Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen har talt med forfatteren Tomas Lagermand Lundme om hans ungdomsromaner Mig og min søster og Når man forveksler kærlighed med en saks. Eiler Jensen skriver:
Da jeg læste Tomas Lagermand Lundmes Mig og min søster i foråret, havde jeg en fest. Selv om den ikke var ublandet. Nok syntes jeg, det var en morsom roman, men den rummede altså også en understrøm af noget depressivt.
Da jeg så i sommerens løb læste Når man forveksler kærlighed med en saks, var det straks en anden sag. Her fornemmede jeg en roman båret af depression og med en understrøm af noget desperat. Det vil jeg gerne tale med Tomas Lagermand Lundme om nu, hvor vi mødes på Gyldendals forlag.
Jeg lægger ud med at spørge, om han er en beskeden fyr.
- Ja, det tror jeg da, at jeg er?
Jeg fortæller, at jeg har været ude at tale om børnelitteratur og kvalitet for en gruppe skolebibliotekarer og blandt andet nævnte de to bøger, vi skal tale om i dag, hvortil en af bibliotekarerne spørger, hvordan kan det være, at jeg står og fortæller om en forfatter, som de end ikke kender navnet på?
- Jeg tror ikke mindst, det skyldes, at jeg har fået et prædikat af at være en københavnerforfatter. Og så har det måske også at gøre med, at mine voksenbøger så at sige bremser lidt for børnebøgerne.
- Voksenbøgerne er der mange, der kender, men derudover bliver jeg også sat i en bås. Jeg har jo skrevet meget om at være bøsse og bliver meget læst i det miljø. Det er da både dejligt og fint, men selvfølgelig vil jeg gerne bredere ud.
- Jeg tror også, at det hænger sammen med, at mine bøger er udkommet hos en del forlag, inden jeg havnede her hos Gyldendal.
• Har du forlagsmæssigt været lidt af en nomade?
- Ja nok, men det skyldes nu, at jeg har fulgtes med min redaktør - men det kan man jo ikke se nogen steder.
• Mig og min Søster udkom på forlaget ABC hos Flemming Møldrup? Kan man sige, at den er en art gennembrud for dig?
- Ja, det tror jeg nok, man kan. Jeg havde lavet en del radio på 24/7, og det er som om, at når man laver andet end at skrive, så kan man ikke rigtig sige, at man laver andet.
- Når man laver radio, så er man ikke rigtig forfatter osv. Så man får hurtigt prædikatet, at man er en radiovært, der skriver lidt ved siden af - eller hvordan det nu er. Men sådan har jeg aldrig følt det.
- Mig og min søster begyndte med, at jeg havde lavet Iben og mødregruppen, hvor jeg var en fast del af deres panel. Så opdagede jeg, at min søster begyndte at florere meget i det rum, og der var mange lyttere, som skrev til mig og spurgte til hende.
- Derfor begyndte jeg at samle fortællinger sammen om hende. Derudover opdagede jeg, at der var noget i mit liv, som jeg efterhånden var kommet lidt på afstand af og nu bedre kunne skrive om, for jeg bruger mig selv rigtig meget, når jeg skriver. Det var sådan det kom i gang.
- Jeg kan huske, at jeg, da jeg skrev bogen Tomandshånd for Dansklærerforeningen, nærmest var ved at dø af skræk, mens jeg skrev den, for jeg opdagede, at når jeg skrev, gik jeg ind i de rum, hvori de foregik, og tog stemningerne på mig.
- Det var nærmest intimiderende. Jeg kunne ikke sove og ikke spise og fandt ud af, at jeg var nødt til at finde en anden måde at arbejde med stoffet på. For nok skriver jeg ikke i forholdet 1:1, men langt hen ad vejen gør jeg nu nok alligevel.
• Man har jo som læser fornemmelsen af, at det er et liv genoplevet i erindringen?
- Det er jeg glad for, du synes. Måske har det også noget at gøre med, at jeg synes, jeg har fundet en anden måde at arbejde med stoffet på, som gør det bedre udholdeligt. Men det går voldsomt til, når jeg skriver.
