Læringscentrenes Forfatterpris 2015 ved Edvard Pedersens Biblioteksfond

Prisoverrækkelsen fandt sted tirsdag den 6. oktober ved foreningens formand Liselotte Hillestrøm.

Prisoverrækkelsestale

Prisoverrækkelsestale

Nu er det blevet tid til overrækkelse af ”Læringscentrenes Forfatterpris 2015 ved Edvard Pedersens Biblioteksfond”.

Prisen hed til og med sidste år ”Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris ved Edvard Pedersens Biblioteksfond”, idet den oprindelig er indstiftet af skolebiblioteksforeningen, og at de 30.000 kr., som følger med æren, generøst er doneret af Edvard Pedersens Biblioteksfond. Men det skal jeg vende tilbage til.

Prisen gives til en dansk forfatter, der gennem sit forfatterskab har ydet et særligt skøn- eller faglitterært bidrag til børns og unges oplevelser og/eller viden.

Forfatterskabet symboliseres i et værk, der er udkommet året forinden. Det kan være et enkeltstående værk, men det kan også være for eksempel en serie, hvoraf en eller flere dele er udkommet i året forinden. Det kan være både faglitteratur og skønslitteratur.

Det er foreningens bestyrelse, der udpeger modtageren, men da de fleste af os er politikere, sker det efter indstilling fra vores faglige udvalg, hvis medlemmer er særdeles kompetente fagpersoner, der hver dag beskæftiger sig med børn, deres læsning og litteratur.

Forud for indstillingen er gået en lang proces, hvor udvalget gennem et helt år har overvejet mulige kandidater; skal prisen falde for et enkelt, men helt enestående værk, skal den være et skulderklap til en lovende debutant, eller skal den gives for et forfatterskab, der gennem et stykke tid har været i kikkerten?

Mange spørgsmål er oppe at vende, forskellige muligheder bliver drøftet og vejet på en guldvægt. Derfor er vi hvert år helt sikre på, at vi har fundet den helt rette modtager, og sådan er det også i år, hvor vi har valgt en forfatter, som længe har været i kikkerten.

Hvert år har vi også givet værket eller forfatteren et kendetegnende ord. I år skal ordet være ”multikulturel”. Vi giver prisen til en forfatter, der forstår at kalde smilet frem på alles læber med sine finurlige historier, der sætter fokus på kultursammenstød på en morsom og anderledes måde.

Årets prismodtager er Manu Sareen, og vi har valgt at symbolisere forfatterskabet i hele to serier, nemlig forfatterens seneste skud på stammen, som er små omvendte eventyr med Mohammed, og serien om Iqbal Farooq, som har vakt opmærksomhed lige fra det første bind i 2006.

Forlaget Carlsen, som står bag mange af forfatterens udgivelser, har ladet fremstille en meget smuk plakat i anledning af prisen, og det vil jeg gerne have lov at sige mange tak for. Plakaten ser sådan her ud.

Og vi skal også se forfatteren; Manu, kom du bare - det er snart tid til at overrække prisen.

Plakaten vil i løbet af efteråret blive udsendt til fordeling på alle landets skoler, og efter konferencen her har Manu Sareen lovet at signere plakater til deltagerne. Da plakaten er sort, og det meste af skriften er gul, har vi selvfølgelig indkøbt en guldpen til at skrive signaturen med.

Inden vi kommer til selve prisoverrækkelsen vil jeg lige sige noget om valget af prismodtager og om bøgerne.

I sin begrundelse for indstillingen af forfatterskabet fremhævede det faglige udvalg det helt specielle ”perker-dansk-Nørrebro-slang”, personerne i bøgerne taler. De påpegede en idérigdom og humor ud over det sædvanlige.

De betonede også, at Manu Sareen formår at tale til ALLE læsere, både piger og drenge - og også til drenge med anden etnisk herkomst end dansk, en gruppe, det ellers kan være svært at få til at læse.

Serien om Iqbal Farooq handler om en indisk dreng, hans familie og venner af alle mulige etniske herkomster. Familien bor på Nørrebro, og Iqbals far gør, hvad han kan, for at blive så dansk som muligt og ikke påkalde sig opmærksomhed.

Men det er ikke let, for kulturen er en anden end den, han kom fra, og det gør det ikke lettere, at Iqbals farbror er en småsvindler, der konstant gør tingene forkert i forsøget på at tjene nogle nemme penge – gerne mange. Der kommer da også store summer i spil, men det ender selvfølgelig altid med, at pengene går tabt.

Og så er der lige det, at Iqbal eller andre ved et uheld hele tiden kommer til at sprænge noget i luften eller lave andre ulykker, hvorefter det hele naturligvis går fra galt til værre. Der udspilles nogle fuldstændig vanvittige scener, hvor alt er kaos og totalt ”crazy” – intet er helt ”efter bogen”.

