Ekstra uge 43: Stemningsreportage fra Fantasy-bogmesse

Ekstra uge 43: Stemningsreportage fra Fantasy-bogmesse

Herlufsholm 2016.

Siden 2012 har man holdt Fantasybogmesse på det smukke og stemningsfulde Herlufsholm.

Kostskoleeleverne var sendt på efterårsferie, og de tømte fest- og spisesale indrettedes til fans af Fantasy, som i rigt mål kunne møde deres idoler, danske som udenlandske, ligesom forfatterne tilsvarende kunne mødes deres læsere.

Også forlagene stillede op i stort tal, og det var ikke fåtal af bøger, der blev rakt over bordene.

 

Mange forfatterinterview

Den meget lange interviewrække, som strakte sig over to fulde eftermiddage, blev skudt i gang af tegneren og forfatteren John Kenn Mortensen, der til stand-up komikeren og tv-værten Brian Mørk fortalte om sin gyser af en grafisk fortælling: Mareridtsfabrikken.

På forfattersiden var blandt de ”gamle” i gårde bl.a. Benni Bødker, som læste op af sin IMHOTEP-serie, Emil Blichfeldt, der fortalte om sin nye serie Den barske sandhed om Thor og Loke.

KFPLC’s prisvindende forfatter, Jan Kjær, holdt tegnestue, men fortalte også om Nomerne i den hyggelige Kapitelsal, hvor mange andre læste op for glade og forventningsfulde tilhørere.

Her er KFPLC's litterære prisvinder Jan Kjær fanget i en pause.

 

Blandt de nyere var stjerneskuddet Nanna Foss, som er i fuld gang med serien Spektrum, der skal udkomme i ni bind, hvoraf to bind er udkommet, Boris Hansen fortalte til Emil Blichfeldt om sin romanserie Panteon Sagaen, hvoraf bind 1 er udkommet, den stærkt anmelderroste Malene Sølvsten, talte smukt om første bind af sin norrøne bogserie Ravnenes Hvisken.

Endvidere var der Patrick Leis, der har skrevet tetralogien Spejlporten 1-4, og Isa Lemvig Clausen, der har skrevet to bind af trilogien om Tara (Tara og magtens spejl og Tara og Stormøerne). Lene Dybdahl sås i samtale med Steffen Larsen om første bind i sin fantasyserie Skyriel.

 

Alt fra fantasy-universet

Blandt de kendte sås Kenneth Bøgh Andersen, der talte med Informations Anita Brask Rasmussen om sjette og sidste bind af sin djævleserie, Den faldne djævel, medens Mette Finderup i samtale med Steffen Larsen afrundede sin serie om Gyrith, hvoraf fjerde og sidste bind af Den grønne ø, Lysbroen netop er udkommet. Line Kyed Knudsen talte om sin roman Heksens forbandelse.

Det internationale navn var den engelske C.C. Hunter, der fortalte om Shadow falls-serien i samtale med bibliotekar Malene Hansen fra Næstved Bibliotek. Se mere om hendes bøger og hende selv på http://cchunterbooks.com.

Den populære C.C. Jones fortalte om sit forfatterskab.

 

Alt sammen blev det afholdt i smukke og stemningsfyldte lokaler og i en overordentlig behagelig atmosfære. Gangene var fyldt med skarer af mennesker, der valfartede til foredrag, til boghandlere og til spisested - og i gården - og indimellem så orker, gejstlige, riddere, soldater. Folk, der i den grad hørte fantasy-universet til.

Og var man ikke pyntet i ansigtet hjemmefra, så var der rig mulighed for at lade sig udsmykke i de dertil indrettede lokaler. Samtidig med at der i gården var rollespilsmuligheder for gæsterne og mulighed for at købe mad.

Der var masser af chancer for at prøve lykken i drabelige dyster mod rollespilsfolk, som holdt til i gården.

 

Og så kan det allerede nu afsløres, at Fantasybogmessen gentages i 2017 samme sted og i weekenden den 20.-21. oktober.

Nedenstående lidt flere stemningsbilleder fra dette års messe.

Der var godt gang i bogsalget.

 

Man kunne høre om gratis bøger.

 

Og også Orker kunne man se på messen.