- Jeg skriver meget, og ofte hurtigt, men det går mig på, det gør det - somme tider skal jeg bruge timer på lige at finde mig selv igen bagefter. Og jeg har faktisk flittigt haft psykolog på. Det har jeg ikke mere. Men jeg vil jo skrive de her bøger. Det er det, jeg brænder for; det er det, jeg elsker allermest.
- For nu at vende os mod de bøger, vi skal tale om, så er det jo blevet stof, der betyder rigtig meget. Fra jeg var 12 år, til jeg blev 20, har jeg skrevet dagbog nærmest hver dag.
- Når jeg sidder og kigger i de noter fra dengang, kommer det hele tilbage til mig, det bliver så levende for mig, og det er måske også derfor, det kommer til at virke troværdigt. Jeg ved jo nøjagtigt, hvordan Tomas oplevede verden, da han var 12 eller 15 år.
• Når man læser Mig og min søster og Når man forveksler kærlighed med en saks, har man en klar fornemmelse af, at selv om der mellem de to bøger er et slip på tre år, er det to bøger om den samme fortælling, men med to helt forskellige grundstemninger (se indledningen, red.)?
- Ja, det mener jeg også - og det er da også mere eller mindre min fortælling. Så ja, jeg snupper fra hovedstolen, men tager bidder derfra, fra sig selv, og digter over dem. Jeg er ellers blevet advaret af flere forfattere i forhold til at bruge hovedstolen.
- Per Højholt sagde altid: Brug aldrig af hovedstolen, mens Klaus Rifbjerg rådede mig til at bruge det hele fra hovedstolen. Man må jo skrive på det, man ved noget om. Det er jo det, der er ens grundstof.
• Fortæl noget om din søster?
- Min søster er født med en lidelse, man ikke ved, hvad er. I lang tid troede man, at hun var spastiker, men det er hun så tydeligt ikke. Dernæst mente man, at hun måtte være hjerneskadet. For hun har ligesom lånt lidt fra alle hylder.
- Hun kan faktisk også fremstå som autist, uden man kan diagnosticere hende som en sådan. Men hun lever på en eller anden måde i sin egen boble. Hele hendes og vores barndom har været præget af, at hun gik til en masse undersøgelser.
- Jeg var tit med, og hovedet var fuldt af tanker om, hvorvidt hun måske nu skulle blive på hospitalet, eller om hun kom med hjem, om det var alvorligt, eller om hun skulle dø af sin sygdom.
- Jeg var fire år, da hun blev født, så jeg kan huske det. Og det var først da hun var omkring to år, at de fandt ud af, der faktisk var noget galt med hende.
- Især min mor var meget ivrig efter at finde ud af, hvordan det hele var, og om min søster fik den rigtige behandling, så hun ikke bare blev døllet med medicin.
- Så selv om min familie var en arbejderfamilie, var de meget nysgerrige og vidste en masse og interesserede sig en del for urter og sundhed og den slags. Og dermed også for sygdomme, og hvad man kunne stille op rent behandlingsmæssigt.
- For mit eget vedkommende vidste de jo også, at jeg var anderledes, og jeg fik i vid udstrækning lov at gå mine egne veje - ikke mindst gik jeg på min ”egen” privatskole. Jeg var bedst til at tegne og male og den slags og ville gerne være Anne Marie Helger. Og det fik jeg plads til at leve ud.
- Skolen, jeg gik på, havde helt andre normer og værdier end i resten af samfundet. Vi var jo ræverøde i min familie. Begge mine forældre var med i VS.
- Med hensyn til min søster fik hun i lang tid lov at gå rundt og fejle noget, som ingen rigtig gjorde noget ved, før det blev så tydeligt, at det blev nødvendigt at gøre noget.
• Din søster er jo vidunderlig at læse om, ligesom Buster Oregon Mortensen og Pippi. Men for ingens vedkommende gjaldt det vel, at de var lige så morsomme at have i virkeligheden. Fx i skolen?