Der er ingen ”hellige køer”. Manu Sareen lader indvandrerdrengene tale til hinanden med ord, man normalt ikke ville turde tage i sin mund af angst for blive beskyldt for racisme, men her virker det ganske naturligt. Sådan er den lokale kultur lige dér, alle er hinandens ”fætter”, og sådan taler og opfører man sig.

Iqbal er som sagt selv inder, og blandt de øvrige personer er pakistanere, tyrkere, afrikanere og mange flere. De føler sig alle pæredanske, herkomst og forskellige religioner til trods. Det er dansk kultur set fra ”den anden side”, og som Manu Sareen formår at fremstille det, kan den godt være lidt underlig.

Danskhed, kultursammenstød og integration er noget af det, forfatteren sætter fokus på. De forskellige kulturer lever her stille og roligt side om side, men er der nu ikke noget skræmmende ved det fremmede?

Det synes i hvert fald en af opgangens beboere, som ikke er bange for at tage bladet fra munden, og drengene selv kan også være betænkelige - som for eksempel, da en grønlandsk dreng på tidspunkt starter i klassen.

Grønlændere er der ikke nogen af i gruppen i forvejen, og drengen kan kun tale grønlandsk og forstår ikke den på stedet herskende kultur, hvor man blandt andet hele tiden giver hinanden ”fem svin”. Kan man mon stole på sådan en ny ”fætter”, som er indvandrer og ikke spor dansk?

Et særligt raffinement i bøgerne er, at der også er en hel masse indlagte, små finurligheder for en voksen læser. Og så er det hele hylende morsomt – og også spændende. Man sluger side efter side...

Personernes navne og sproglige forskelle er et kapitel for sig. Manu Sareen skriver i den grad med ”et glimt i øjet”. Med små kærlige og underfundige twist gør han grin med politiet, medierne og hele ”borgermusikken”.

Lidt politisk satire og kommentarer til samfundet er det også lykkedes ham at snige ind mellem linjerne – naturligvis på en fuldt ud humoristisk måde. Og nå ja, så er der lige det der med dronningen...

Der indtil videre syv bøger i serien, og til november udkommer der endnu en. Jeg har fået lov at smugkigge i manuskriptet, og I kan godt glæde jer, til den er på gaden. De fleste vil sikkert vide, at Iqbal Farooq er filmaktuel til december, og mon ikke der også vil blive grinet igennem rundt om i biograferne?

 

Den anden serie, som forfatterskabet symboliseres i, og som udløste, at tiden nu er inde til en pris, er eventyrene med Mohammed, som er en slags ”spinoff” af bøgerne om Iqbal Farooq, idet Mohammed er en af Iqbals klassekammerater.

I bøgerne forsøger forfatteren at fortælle et klassisk eventyr til Mohammed, som er pakistaner og søn af den store høvding Dillerswan. Det er bare ikke så let at fortælle eventyret, for Mohammed afbryder hele tiden med kommentarer.

Han er bestemt ikke tilfreds med handlingen og insisterer på at komme aktivt ind i fortællingen - og det lykkes ham selvfølgelig, og dermed udsættes historien i den grad for et kulturchok.

Den seneste bog ”Rødhætte og Mohammed” er anmeldt i ”Børn & Bøger” nr. 6, og jeg vil citere lidt fra anmeldelsen:

Vi laver da en tjotalt syg shawarma med ulf, foreslår Mohammed – så det runker ned i måsen, mand.

Forud for ulvens død, Rødhætte og bedstemors befrielse og den fælles gigantiske shawarma med ulf og brændenælder, der afslutter eventyret, er gået en ustyrligt morsom og tiltagende totalt sort dialog mellem fortælleren og Mohammed.

De repræsenterer fuldstændig stereotypt hver sin kultur og forestillingsverden, og det afspejler sig også med al tydelighed sprogligt.”

Senere i anmeldelsen hedder det:

”Men Mohammed gør noget ved det, han går ind i fortællingen og ændrer den, tilfører den noget andet og for eventyrstilen usædvanligt og kontroversielt. Han går ind og redder verden og fortællingen, men på sin egen måde, så eventyrets ”som vi plejer” bliver rigeligt udfordret.

Her er på et eller andet plan sket genrebrud, så det batter. ”Rødhætte og Mohammed” er et mod-eventyr, en humoristisk, drilsk og også ironisk kommentar til et kultursammenstød, vi har tæt inde på livet, og som vi må forholde os til. Forstå det dog!” Citat slut.

