men et spørgsmål trænger sig på. For ét er, at Ravneringene nu kommer ud i Danmark, men i virkeligheden er det jo nogen tid siden, at Siri Pettersen har forladt projektet. Så jeg vover et øje:

• Er du i gang med noget nyt?

- Jeg er nået dertil, hvor jeg har post-it lapper på væggen, og det er et nyt projekt, som skal være løst knyttet til Ravneringene, men det skal kunne læses uafhængigt af trilogien. Og det skal også blive en fantasyfortælling.

- Det er der, jeg hører til, tror jeg.

Det har været et dejligt møde, hvor snakken er gået - og hvis alt, jeg fik at vide, skulle have været med i dette interview, så havde det fyldt mindst fire gange så meget. Jeg finder vej tilbage til mit S-tog - og uden, at vagtparaden følger mig på vej med piber og trommer.

Læs også anmeldelsen af Odinsbarn, der er bragt her på bloggen i uge 17.