- Ja, det er også derfor, jeg kan skrive den bog nu. For jeg kan lægge den afstand til det, der gør, at jeg kan skildre hende med humor.
- For hun var jo også både sjov og skæg, og frem for alt, er det tydeligt, at vi har skabt et rum sammen, som var vores, og som gjorde, at vi kunne overleve, og hun nærede stor omsorg for mig. Vi har delt værelse, og selv nu i dag har vi sådan et særligt rum, der er vores.
Hvad siger hun til bogen?
- Hun kan godt lide den, men hun er selvfølgelig ikke tilfreds med at hedde noget andet end i virkeligheden, og hun er meget optaget af, hvad det er for en idiot, der har lavet bogen færdig.
- Jeg har forklaret hende, så godt jeg kunne, at det, jeg skrev, ikke helt var rigtigt og virkeligt, og at sådan så vores hus jo heller ikke ud. Men Jenz (Koudahl, red.) har jo skabt nogle illustrationer, som bærer den rigtig langt.
- I det hele taget er jeg så lykkelig for Jenz’ illustrationer. Jeg insisterede selv på, at det skulle være ham, der illustrerede, for vi har en fortid sammen. vi optrådte begge på Hotel Proforma.
- Han kender desuden min søster fra dengang, og det var vigtigt for mig, at han ikke skulle tegne hende, som hun så ud.
Mig og min søster tager udgangspunkt i Tomas Lagermand Lundmes egen søster, som har en ukendt lidelse, men det hele er selvfølgelig ikke helt rigtigt og virkeligt, og bogens illustrator Jenz Koudahl, som også kender søsteren, har heller ikke tegnet hende, som hun så ud som barn.
- Han har nemlig det her dobbelte med, at der er vores opfattelse af virkeligheden, men lige ved siden af findes der en virkelighed, der så at sige er forskudt, og som man både kan tegne og skrive fuldt ud i. Og som læser forhåbentlig kan lade sig løfte af.
- I det hele taget har arbejdsprocessen med bogen været dejligt opløftende. Det gælder selvfølgelig Jenz, men i høj grad også Flemming (Møldrup, forlagsdirektør på ABC, red.).
• Familien i bogens regi? Det er noget, jeg må spørge dig om. For familien fremstilles jo et langt stykke hen ad vejen som en sund og god familie, med sammenhold, solidaritet, omsorg - og lidt småborgerlighed.
• Og nu hedder bogen jo Mig og min søster - og det lille ejestedord, min, bliver brugt hele bogen igennem. Det hedder konsekvent min far og min mor osv., men det stopper i sidste kapitel?
- Ja, for de bliver skilt. Jeg er glad for, at du har bemærket det. For lige præcis der, hvor jeg holder op med at bruge ordet, bliver tingene skilt ad.
- Det pudsige er i grunden, at i den tid, hvor jeg voksede op, da var der ikke noget, der var ”mit”. Det hele var til forhandling. Det eneste rum, jeg kan huske, var mit og kun mit, det var mine dagbøger.
• Lad os tale om Når man forveksler kærlighed med en saks, som jo er en helt anden og mere dyster bog end Mig og min søster. Vi har berørt forskellen. Og der er jo også afstanden i tid. Mange gange under læsningen tænkte jeg ordet ”kammerspil”.
- Ja, den er meget et kammerspil. Der er kun få personer på scenen ad gangen. Drengen og moderen, drengen og Mads, drengen og fyren, han møder på gaden, drengen og morfaderen.
- De få gange, der er flere end to på scenen, er der vel kun tre. Fx scenen, hvor morfaderen tager drengen i at kysse Mads, og hvor morfaderen siger: Det er nok bedst, du tager af sted nu.
- Jeg kan så godt lide at skildre den situation med to, som går rundt som katten om den varme grød og ikke rigtig kommer til at snakke om det, der for alvor betyder noget.
