Ugens artikel - uge 43, 2016: Reportage fra IBBY-arrangement

Ugens artikel - uge 43, 2016: Reportage fra IBBY-arrangement

Bogens vej til barnet!

Børn & Bøgers anmelder og journalist Kent Poulsen var med, da der blev holdt ”fyraftensmøde” om børnelitteratur.

IBBY Danmark - Selskabet for Børnelitteratur - inviterede i oktober 2016 til paneldebat om udbredelsen og formidlingen af børne- og ungdomslitteratur i Danmark - i skolerne, på læringscentrene, på børnebibliotekerne, i boghandlerne og på nettet.

Panelet til dagens debat var en professionel kvartet bestående af skolekonsulent i Allerød Kommune Jesper Holtoug, souschef på Slagelse Bibliotek Berit Sandholdt Jacobsen, butikschef og boghandler Anja Schou, og forfatter, forlægger og medstifter af Gratis Bøger Morten Dürr.

Ordstyrer var medlem af IBBY Danmarks bestyrelse børnebibliotekar Betina Falsing, Greve Bibliotek.

Det blev et velbesøgt møde med repræsentanter fra alle grene af børnelitteraturens verden. Hver især ridsede de fire oplægsholdere indledningsvis situationen op med alle de problemstillinger, der hersker, og det er mange, blev vi belært om.

 

Store forskelle

På biblioteksområdet omtalte Berit Sandholdt Jacobsen det elektroniske materialevalg og konkluderede, at ca. 90% af alle indkøbte bøger er de samme.

En stor fælles indkøbscentral var derfor en naturlig udvikling, da sparerunder for længst havde stoppet materialevalgsmøderne og stoppet gennemsynseksemplarer, så materialevalget alene foregår ved hjælp af lektørudtalelser og boganmelderser.

Anderledes i skoleverden - de pædagogiske læringscentre - hvor man nærmest eksemplarisk i Allerød har fastholdt det helt modsatte princip - det klassiske analoge med materialevalg hver 14 dag med tilstedeværelse og med gennemsynseksemplarer, fortalte Jesper Holtoug.

Det gav stor diversitet, videndeling og var det hele værd, selv i en sparetid!

Bogvalget var naturligvis et andet hos boghandlerne, fortalte Anja Schou.

Den enkelte boghandler var helt afhængig af forlagenes udbud, og selvfølgelig markedsorienteringen - hvad sælger? Men også mærkbare forældreønsker om litteratur, der understøtter læring i skolen, er blevet væsentlige faktorer.

Forfatter og forlægger Morten Dürr var tydeligvis bekymret på grund af den konstant pressede økonomi; salget var vigende, hvad angår bogen og e-bogen, mens der er tydelig fremdrift på lydbog-området.

 

Bred dialog

I en positiv ånd udvekslede panelet synspunkter, og salen gik med i en aktiv dialog. Der blev rejst mange problemstillinger, stillet spørgsmål og fremført gode kommentarer.

Her en lille stribe udsagn:

  • Man kunne misunde det fine samarbejde i skoleverden ved materialevalget.
  • Stor formidlingsopgave i forbindelse med anderledes og ikke mindst ”vanvittige” materialer.
  • Når materialevalget er væk, er man så ikke svag i formidlingen?
  • Specialistviden er på vej og vil måske tilgodese litteraturen.
  • At læse bogen ER vigtig!
  • Bøgerne lider, når de ikke eller meget lidt bliver læst.
  • Børnelitteraturen skal have en mere fremtrædende placering i butikkerne.
  • Børnebøger skal behandles anderledes end anden litteratur - de skal formidles!

Således bølgede dialogen i alle retninger med stor optagethed af den fælles interesse til børnelitteraturens bedste, og de fire oplægsholdere var enige om at ”kæmpe” for det, det hele handler om: Børnelitteraturen.

Det blev et fint arrangement med børnelitteraturen i centrum!


 

Læs flere reportager fra andre arrangementer i Børn & Bøger.