Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen har talt med forfatteren Kenneth Bøgh Andersen om hans roman Lysets hjerte:
Jeg er taget hjem til Kenneth Bøgh Andersen for at tale med ham om hans seneste roman Lysets hjerte, som i grunden er en lidt lysere fortælling, end vi ellers er vant til fra hans side, skønt nok fortalt på en dyster baggrund, nemlig en skilsmisse.
Jack’s far og mor er gået fra hinanden, og fortællingen handler om, om han kan forsone sig med de vilkår, han nu skal leve under. Kan han affinde sig med, at faderen nu er væk, forsone sig med moderen, med lillesøsteren Emilie, men først og fremmest, kan han redde sig selv?
Lysets hjerte er en selvstændig forhistorie til romanen Tempus Fugit. Se nedenstående.
Victor har det ikke nemt i skolen. Han er vild med Mathilde, der ikke værdiger ham et blik, og Casper - store, fede, idiotiske Casper - er vild med at gøre livet surt for ham. Men da Victor en dag finder et helt specielt ur, ændres hans verden.
Uret kan nemlig spole tiden en time tilbage, så Victor kan ændre fortiden - og dermed styre fremtiden. Det er grænseløs magt og grænseløse muligheder. Men tiden er ikke nem at styre, og når man er vred og er i besiddelse af så meget magt, er det heller ikke nemt at styre sig selv
Mit første spørgsmål gælder titlen. For bogen lover ligesom noget andet, end vi er vant til fra Kenneth Bøgh Andersens side. Lysets hjerte, hedder den. Og det er jo i grunden en lys titel…
- Ja, det er den nok. I virkeligheden kaldte jeg den i lang tid for Villa Tempus, fordi den jo var ”bundet sammen med” min tidligere bog Tempus Fugit. Det gik jeg så fra, for titlen måtte gerne love noget lyst, men forsideillustrationen og teksterne måtte så i modsætning hertil gerne signalere noget andet.
- Så jeg ville gerne opnå, at man ikke rigtig vidste, hvor det hele førte hen, når man gik i gang med at læse. Den tager jo nogle twists and turns, som man nok ikke lige havde regnet med, fordi bogen er skrevet i en genre, som man godt ved, hvad man skal forvente sig af.
• Prologen. Der er to ting i den, som jeg synes, man kunne tage fat i. For det første er der farens statement: Man lever kun én gang forstået som: Man må prøve tingene af (faren og moren er jo gået fra hinanden). Det kan ikke nytte, at man efterfølgende ærgrer sig over, at der var noget, som man gerne ville, men ikke fik gjort.
- Ja, det er under mange omstændigheder en god leveregel, men lige i dette tilfælde er den nok mest ødelæggende.
• Det andet, jeg ville tage fat i, var udsagnet: De brændte i hans tanker som ild, som vel i virkeligheden viser frem til slutningen af fortællingen?
- Ja, det er sandt nok, men den første sætning handler nu også om, hvad hans historie kommer til at handle om. For det er jo også et udtryk for dette at dø. Det er jo det, han gør, synes jeg, da han hører, at faderen har mødt en anden og flytter væk. Det bliver for ham at dø i betydningen at gå lidt i stykker.
- Eller det faktum, at han kan gå gennem vinduet og tilbage i tiden. Spørgsmålet er, om den slutning er skrevet helt fra starten. Det var faktisk der, hvor fortællingen kom til at hænge sammen med Tempus Fugit. Med tiden.
- Og så er eventyret jo også et udtryk for det med at redde noget. Han prøver at redde sin familie. Han har gjort, hvad han kunne, og det var ikke godt nok, han kunne ikke gøre noget ved sine forældres situation, ægteskabet krakelerede.
• Men er det ikke også det, der tænder vreden i ham?
- Jo, for vreden er et udtryk for hans afmagtsfølelse. Han har ikke kunnet stille noget op. Det, tror han, han kan i eventyret.
(Eventyret refererer til en fortælling, som Jack selv har digtet, inspireret af C.S. Lewis’ Narnia-romaner, især Løven, heksen og garderobeskabet, og han forestillede sig, at han selv var hovedperson i den; den udvalgte, som drog ind i en forunderlig verden, som kun han kunne redde.)
• I denne fase minder bogen faktisk lidt om Skæbnemageren? Da han holder søsteren ud over brønden, må han spørge sig selv, om han i virkeligheden ikke havde lyst til at give slip på hende?
- Ja, den kunne faktisk næsten begynde på samme måde. I virkeligheden er det jo ikke lillesøsteren, han vil gøre ondt. Det er moderen, han retter sin vrede mod.
- Men endnu dybere er det i virkeligheden den forsvundne far, hans vrede gælder. Men faren er der ikke, og han er fortvivlet over, at faren og moren ikke har kunnet holde fast i, hvad de engang lovede hinanden. Nu er faren så væk, og derfor må han rette skytset mod moderen.
- Dybest set tror jeg, at han går rundt med vanvittigt dårlig samvittighed over, hvad det er, han gør.
• Ja, det er tydeligt, at han lider under det? Og det fine ved fortællingen er jo, at han kommer til at gennemleve et eventyr, som han selv har fortalt. Det vil sige, at han kender eventyret, hvorfor han et langt stykke hen ad vejen heller ikke er bange.
- I første omgang er det jo en tryg verden, han bevæger sig ind i. Så kommer der nogle twists med noget, som han ikke selv har fundet på, men som må udredes undervejs.
- Det er faktisk ganske pudsigt, for i forhold til forsiden, som Rasmus Jensen har lavet, så var den første idé, at han gik hen mod en dør, og at der så var nogle uhyggelige væsener, der blev varslet, men så tænkte jeg, at det kunne være fint, at han bare trådte ind i denne verden, ligesom man f.eks. ser det i Narniauniverset.
