Anmeldelse af Lene Dybdahls Blodbæst

Anmeldelse af Lene Dybdahls Blodbæst

Blodige bæst som ej dræbes af kniv

Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen anmelder hermed 2. bind af Ovanienprofetierne, som er en fantastisk krønike; velskrevet og uafbrudt spændende.

Når kongen over Ovanien hedder Faustus Eisenhart III, og den borg, han holder til i, hedder Jernborgen, så må man mistænke, at her er alt ikke, som det bør være. Når så tilmed den syge konges søn hedder Drystan og kan finde på at sige således til en af sine undersåtter:

Hvis man ikke adlyder mit mindste bud, bringer jeg død og ulykke. Ved I ikke det?, og når der tales direkte om Drystans kvalmende voldsbegær, så maner det til alvorlig eftertanke. Sådan en familie kan man vel ikke have til at sidde ved og med magten i noget Rige?

Det gør den ikke desto mindre. Men da intet jo er perfekt - selv ondskaben har sine sprækker - så er der dog håb. Skal det onde fordrives, og fred og harmoni genoprettes, må man søge at forhindre, at denne prins Drystan kommer til magten.

 

Rænker og skumle aftaler

Vi befinder os i andet bind af Lene Dybdahls Ovanienprofetierne. Bind 1, som så lyset i 2016 og hedder Skyriel, er nu fulgt op af det næste bind, som hedder Blodbæst.

Vi følger Skyriel og hendes fosterfar og mentor, Alainon Askarion. Skyriel har befriet Alainon fra det ellers flugtsikre fængsel Dare Nox på øen Oskos.

Nu er de på flugt, men snart bliver de efterstræbt. Dels fordi man ikke ønsker magikere i samfundet, og dels fordi magiker er man jo, når man behersker det usædvanlige - og ikke mindst kan helbrede.

I Ovanien ligger kongen Faustus Eisenhart III, og i Askarien ligger Aelizia Askarion, arvingen til Stormenborg og Skyriels mor, begge dødssygt mærkede af epidemien, som bliver kaldt Blodbæst. Kun en magiker med helbredende evner vil kunne bringe de dødsmærkede ud af dødens favntag.

En masse rænker og skumle aftaler må indgås, og mange penge bliver udbetalt og lovet for at få fingre i Alainon, så han kan udfolde sine evner i forhold til de syge. Og med en særlig hensigt…

Fanget bliver han da også, det gode menneske (Alainon er en lys magiker); han driver med andre ord ikke mørkets gerninger. Og den, der fanger ham, er ingen ringere end Skarpskygge, en berygtet pirat og svindler, som (næsten kun) har ondt i sinde.

Alainon er imidlertid blevet såvel såret som syg, så da han er afleveret på rette sted, må Skyriel tage affære. Hun rejser bort for at bringe Alainon den hjælp, han har brug for.

 

Ret komplekst

I Askarien lever en adelsfamilie ved navn Winstone. Evrylia Winstone er en enke, hvis mand i sin tid blev myrdet af kong Faustus Eisenhart. Enken har nogle børn, ikke mindst datteren Eldira - de andre to, skal der ikke røbes for meget om.

Og se, her bliver det ret komplekst, men lad os bare i det mindste røbe, at i Askarien, hos Evrylia på slottet Galadhor befinder der sig en pagt, Hjertepagten. Den rummer oplysninger, som vil kunne forhindre prins Drystan i at komme til magten, når hans far dør.

Pagten er ikke blot et stykke papir med nødvendige oplysninger, men tilmed en bevægelse, et broderskab, som ønsker at understøtte pagtens ønske.

Igen parkerer vi yderligere oplysninger (blot at ville resumere denne oplevelsesfyldte bog ville være et temmelig omfangsrigt foretagende) - for det bliver tydeligt her i Ovanienprofetiernes andet bind, at de bliver hovedtemaet i det endelige opgør i kommende bind.

I dette andet bind er der et underordnet hovedtema, som bindet også har fået sit navn efter. Og vi kan godt røbe, at blodbæst ud over at være betegnelsen på den pestlignende epidemi, tillige har en anden og mere personlig reference.

På sin rejse må Skyriel - sammen med snetigeren Zak (som vi også mødte i første bind) - tage flugten fra endnu en djævelsk figur, Ekron Stomzohr, som er magiker af mørkets børn.

 

Må vi bede om næste bind...

Skyriel gemmer sig i en hule, Luxhulen, hvor hun finder Profetiens bog - anden del, hvori profeteres, hvorledes den udvalgte (som er Skyriel) må rejse ud på en helbredsfærd.

Skyriel undslipper sine forfølgere og finder ud af, at hun for at kunne helbrede og hjælpe såvel Alainon som sin mor må rejse helt ud vestpå til øen Eztros, fordi hun skal skaffe sig drageblod og måneblomst.

Skyriel kommer om bord på en båd, som sejles af ingen ringere end Skarpskygge. Ham igen! Hvad hele den del af fortællingen går ud på - og vi kan love, at det går over stok og sten og malstrømme – det må man selv læse. Men til Drageøen kommer de - og får den fornødne hjælp af den ligeledes fra bind 1 så velkendte drage Taurir.

Det er en fantastisk - i enhver af ordets bedste betydninger - krønike, som Lene Dybdahl gør os til begejstrede læsere af.

Den er velskrevet, den er uafbrudt spændende, den er kompleks, og selv om en del af karaktertegningerne er både kulørte og kantede, så læser man om og følger dem med både glæde og vrede, og man håber alverdens bedste for magikerpigen Skyriel og hendes magiker af en fosterfar.

Hjem kommer hun og kan bestræbe sig på sit helbredende virke, mens vi læser følgende cliffhanger:

Dette bæst, som elsker blod, er på vej mod nord med hele Eisenharts hær, mens det sidste menneske der kunne standse ham ligger på dødens rand.

Må vi så bede om næste bind... Det kan kun gå for langsomt!!!

Lene Dybdahl: Blodbæst. I serien Ovanienprofetierne. Tellerup, 468 sider, 249,95 kr.


Læs flere anmeldelser i Børn & Bøger.