De små eventyr sætter altså på samme måde som Iqbal Farooq fokus på det flerkulturelle og er en kærlig påmindelse om, at vi alle er forskellige, og at vi må give plads til hinanden uden på forhånd at dømme på baggrund af etnisk herkomst.

Det er et vigtigt budskab at sende børn og unge, og litteraturen kan, når den er af høj kvalitet, noget ganske særligt i forbindelse med at formidle noget, som ellers kan være svært at italesætte og forholde sig til. Læserne så at sige oplever det på egen krop gennem indlevelse i bøgerne.

Manu, det er nu, prisen bliver overrakt. Litteratur og læsning handler i bund og grund om almen kulturel dannelse, og med den brede læserskare, du har i tale, bidrager du til rigtig manges dannelse.

Man må derfor i høj grad sige, at dit forfatterskab lever op til at yde et særligt bidrag til børns og unges oplevelser. Rigtig hjertelig tillykke med prisen. Du har virkelig fortjent den - det er igen i år den helt rigtige modtager.

Først skal du have en buket blomster, som det sig hør og bør. Værsgo’.

Og så pengene, der som tidligere nævnt generøst er doneret af Edvard Pedersens Biblioteksfond. Lad mig citere fra fundatsen:

”Fonden er en selvejende institution, der har til formål at yde støtte til dansk biblioteksvæsen […] Som eksempler kan nævnes projekter vedrørende specielle biblioteksopgaver, forsøgsvirksomhed, gennemførelse af undersøgelser af særlige områder af dansk biblioteksvæsen, stipendier til studierejser og hædersgaver som anerkendelse af fortjenstfuld indsats samt støtte til udgivelse af bøger og andre relevante materialer.” Citat slut.

Midlerne er tilvejebragt af fondens stifter Edvard Pedersen, der grundlagde den selvejende institution ”Indbindingscentralen”. Det er udbyttet af fondens kapital, der uddeles, og af dette udbytte er afsat et årligt beløb på 30.000 kr. til Læringscentrenes Forfatterpris.

Jeg vil gerne have lov at takke fonden mange gange for, at vi med midlerne kan sætte fokus på dansk børne- og ungdomslitteratur ved at hædre forfattere, som gør en forskel.

Det gør Manu Sareens bøger, og han har et stort hjerte, der banker for at skrive. For ham drejer det sig om at give børn oplevelser med bøger, og om at sætte det multikulturelle på dagsordenen, ikke om guld og grønne skove.

Her har jeg kuverten med ”Læringscentrenes Forfatterpris 2015 ved Edvard Pedersens Biblioteksfond”, men der er ingen check i den, for her har jeg en mail, som Manu Sareen sendte til os for et par dage siden.

Der står: ”Jeg ønsker ikke honoraret i forbindelse med prisoverrækkelsen og håber, at I vil donere pengene i stedet. Kærlig hilsen Manu.”

Det er stort at give afkald på så mange penge og i stedet lade dem gøre gavn for andre, og vi vil gøre, hvad vi kan, for at dit ønske bliver opfyldt.

Vi og Edvard Pedersens Biblioteksfond vil drøfte, hvordan vi bedst muligt og i din ånd donerer pengene til et velgørende litterært formål, der kommer flest muligt til gode - og gerne, så der også her kommer fokus på det multikulturelle og oplevelser for alle.

Men vi kan ikke lade en prismodtager gå tomhændet hjem. Æren har du naturligvis under alle omstændigheder fået, og du har ganske vist også fået blomster, men vi synes alligevel, du skal have et fysisk symbol på prisen, som holder, også efter blomsterne er visnet.

Og hvad giver man så til en forfatter, der har vid og bid, sprudler af fantasi, vender og drejer alting, har sin helt egen stil og et twist, der kalder latteren frem hos læseren? Vi faldt for denne udgave af Gjøl-trolden, også kendt som Lykketrolden, der er skabt af kunstneren Thomas Dam for 100 år siden netop i år.

Om kunstneren Thomas Dam står der på æsken blandt andet:

”Kendetegnende for værkerne er hans specielle humor og evne til at se små sjove ting i livet. Hans kunstneriske signatur går altid stærkt igennem og er let genkendelig.” Og det er jo lige præcis, hvad man også kan sige om dit forfatterskab, så hvad kan passe bedre?

Værsgo’ Manu, her er din lykketrold, en lille ”guldfætter”, for vi har naturligvis købt den i guld – du skriver jo til den store guldmedalje!

Atter en gang hjertelig tillykke med prisen - og held og lykke med dit videre forfatterskab – vi glæder os til at læse rigtig meget mere fra din hånd og få flere kærlige, multikulturelle ”klap”, der kan minde os om vores ansvar over for den opvoksende generation.