Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har udvalgt sig at anmelde det senmoderne eventyr Lillefingeren af Jesper Wung-Sung:
Arne og Finn er brødre. Arne begynder som syg - men ender med at blive rask, mens Finn er lillebroderen, der mister en lillefinger, men ender som bror-redder og med at blive større. Hvordan det?
Ja, dette senmoderne eventyr, som dette vel er, og som har mange af folkeeventyrets ingredienser ved sig, ikke mindst bevægelsen: Hjemme-ude-hjem, giver os svar herpå.
Arne ligger i sengen og har været syg, alvorligt og længe. Finn, hans lillebror kommer en dag ind til ham og fortæller, at han har mistet sin lillefinger. Uden at kunne forklare hvordan.
Børnenes forældre er ikke hjemme, og farmor, der er den, der passer dem, er taget til kursus i Portugisisk.
Hvad stiller man så op? Ja, Arne står ud af sin seng og tager med sin lillebror, der forståeligt nok er vanvittigt ked af det, ud i verden for at finde lillefingeren.
Arne forsøger sig dog forinden med en afledningsmanøvre. Han spørger, om det er ligesom med firbenet, der som bekendt, hvis den bliver forskrækket, smider halen, så fjenden bliver forvirret, og firbenet derved kan undslippe. Den hvide løgn er dog ikke til megen hjælp.
Den er ikke desto mindre den manøvre, der bliver fundet frem igen i slutningen af fortællingen, da forældrene skal have en forklaring.
På deres færd begynder brødrene i parken hos hundene, der som bekendt elsker pinde og ben - og hvorfor ikke fingre? Arne prøver at trøste Finn med, at han ligner en krigsveteran, der mangler en lillefinger, men Finn er ikke sådan at trøste:
Du kan sagtens muntre løs, på andre, når du selv har ti fingre, græder han.
De må videre på deres jagt - og på bedste eventyrvis - kommer de rundt til forskellige steder, hvor de spørger efter lillefingeren. Stederne er imidlertid ikke eventyrforekomster, men stærkt moderne steder.
De besøger fx Pølse-Paradiset (en pølsevogn), Rockerne i deres borg og Investeringsselskabet; de kommer op på slottet til de kongelige og deres strittende lillefingre og kostbare porcelæn, på Skattekontoret til den barske opkræver og ender med at søge ind i eventyret om Hans og Grethe, hvor Hans sidder i sit bur og æder sig en pukkel til.
Og jo, har gemt en finger, som han hver dag stikker den svagtseende heks, for at hun ikke skal tro, han har taget på.
Men ingen steder finder de den forsvundne lillefinger. Det sidste sted, de leder er i kirken, hvor Arne sender en bøn til Ham, der ved alt. Noget svar får de ikke - selv om det jo var den selvsamme, der i sin tid snuppede et ribben fra Adam og skabte Eva med det. Og når det kunne ske, så kunne han vel også have taget Finns Lillefinger?
Arne er ved at miste modet og siger: Men jeg lovede dig, at vi skulle finde din lillefinger. Og så er det, at Finn siger de kloge ord: Det vigtige er ikke, hvad man lover (…) Det vigtige er, hvad man gør.
Og Arne har virkelig gjort, hvad han kunne, men selv Guds hjælp måtte de undvære, og så kan de lige så godt tage hjem og tale med far og mor om det hele.
Inden de taler med forældrene går de imidlertid ud i værkstedet, og her finder de Finns lillefinger, og ved siden af den Arnes foldekniv, som han ikke har kunnet finde, siden han blev syg. Men hvorfor har den lille purk skåret sin finger af?
Finn forklarer: Jeg stod bare med kniven i hånden og sagde til mig selv: Du tør ikke. Du er bare en lille lort. Din storebror er syg. Du tør ikke. Du er bare en lille lort med ti fingre. Og så gjorde jeg det.
Han gør det med andre ord for Arnes skyld. Men undervejs i fortællingen har han tilsyneladende fortrængt årsagen til sin handling og er bare den fortvivlede og kede dreng, der behøver den hjælp, en storebror kan give ham.
Og det sande er, at de begge vinder ved det. Arne bliver rask, og Finn bliver meget større, som det hedder med fortællingens ord.
Som i andre af Jesper Wung-Sungs værker er der en del intertekstuelle referencer, her blot nævnt tre: På Otto Dickmeiss illustration på side 13 ser man Villy Sørensens novellesamling fra 1953 Sære historier ligge på gulvet.
Af intertekstuelle referencen kan nævnes Otto Dickmeiss’ illustration på side 13, hvor Villy Sørensens novellesamling Sære historier ligger på gulvet.
På side 78 siger Finn: Hvis man kan undvære sin lillefinger, siger Finn. Hvad kan man så ellers undvære? Og stadig være sig selv? Dette synes umiskendeligt som taget ud af Peter Seebergs novelle Patienten fra novellesamlingen Eftersøgningen fra 1952.
Begge referencer er helt centrale i relation til Wung-Sungs fortælling. Dels er den en aldeles bizar fortælling, og dels er fortællingen jo én lang eftersøgning med et stærkt eksistentielt indhold.
Sluttelig bør så igen lige nævnes besøget i folkeeventyrets verden i relation til brdr. Grimms eventyr om Hans og Grethe.
Inden vi forlader dette flotte og stærke værk, må vi nævne Otto Dickmeiss mageløst ekspressive og kongeniale illustrationer til fortællingen. Der er så megen fantasi, medleven og -digtning, som skaber skønne oplysninger af og kommentarer til fortællingen.
Det er blevet et i bedste forstand helstøbt værk, så fuldt af fingre og fingersymboler, som tænkes kan. Både den stærkt ”synlige” og fraværende lillefinger samt et utal af andre fingre: Fingertræ, strittende royale lillefingre, lillefinger i sarkofag osv.
Mange kender sikkert Otto Dickmeiss på hans karakterers forstørrede hoveder. Det er derfor interessant at se illustrationen på side 82 af de to brødre i kirken, hvor man ser Jesus på korset. Brødrene er tegnet i vanlig Dickmeiss-stil, medens hos Jesus er det ikke hovedet, men hans hænder og fødder, der er forstørrede.
Otte Dickmeiss er kendt for sine forstørrede hoveder, men på billedet med Jesus, er det hænder og fødder, der er store.
Det er en kæmpe fornøjelse at bladre bogen igennem bare for at nyde billedsiden.
Bogen bør stå på udlånshylden på ethvert PLC og være at finde til udlån på landets distributionssamlinger på CFU’erne. God læse- og kiggelyst!
Jesper Wung-Sung: Lillefingeren Illustreret af Otto Dickmeiss. Høst & Søn, 92 sider, 199,95 kr.
Læs flere anmeldelser i Børn & Bøger.
