Børn & Bøgers redaktør Gitte Frausing er faldet for og anmelder her en lille, fin fortælling, som er let at læse, men svær at glemme.
Da undertegnede fik denne udgivelse i hånden, vidste jeg ikke lige, hvad jeg skulle synes. På den ene side så bogen lidt kedelig ud, og på den anden side var der noget dragende ved den:
En enkel forside holdt i sart, lys blå, hvor en en sammenbidt, koncentreret håndboldpige træder frem i sort streg i en hvid cirkel på midten. Den korte bagsidetekst siger ikke meget, men man aner, at noget alvorligt er i spil: Og så katastrofen. Hvordan kan de gøre det?
I disse år taler vi meget om migranter og asylansøgere. Hvad skal vi med dem? Er de her blot af bekvemmelighed, er de dovne, kriminelle, en byrde og økonomisk belastning for landet, eller kan de bidrage positivt til samfundet?
Det kan være svært at forholde sig til disse fremmede, som pludselig er her og vil være en del af fællesskabet og samtidig på en måde holder sig for sig selv. De kommer fra andre kulturer, har andre madvaner og ofte andre religioner. Man må være på vagt og se dem godt an.
Vi vil ikke invaderes, og vi vil ikke huse terrorister, så derfor er der opstillet nogle kriterier for, hvilke personer der skal have lov at blive i landet, og hvem der skal sendes hjem. Folk bliver målt, vejet, sat i bås og kategoriseret.
De skal passe ind i skemaet og opfylde de opstillede kriterier for ophold. Men måske er disse kriterier ikke altid retfærdige, måske er det nogle gange de forkerte, der sendes hjem?
Det er det, denne bog handler om; asylansøgere, der afvises. Marina kommer fra Hviderusland og bor i en lejlighed i et asylcenter i Nordjylland med sin mor og far. Far var et fremtrædende matematisk geni, men han kritiserede regeringen, blev fyret og risikerer nu fængsel derhjemme.
Mor var en dygtig ballerina, men har danset sine fødder fuldstændig i stykker. Hun ville ikke lystre chefen - MeToo - røg ud, og kan ikke få et nyt job.
Derfor er familien rejst til Danmark i håb om at kunne bygge en fremtid her. De venter på det endelige svar på deres asylansøgning.
Hjemme i Hviderusland gik Marina i eliteskole. Familien har ved romanens start været 11 måneder i landet, og Marina er efter få måneder på sprogskole blevet så dygtig, at hun nu har gået i en almindelig folkeskoleklasse i syv måneder.
Hun taler rigtig godt dansk og er også ved at få styr på stavning og grammatik. Hun får meget ros. Hun spiller også håndbold på det lokale hold - hun er god til det, får også her ros og drømmer om at komme på landsholdet. Marina er familiens fremtid.
Hun er lidt forelsket i Mathias, og han er også interesseret i hende, men hun tør ikke rigtig tro på det, som hun ikke rigtig tør tro på, at familien får opholdstilladelse, selvom Marina gør alt, hvad hun kan, for at blive så dygtig som muligt til alting.
Jasmin er også lidt forelsket i Matthias. De går begge i Marinas parallelklasse, og Jasmin går også på Marinas håndboldhold, hvor de to piger kæmper om pladsen som holdets bedste målskytte. De er således både rivaler og arge modstandere på banen.
I Marinas klasse går også lesbiske Lærke, som er en god ven med afklaring af sig selv og sine holdninger. Hun viser stor imødekommenhed, men Marina er lidt forbeholden på grund af Lærkes seksualitet.
Imødekommende er også Sara, der både går i Marinas klasse og på håndboldholdet. Hun fører sig frem som en dronning, men vil gerne være ven med Marina, som hun inviterer til at bo sammen med sig i en forældrekøbt lejlighed i Aalborg, når de skal starte i gymnasiet.
Der er tale om helt almindelige ungdomsliv.
Alt dette afsløres gradvis, som bogens handling skrider frem. Marina er positiv for fremtiden, men frygter det værste: Du skal ikke være her, Marina.
Ca. midtvejs i romanen kommer da også afvisningen - passet er forkert, som far siger, der er ikke krig i Hviderusland og ingen farlig flugt i gummibåde. Familiens verden synker i grus - der er intet at vende hjem til, og Marina kan ikke engang komme tilbage til sin gamle skole.
Hun bliver bitter på de nyankomne, uledsagede flygtningedrenge, der ikke altid opfører sig ordentligt, men som alligevel alle får lov at blive. Hvorfor så ikke hun, der har gjort sig så meget umage?
Familien har fået en frist for udrejse, og livet går videre. Der er måske alligevel en chance. Lokalsamfundet bakker op, går i fakkeltog og kæmper familiens sag. Medierne - også de sociale - bakker også op. Der er stor sympati, måske kan beslutningen gøres om?
Håndboldtræner Tom, kender nogen, og ”nogen” hjælper med jura og en ansøgning om ophold af humanitære årsager, men også denne afvises alle de gode tilkendegivelser til trods. Marina skal hjem, ingen karriere på landsholdet, ingen fremtid med Mathias.
I slutningen åbnes der dog for, at der trods alt er håb for Marina, at der kan være lys forude. Hun er en fighter, og Mathias’ hånd er dejlig varm og svær at slippe.
Måske skal hun meget igennem på sin videre vej, men måske kan familien bygge en ny tilværelse et eller andet sted i verden - eller måske ligefrem i Danmark?
En enkelt, sikkert tilsigtet, løs ende åbner nemlig for denne mulighed: Træner Tom har i kampen for familien taget hende med på besøg i en stor og anerkendt håndboldklub, hvor Marina måske på et senere tidspunkt som professionel spiller kan få en chance for at tjene nok til at få opholdstilladelse.
Odds er ikke for gode, men måske... Som læser håber man inderligt.
Det er en let læst fortælling, som er svær at glemme, om en af de skæbner, vi ikke kender ret meget til og ikke hører ret meget om. For Marina er der håb, men hvad med alle de andre, der skal vende hjem til uvis fremtid, selvom de har kæmpet hårdt for at blive en del af det danske samfund og skabt tætte relationer?
Med udgangspunkt i bogen er det oplagt at tage en drøftelse i klassen om, hvad det vil sige at være migrant og flygtning, hvem der skal have opholdstilladelse, hvilke regler der skal ligge til grund, og hvad vi som danskere kan og bør gøre for bedst mulig integration.
Kåre Bluitgen: Uønsket. Tøkk, 90 sider, 129,- kr.
Læs flere korte og længere boganmeldelser i Børn & Bøger.
