Identitet – betragtet og spejlet i tre billedbøger.
I 2015 er der i Danmark udkommet flere billedbøger, som har identiteten som tema. Eiler Jensen fører os i dette essay gennem en omtale af tre fine eksemplarer af slagsen.
Bibliografiske oplysninger om de tre bøger findes ved hver enkelt bogs omtale.
Enhver ved, hvad ’jeg’, ’du’ og ’det’, betyder.
Hvad det handler om i tilværelsen er, hvad ’jeg’ er i forhold til ’du’ og ’det’. Og hvorfor nu det? Fordi man kan sige, at hvis der ikke fandtes noget ’jeg’, ville der heller ikke findes noget ’du’ eller ’det’.
Et ’jeg’ er en person, der har en bevidsthed og med sin bevidsthed kan registrere det, der er uden for vedkommende, altså andre mennesker, ’du’, og ting, ’det’. Man må forsøge at begribe, hvem ’jeg’ er. Først herefter vil man for alvor kunne relatere sig til andre mennesker og verden omkring en.
Men det er ikke tilstrækkeligt. Der må også være noget andet end dette ”jeg”, for at man kan tale om hvem ”jeg” er. Dette andet består i det mindste af to forhold, nemlig et navn og en identitet:
Navn
Det ene er, at man har et navn. Det er på sit navn, man skal kendes. Alle mennesker er forsynet med navne. Fra gammel tid kendes dette, at ens navn er dannet ud fra en bestemt hændelse. Fx er det kendt, at Abrahams og Saras søn kom til at hedde Isak. Det havde sin bestemte grund.
Da Gud kom forbi Mamrelund, hvor Abraham og Sara boede, og de beværtede Gud godt, så lovede han det aldrende ægtepar, der for længst havde passeret ”sidste salgsdato” for at kunne avle børn, at de skulle få en søn. Mens Gud fortalte dette til Abraham, stod Sara bag en forhæng og lo. Derfor kom sønnen til at hedde Isak, der netop betyder ”den, der ler”.
En anden af de kendte figurer fra Det Gamle Testamente hed Jakob. Esau og Jakob var Isaks to tvillingesønner, men det fortælles om dem, at de fødtes så tæt efter hinanden, at Jakob havde fat om hælen på Esau, og navnet Jakob er hebræisk og betyder netop ”at fatte om hælen”.
Man kan finde mange af den slags eksempler – fra gammel tid. I dag vælger vi måske navnene til børnene mere lemfældigt. Men det er altid en morsom øvelse at finde ud af, hvad ens navn betyder – og om det passer på eller er helt ved siden af i forhold til, hvordan man synes, man er.
Vi smiler jo, når vi møder et menneske, der er lille som en Pygmæ, hvis han hedder Bjørn, ligesom vi finder det lettere komisk, hvis en, der er stor som en hoveddør, hedder Alf.
I litteraturen arbejder forfattere ofte med navnesymbolik, nemlig på den måde, at navnet passer til den opdigtede figurs karakter. Se fx hos Bent Haller. Hans brug af symbolske navne er udbredt. Fx anvender han i en af sine senere bøger En Tordenagtig forelskelse navne som Primula, Nebudkanezer.
Identitet
Det andet er, at man må have en identitet. Ordet identitet kommer af det latinske idens, der betyder: Det samme eller den samme. Men hvordan kan et menneske over tid føle, at det er den samme? Er man virkelig den samme, som den lille purk, der engang rendte panden ind i en flagstang og fik hjernerystelse?
Er man virkelig den samme, som den unge fyr, der en dag stod med et uddannelsesbevis i hånden og tænkte: Nu skal jeg vise verden... Og er man virkelig den samme, som en dag efter en pludselig indskydelse svigtede den kæreste, man havde lovet troskab?
To forhold kan man bruge som rettesnor. Det ene er begrebet ansvar, og det andet er begrebet hukommelse.
At tage ansvar vil sige, at man står ved, hvad man har gjort, og at man på spørgsmålet om, hvorvidt det var en, der gjorde dette eller hint kan og tør svare: Ja, det var mig, der gjorde det! At svare an – at turde stå ved sine handlinger, også når de er grimme.
At forlade sig på sin hukommelse. Mennesker husker, det er en del af det komplicerede apparatur, vi er udstyret med som højere dyrearter. Jo, det var mig, der rendte ind i den flagstang, jo, det var mig, der med uddannelsesbeviset i hånden begik hybris, og jo, det var mig, der svigtede min daværende kæreste ved på fejeste vis at blive væk fra en aftale – og vælge helt at blive usynlig.
Det mærkelige ved det alt sammen er jo, at samtidig med at vi husker os selv som dem, vi var, så ved vi også, at vi udvikler os.