- Man mødes hele tiden om en løgn, men det må ikke frem, at det er en løgn. Man må heller ikke søge hjælp. Og løgnen skal så tjene til, at man kan hævde, at tingene fungerer, at man måske endda er lykkelige.
- Sagen er jo, at man ikke vil have andre tæt ind på livet. Og hvis man er et barn, der befinder sig i en ulykkelig familiestruktur, så finder man ud af at gebærde sig i den, og det synes jeg faktisk, min hovedperson gør.
- Drengen er god til at lure, hvad der gør sig. Hvad siger man til psykologen, hvad røber man, hvad røber man ikke? Den slags systemer regner man hurtigt ud, når man er 15 år.
- Men det er så også det, der er det forfærdelige, da han flytter ind hos Mads. For Mads vil jo tale med ham, mens han prøver at komme uden om det, for det er det, han er god til.
- Det interessante ved forholdet til Mads er, at alle chancer er til stede for, at de kan lykkes sammen. Men han gør det, da han flytter ind hos mads, at han bor hos Mads. Det er Mads’ ting, de er omgivet af, det er Mads’ tøj, han låner osv. Alt er Mads’. Der er ikke noget ”vi” i det rum. Ikke før til sidst.
• Ja, og det er jo tæt på at blive en tragedie i fortællingen, fordi Mads jo entydigt er den gode fyr. Han er uden bagtanker?
- Ja, for han er forelsket. Men drengen har jo vanskeligt ved at tackle den ægthed, som Mads viser ham, og derfor laver han en masse benspænd for sig selv, fordi han ikke kan håndtere det.
- Han tør ganske enkelt ikke tro på det gode i mennesket, så derfor kan han ikke hvile i den situation, der er.
Hvor Mig og min søster er en morsom roman med en understrøm af noget depressivt, er Når man forveksler kærlighed med en saks en roman båret af depression med en understrøm af noget desperat.
- Han er hele tiden enten lidt forud eller lidt bagud. Jeg tror det er ret normalt, når man er et ødelagt barn. Da tænker man ikke andet, end at alle mennesker er til for at ødelægge hinanden.
• Netop dette understreges af alle dine fine metaforer. I begyndelsen af fortællingen hører vi rigtig meget om hænderne. Hænder, der kan gøre noget. Men i anden halvdel af fortællingen hører vi om de redskaber, hænder kan bruge, saks, økse, kniv.
• Og her kommer så ødelæggelserne ind - og så bruger han den forfærdelige metafor: i stumper og stykker. Der er en proces, man kunne beskrive som bevægende sig fra hånden til redskabet til destruktionen?
- Ja, saksen er jo det redskab, der ud over at være et redskab, der kan skabe, også kan være et redskab, der kan klippe ting i stumper og stykker. Og det fylder rigtig meget hos drengen.
- Morfaderen siger til drengen, da han opgiver at tage sig af ham mere, at han er ødelagt. Så er der lang vej til et godt liv, synes jeg. Men da drengen efter at have været væk fra Mads omsider indser, at det er der, han hører til, så ved Mads det jo.
- Og morfaderen ved det også, så derfor er han nødt til at give slip på drengen. I erkendelse af at de begge skal finde ud af at leve deres egne liv.
- Man kan måske sige, at selv om det ikke ser lyst ud for drengen, så er der dog et håb, da han vender tilbage til Mads og siger ja til, at de skal være sammen. Og selv om der ikke er nogen, der kan høre det (endnu), så er der dog de nødvendige sprækker af lys, som ikke er elektriske - men hører livet og håbet til.
Da vi går ned ad trappen og ud siger Tomas Lagermand Lundme:
- Det kan virkelig fylde én med ærefrygt at gå her på trappen, hvor så mange store personligheder har gået før en selv.
Det er sandt nok, her er atmosfære. Men det var også en god samtale, vi førte - og i en god og intens atmosfære.
Læs også en anmeldelse af Tomas Lagermand Lundmes roman Når man forveksler kærlighed med en saks i Børn & Bøger, nr. 7.
