Om lp-plader, fæmikler, blækhuse, kartofler, uendelighed og dronningepudler. Børn & Bøgers journalist Steffen Larsen gør sig nogle betragtninger over nogle af de tudsegamle genudgivelser, der for tiden skyller over landet.
Hvad har Thorstein Thomsens Frede-bøger til fælles med Kiplings junglebog? Det samme gælder Thøger Birkelands Krummerne, Kim Fupz Aakesons Svendman, Michael Endes Den uendelige historie, Bent Hallers Kaskelotternes sang, L.M. Montgomerys epos om Anne fra kartoffeløen Prince Edward Island, hvor Grønnebakken jo ligger, samt Iben Melbyes Moonie.
Thorstein Thomsens Frede-bøger er blandt de ældre titler, der genudgives i øjeblikket.
Rigtigt! De er alle sammen tudsegamle. (Ligesom hr. Tudse fra Vinden i piletræerne, som også lige er genudkommet.) De er fra verden af i går, er de! Der var ingen Facebook, da Frede blev født, og Mowgli svang sig i lianerne uden en smartphone. Så hvad gør de her hos os i vore (af skærmen) oplyste dage?
Det er interessant, at på trods af onde varsler og dystre spådomme så trives markedet for børne- og ungdomsbøger som ingensinde før.
Det er også bemærkelsesværdigt, at ved siden af at udgive grænseafsøgende bøger i ord og billeder og samtidig med, at gøgeungen ”Young Adult” skal nurses, så har forlagene mentalt overskud til at tænke på fortiden og bringe det bedste (eller noget af det bedste) videre til nye generationer.
Gyldendal udsender klassikere af blandt Jules Verne i omskreven form, og i Børnenes Boghandel i København siger de, at den mest efterspurgte, udsolgte billedbog er Maurice Sendaks Villy Vildyr. Den er ikke blandt årets genoptryk. Hvorfor egentlig ikke? Den burde altid være til at få fat i.
Alting var bedre i gamle dage. Selv vejret. Lad os betragte nogle af de nye gamle udgivelser igennem stanglorgnetten.
Frede (1981-1985)! Han er en fjern fætter til Bjarne Reuters Buster fra Brønshøj og ”stamfar” til både Vitello fra Albertslund og Villads fra Valby. Frede bor med sin far i en gul etageejendom, der er lidt funkis et sted i Virum/Lyngby.
Der er ikke så mange syrener som i Buster-bøgerne, men det er stadig det gode liv, hvor tidsånden er blandet op med kolonihaver, anstændighed og en LP-plade i fødselsdagsgave.
Frede tænker over tingene, og han er ikke presset ind i et skema med pasning og overvågning, så han kan betragte voksenverdenen fra distancen og tænke sit. Hvad han også gør.
Som du måske husker, slutter den tredje og sidste bog om Frede med en fest i kolonihaven, hvor det smukkeste udsagn i verden bliver hamret ud af en dreng uden unoder:
- Hvor er verden dog vidunderlig, siger Frede.
Det samme kan man sige om Tea Bendix’ elegante, nytegnede sort-hvide illustrationer, som forsøder læsningen i meget høj grad.
Tea Bendix har nyillustreret historierne om Frede - her foran sit funkis hus i Virum/Lyngby.
I min familie har Frede-bøgerne forsødet barndommen for alle fire børn. Og jeg har - synes jeg selv - skrevet min allerbedste anmeldelse (i Børn & Bøger naturligvis) om det sidste bind.
Den var god, fordi den slet ikke handlede om værket eller den lille hovedperson, men om den forventningens glæde som strålede op fra en lille bog, som lå på bordet.
Hunde, katte og børn sad klar, og udenfor sang nattergalen om kap med lammenes brægen og gøgens kukken. Sådan er det. Men nu er der jo ikke så mange nattergale tilbage. Og jeg tror, at Frede i dag har mest bud til stilfærdige og artige unger med tid nok. Dem er der heller ikke så mange af mere.
Svend (1999)! Det er ham, der bor med sin mor i en pæn etageejendom på tredje sal i dronningens København. Svend er i familie med de muskelsvulmende væsner - superheltene.
Når Svend kommer i skole, skal det nok blive super, men først skal han redde dronningens dronningepuddel fra de væmmelige fætre Fedthas, som også er ude efter millionerne i den royale findeløn.
Svendman tænker på alle de goder, han får på slottet, når han kommer med den forsvundne hund.
Godt vi har Svendman og Kim Fupz Aakeson. Svendman er fra det Fupz’ske bagkatalog af billedbøger, som jævnligt genudgives med nye tegnere end ham selv. Her er det Rasmus Bregnhøi (hvem ellers?), og som alle fjollede historier med kant, kan Svendman godt tage et par sæsoner til; men så heller ikke mere.
De fjollede historier om Svendman har kan og kan godt tage et par sæsoner mere.
Denne nye udgave er peppet op med indlagte reklamer, og spejdermoralen er jo god nok: Vær beredt!
Hr. Tudse (1908)! Nogen kan lide en Plysbjørn. Andre kan lide plyds. Mange sværger til Alice eller Mowgli. Jeg har tabt mit hjerte til Vinden i piletræerne og især hr. Tudse. Han er tidligt ude.