Kun én dig
En af de danske filosoffer, som har arbejdet dybest med individet var Søren Kierkegaard (1813-1855).
Kierkegaard mente, at Ethvert menneske er en eksistens i bevægelse; det vil sige, at mennesket uafbrudt er i udvikling eller under dannelse. Et menneske er aldrig færdigudviklet i henhold til sin identitet, før livet slutter. Det kan hele tiden udvikle sig.
Derfor siger Kierkegaard da også: Bliv den du er, der hvor du er. Det betyder, at et menneske hele tiden er ”på rejse”. Ordet der refererer ikke bare til noget geografisk, men lige så meget til noget eksistentielt: Det er her, du er i din livsbane og ser tilbage på, hvad du har gjort indtil denne dag.
Men det kan kun gøres ved at se tilbage, så klicheen at ’livet forstås baglæns, men må leves forlæns’ er ganske nyttig at få forstand af, for det er jo det levede liv, de indhøstede erfaringer, der gør, at et menneske kan flytte sig livet igennem – og alligevel være identisk med sig selv.
Derudover mente Kierkegaard, at det enkelte menneske er unikt. Der er kun ét eksemplar af mig. Derfor kan heller ingen anden overtage ens liv og ansvaret for det. Man vælger selv, hvad man vil få ud af den tid, man lever.
Det enkelte menneske er i enhver henseende ’hin enkelte’. Eller som radioværten Søren Dahl siger, når han runder sine Café Hack udsendelser af: Husk, der er kun én som dig.
Navnet - igen
Lone Munksgaard Nielsen: Drengen, der blev væk fra sig selv. Illustreret af Pia Taulov. Gyldendal, 54 sider, 229,95 kr.
Denne fine og enkle, men dog på en gang fragile, dybe og komplekse fortælling har sit udspring i, hvor katastrofalt det er, når man pludselig ikke har et navn – eller kan huske det. Så meget væk fra alfarvej bliver drengen, at han føler sig som i midten af en labyrint.
End ikke når han ser i spejlet, kan han genkende sig selv – eller sit blik, han bliver ude af stand til at tale med andre, ligesom han føler sig bagud i forhold til sig selv, og når han taler med sig selv, forskrækkes han over ikke at kunne genkende sin stemme.
Tvivlen tvinger sig ind over ham, fremmedhedsfølelsen selv derhjemme. Han begynder at tale til tingene omkring sig, men hverken ingen eller intet svarer, og han anråber eksistensen: Hvem er jeg?
Men med et ved han, hvor han skal finde svaret. Han finder en sammenkrøllet seddel i sin jakkelomme, og her står hans navn! Og med det kan han genindtræde i sin eksistens.
Det er en meget fin og enkel tekst, og i Pia Taulovs næsten ”Chagall’ske” univers bliver vi ført med drengen og mærker så tydeligt hans smerte, ængstelse, forvirring og glæde – og den tilværelsens lethed, der både kan være befrielse og ulidelighed.
Med til at understrege fortællingens skrøbelige struktur er dette, at de enkelte opslag har den finesse ved sig, at der i hvert opslag er anbragt en pergamentside, som man er nødt til at vende for at finde betydningsfulde ord til fremdriften i fortællingen.
Identiteten - igen
Oren Lavie: Bjørnen, der ikke havde været der før. Illustreret af Wolf Erlbruch. Høst & Søn, 44 sider, 229,95 kr.
Ikke at have været et sted før, kan betyde, at man ankommer dertil for første gang. Eller det kan betyde, at man just lige før endnu ikke var til.
Det hele begynder med en kløen, der ønsker at klø sig, og denne kløen udvikler sig, og med ét er den kløen blevet til en bjørn. (Ja, ja, nu ved alle, at bjørnen kradser sig, når det klør, men der er ikke mange, som ved, at en kløe kradser sig, når den er bjørn).
Heldigvis er det en positiv bjørn – og en tænksom en af slagsen, der nok gad vide, om han var den første eller den sidste – det er jo ikke nemt at vide, når man er alene? Nu er det så mageløst, at bjørnen har en lomme, og heri ligger en lap papir, hvorpå der står: Er du mig?
Og i arbejdet med at finde ud af dette kan han forfølge, hvad der videre står på papirlappen: 1) Jeg er en sød bjørn. 2) Jeg er en lykkelig bjørn. 3) Jeg er en rigtig flot bjørn.
Bjørnen går ud for at finde svaret, og mens han går, tænker han filosofisk (næsten som en vis hr. Plys): Jo mere jeg kan se/ Jo mindre jeg vé/ om træer og blomster gror/ når jeg ikke kigger spor.
