Anmeldelse af endnu en julebog

Anmeldelse af endnu en julebog

Herlig udgivelse med klassisk stof

Børn & Bøgers journalist og anmelder Kent Poulsen runderer Børn & Bøgers lille serie af juleanmeldelser af med at anmelde Gyldendals store julebog for de små:

Så er der virkelig dømt jul. Gyldendal har begået en herlig julebog med det hele. Nye og gamle fortællinger, julesange - juleopskrifter og juleaktiviteter. Her er bestemt noget at tage sig til i den lange, søde ventetid - indtil den 24. december.

 

Små julefortællinger

Det hele starter med Siri Melchiors Rita & krokodille. Snevejr. Hun tegner og fortæller en lille finurlig historie om en dag på kælkebakken, hvor det hele ender godt med krokodille som den hurtigste kælk.

Herefter følger Ida-Marie Rendtorffs og Charlotte Pardis Ridder Oskar og Kong Vinter. I en herlig sprudlende streg - her er så meget at se og finde - lægger Pardis illustrationer sig smukt til den søde historie om den ukuelige ridder Oskars kamp med Kong Vinter.

Så er det Astrid Lindgren og illustrator Ikon Wikland, der er på banen med en klassiker om Lotte kan nemlig alt - næsten! Men hun skal så meget igennem.

Et geddehoved i en skraldepose ombyttes og udløser en lang rejse ud i det lille lokalsamfund, hvor det skal vise sig, at juletræer er en mangelvare, uha. Men Lotte klarer alt - også et juletræ til jul. Naturligvis. Idel harmoni i den lille familie.

Alberte Winding og Rasmus Bregnhøi folder sig herefter ud med en i ord og streg fin lille fortælling om Betty i Betty får en julegave. Hun oplever verden helt bogstaveligt og bekymrer sig om moderens triste jul som barn i en sådan grad, at julen er truet. Men alt går godt, der danses om juletræet.

Rækken af fortællinger slutter med Kim Fupz Aakesons og Niels Bo Bojesens Vitello køber en vidunderlig julegave. Endnu en fin fortælling om Vitello, som her rystes eftertrykkeligt, da moderen pludselig siger, at kun søde børn får julegaver. Derfor skal han rigtig meget igennem, inden det hele går i dans om juletræet. For det er jo trods alt - jul!

 

Sange, aktiviteter og opskrifter

Historierne er rammet ind af de fem måske mest sungne julesange, nemlig: Nu er det jul, På loftet sidder nissen, Sikken voldsom trængsel og alarm, Dejlig er den himmel blå og til sidst Et barn er født i Betlehem - så er de måske på plads, når der skal synges omkring træet.

Det hele afsluttes med godt 20 sider med gode aktivitetsforslag og ikke mindst dejlige juleopskrifter sat med en fin illustratorstreg. Jo, der er dømt jul for de små fra Gyldendals side, gode 176 sider i alt.

Gyldendals store julebog for de små. Tekst: Peter Faber, N.F.S. Grundtvig, Sabine Lamire, Astrid Lindgren, Margrethe Munthe, Mette Oxenbøll Nonbo, Ida Marie Rendtorff, Siri Melchior, Alberte Winding og Kim Fupz Aakeson. Illustration: Birgitte Ahlmann, Niels Bo Bojesen, Rasmus Bregnhøi, Trine Bukh, Sabine Lemire, Siri Melchior Charlotte Pardi og Ilon Wikland. Gyldendal, 176 sider, 249,95 kr.