Årtier før Sex Pistols og punkerne vrængede han ad borgerskabet og autoriteterne, mens han ræsede afsted i sin tudsemobil kun tænkende på sin egen storhed. Egentlig ligner han lidt Donald Trump. Ikke?
Hr. Tudse flygter fra fængslet forklædt som vaskekone.
Kenneth Grahames storværk går nok aldrig af mode, fordi det holder sig fri af kulturer og epoker og koncentrerer sig om medmenneskelige relationer i dyreham, livsvisdom over vandspejlet og det rolige trav (undtagen hr. Tudse).
Værket blev nyoversat for nogle år siden af Kina Bodenhoff - som også har bragt Astrid Lindgren up-to-date - og man mærker, hvordan sprogtonen har fået en tur med fejekosten, så historien står skinnende og eviggyldig. Dyrk bare ordet ”fæmikler” som optræder allerede på side 8.
Til denne udgave har David Roberts illustreret (2012). Man kan godt vænne sig til billederne, selv om de mangler sjæl. De forsøger at fange en nutidig tone, hvor der er skarpe kanter og skrappe kulører. Ind imellem lykkes det, men ikke hver gang.
Bastian (1845). Jeg ved ikke, hvor mange børns spontane glæde ved livet doktor Heinrich Hoffmann fra Frankfurt am Main har ødelagt, men i hans egen levetid, der sluttede i 1896, var Den store Bastian udkommet i - hold fast! - 176 oplag.
Jeg frygtede Bastian som barn, og selv i dag får jeg hjertebanken, kvalme og urovækkende deja-vuer ved at speed-kigge i bogen, som Carlsen har været så (u)venlig at genudgive her op til en sommer, der i forvejen ikke tyder alt for børnevenlig.
Bogen om Den store Bastian har i generation efter generation skræmt børn med sine uhyggelige historier.
Bastian landede første gang på de danske kyster i 1847. Og oversættelsen er den samme. I mange år var oversætteren anonym, men han er nu identificeret som den for sin tid bekendte festtaler, lejlighedsdigter og agent Simon Simonsen.
Godt han ikke er iblandt os mere, for så skulle han have smæk og dyppes i et blækhus og have klippet oversætterneglene af for sætninger som denne: På Vesterbro en neger gik.
Jeg ved godt, at Bastian skal tages med et gran salt. At Hoffmann i virkeligheden mente det godt nok, og at han holdt med den forslåede hund, den piskede pige og udtrykte sin misbilligelse af ”kræsne Mads,” der som bekendt blev død, fordi han ingen suppe nød.
Tegningerne i Den store Bastian er med til at skabe en stemning af morbid ironi og uhygge.
Men det er også tegningerne, som skaber en stemning af morbid ironi og uhygge. I hvert fald hos denne kigger, som blot skal notere, at nu er det altså muligt at købe Den store Bastian og skræmme børnene og sende den som b-brev til fætter Sven i Sverige.
Sjovt nok har den nostalgiske, bevaringsværdige bølge på det seneste givet bagslag - eller hvad man nu kan kalde det.
Vi stiller om til Sverige, hvor en gruppe af hen’er (dvs. den nye intetkønnede svensker) stillede gode, gamle Jan Lööf op af muren for gerninger, han begik i uvidenhed og livsglæde for mange, mange år siden.
Her tænkes på den krumsabelbevæbnede pirat i Min morfar er sørøver (fra 1966) og ikke mindst en sort/neger/afro-trommeslager (det ikke ønskede bedes overstreget) i billedbogen Fang Fabian (1997).
Disse bredmundede kommissærer har også haft held med at aflive Pippi Langstrømpes far, så det skulle være nemt med en arabisk pirat og en trommeslager med bastskørt og store ører. Det er det nok også, for ingen tør sige dem imod. Man burde pudse Clement på dem!
Så Jan Lööf er blevet offer for sin egen tidløse elskelighed og en knast i børnebogens bræddegulv, den, der også går under betegnelsen ”bedstemorsyndromet”.
Det vil sige det forhold, at det er generationen over forældrene, som bestyrer mange børns kulturelle liv. Forældre skal købe mad og nye sko. Bedsteforældre kan købe de bøger, som de selv elskede som børn - fordi deres egne bedsteforældre købte dem.
Sådan ruller børnebogens hjul langsomt afsted. (Dog med visse undtagelser.) Og derfor er hverken Peder Most eller Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla langt borte. Undtagen i Sverige.
Der er helt sikkert meget at komme efter i disse omtalte bøger, så tag dem ikke med over broen! Hvorfor serverer Svendmans mor f.eks. krebinetter for en uniformeret politibetjent, som oven i købet hjælper til med opvasken bagefter?
Bemærk udtrykket ”hjælper til”! Og fangevogterens uskyldige datter, som hjælper hr. Tudse! Burde hun ikke have en opsang, den fæmikkel!? Og Bastian! Han har næppe et gyldigt pas.
Men livet er jo vidunderligt, som Frede siger. Og børnebogen kan stadig gå på vandet.