Mens han går, vokser skoven op omkring ham, og der findes en uendelighed af tavshed, og her støder han på jerseykoen og firbenet, som skam godt kender bjørnen, og de hævder, at det modsatte også gør sig gældende, de er - forunderligt nok - endda venner. Bjørnen må imidlertid videre, men nu med bevidstheden om, at han er en meget sød bjørn.
Fine filosofiske iagttagelser
Det første, bjørnen møder, er altså bekendtskabet, det næste han støder på, i skikkelse af en pingvin, er tanken.
Da han kommer til kompas-træet, finder han ud af, at verden har otte verdenshjørner: Nord, syd, øst, vest, forkert, rigtigt, morgenmad og frokost, og her møder han skildpadden, som er den, der præsenterer ham for retningen, fx ligeud og bagud.
Med skildpadden som taxa drager bjørnen nu ligeud, og endelig kommer han til huset med den mærkelige påskrift: HER BOR BJØRNEN, SOM IKKE HAVDE VÆRET DER FØR.
Inde i huset ser han sig selv i spejlet og ser noget, der virker bekendt, og han skriver: Nogle bjørne ligner sig selv/ når de ser sig i et spejl/ og sikken et utroligt held/ det ikke var en fejl/ at jeg lige var mig.
Bjørnen er kommet hjem, han er blevet sig selv, og han er heldigvis både meget sød, lykkelig og flot.
Det er en meget smuk bog med fine filosofiske iagttagelser, en varm, dejlig og velformuleret tekst – og så med Wolf Erlbruchs vidunderlige illustrationer. Hvilken gave den bog er, at netop den giver én anledning til at tænke over sig eget liv?!
Gud
Sankt Nielsen: Da Gud var dreng. Illustreret af Madam Karrebæk. Høst & Søn, 55 sider, 149,95 kr.
Hvad angår menneskelivets både essens og eksistens, knytter det sig ofte til en forestilling om tilblivelsens vilkår. Skyldes menneskets udvikling til, hvad det er i dag, udvikling gennem udvælgelse, eller skyldes det skabelse, hvilket indebærer en forestilling om en skabende skaber, altså Gud?
På hebraisk hedder Gud JAHVE, hvilket betyder: Jeg er den, jeg er. Eftersom det er et udsagn i første person, må man forestille sig, at det er Guds eget udsagn.
At Gud om sig selv mener, at han er den, han er, implicerer, at han er i overensstemmelse med sig selv, at der ikke er tale om en udvikling af Guds psyke, men om en konstans, som Gud er til alle tider – og både før og efter disse.
Og hvorfor det? Fordi Gud på samme tid er uden for og fuldt til stede i ethvert forhold, der angår tid og sted. Den bibelske skabelsesmyte indledes jo med himlens og jordens skabelse. Men hvad var der inden da?
Sankt Nielsen og Madam Karrebæk – man må selv lege med navnene og få dem på plads i sit hoved?! – har gjort den forestilling: Hvad mon Gud foretog sig, da han var dreng – ja endnu præcisere: Hvad kunne han foretage sig? Det korte svar er naturligvis: Intet – for der var intet.
Alligevel nærer de to et ønske om at forestille sig et eller andet. Og det første udsagn lyder da også således: Da Gud var dreng løb han omkring i det bare ingenting.
Forestillingen røber flere ting: At Gud for det første er en figur/karakter og at denne er af hankøn. Og at han løber omkring i det bare ingenting henviser både til, at han ikke har noget tøj på, samt at der ingenting var!
Smukt orkestreret kakafoni
Det næste udsagn røber om ham, at han har bevidsthed, følelse og forventning, lyt bare: Da Gud var dreng lå han vågen og ventede på, at det skulle blive dag. Da gud var dreng kunne han godt få lidt ondt i maven bare ved tanken.
Og herefter er denne dybt charmerende fantasi en smukt orkestreret kakafoni over de ”ting”, Gud ikke kunne – af den indlysende grund, at der jo intet var. Der er fx hverken en kære mor (MOAR) eller en streng far (idet det jo er ham, der bliver alle fædres far!).
Og opremsningen over ting, som Gud ikke kan forholde sig til, rummer både ting (computerspil, iPhone, tv) og tilstande som kedsomhed, angst, ensomhed, fantasi, retfærdighed osv.
Gud kan ganske enkelt ikke komme videre, før han er blevet til den figur, vi andre kender, nemlig Gud, og med ét når han til at gøre det ugjorte gjort. Skabelsen er i fuld gang – og sikken verden, det blev.
Hvordan Gud reagerer på sit eget værk, da han har skabt det? Det må du selv læse om. Men tøv ikke – hverken du eller Gud vil være den samme efter endt læsning!