- Men det virkede ikke - det blev slet ikke den historie, jeg ville fortælle. Så vi gik tilbage til udgangspunktet. Og ser man rigtigt efter, ser man også de uhyggelige væsener, der kryber frem fra skyggerne.
• På sæt og vis er det jo en lys historie, du fortæller?
- Ja, den slutter jo godt for en gangs skyld.
• Jeg kunne godt lide henvisningen til Himmelherren på bagsiden. Hvordan kom det i stand?
- Ganske enkelt rent temamæssigt, så er det den, man skal hæfte sig ved. De minder om hinanden. Med hensyn til Tempus Fugit, lå den hele tiden som en underlæggende idé, fordi det helt konkret gav mig muligheden for at forklare, hvordan det der ur var havnet ude i skoven.
- Og med hensyn til Skæbnemageren slog det mig her, at det kunne være morsomt, at han så det der maleri hænge i huset, så derfor hænger de to bøger temamæssigt rigtig godt sammen - eller det gør de faktisk alle tre.
- Der er den vrede og afmagtsfølelse, der beskrives eller dyrkes i tre forskellige slags følelser. Der er det rendyrkede eventyr i Skæbnemageren, gyserhistorien og realismen i Tempus Fugit og så en blanding af de to her i Lysets hjerte.
• Et af de kapitler, jeg syntes, var rigtig uhyggeligt, var det med den scene, hvor han er med sin far i Disneyland. Hvad er det, der sker?
- Ja, det starter jo lyst, men ender med at blive ret mørkt. Det er scenen med faren, der bliver skelsættende i forhold til, hvordan han bevæger sig rundt i huset. Scenen har rod i en længsel efter det liv, de havde, da de var sammen.
- Og så var det vigtigt, at det ikke var en drøm, men at han faktisk træder ud af huset og ud til sin far. Han ved jo, hvad huset kan. Han går tilbage i tiden. Han ser ting. Han gør ting. Og når han derfor træder ud gennem ruden, så træder han virkelig ud i den californiske sol og tror, han kan påvirke tingene.
- Han er jo egentlig der, hvor han gerne vil være, nemlig sammen med sin far, og de kan gøre ting sammen. Derfor bliver det jo også noget af en nedtur, da han opdager, at han bare er trådt ind i sin halvbrors skikkelse og kommer til at puste endnu mere til flammerne ved at sige Hej, far.
- Men faren forstår det ikke, han tror, det er papsønnen, der første gang kalder ham far. Jeg syntes, stedet var velegnet. Disneyland som det lyse sted - men så med mørke udløbere.
- Han overvejer jo faktisk at kravle tilbage og ind i halvbrorens krop og tage i rutsjebanen, og når den så var på det højeste, træde ud over og… Bum færdig. Men han gør det ikke.
- Men altså - drengen har jo det mørke i sig, men jeg ville også have, at det var huset og den dæmoni, der er i det, der er med til at puste til ham.
• Leonard Tempus er jo en væsentlig skikkelse?
- Ja, han er i virkeligheden djævelen, synes jeg, man kan sige. Det er for det første ham, der afstikker reglerne. Blandt andet, at Jack ikke må gå ind ad den forbudte dør. Men siden siger han jo til ham, at han kan vælge at blive helten i fortællingen.
- Han siger også til ham, at han godt kan lade være med at gå ind bag den dør, men så vil Leonard Tempus tvinge ham derind, og så vil han blive en del af det hele, ligesom alle de øvrige, et af de der væsener.
- Leonard Tempus er jo et djævelsk menneske, der ser det som sin opgave at få mennesker - af egen fri vilje - til at gøre ting, som de ved, de ikke bør gøre. Og det fantastiske ved ham er, at han spiller med helt åbne kort. Dermed synes jeg, han bliver virkelig diabolsk. Han siger: Sådan er vilkårene, take it or leave it.
- Men med hensyn til den forbudte dør, som vi jo kender fra massevis af fortællinger, er det i reglen sådan, at der bag døren venter noget i bedste fald uhyggeligt. I værste fald det grusomste. Men her venter der faktisk noget godt. Tror man.
• Så er der det med tiden, som jo er et begreb, du arbejder virkelig meget med?
- Det, der blev den bærende idé for fortællingen, var tanken om at kunne gå igennem et vindue, hvorved man gik tilbage i tiden. Og selv om man bare kiggede ud ad vinduet, så så man tilbage i tiden. Det var det punkt, historien blev skabt ud fra.
- Derfra ville jeg så lege med tidsbegrebet på en sådan måde, at tingene gav mening. Tingene, han ser, er jo sket. F.eks. lysestagen, som han finder. Den er allerede faldet ned. Han ser også sig selv stå inde i skoven.
- Hele slutningen er sket allerede i starten. Det var en tanke, det var sjovt at lege med; hvad vil der mon ske i eventyret? For han ved jo godt, hvad der vil ske.
- Han ved godt, hvordan eventyret slutter. Det skal jo slutte med, at han skal finde Lysets hjerte, eller … sådan burde det slutte, men gør det ikke helt.
- På den anden side: Bogen ér skrevet, så man kan bare bladre om til slutningen, og der står det jo. Det er jo en analog fortælling, slutningen kan ikke ændre sig.
• Hvordan har samarbejdet med illustratoren Rasmus Jensen været?
- Det var min idé, at den skulle illustreres. Dels forestillede jeg mig nogle vignetter, og dem ville Rasmus gerne lave, men så kom illustrationerne til, som vi ser dem, og som hver gang er illustrationer af noget centralt i det foregående kapitel.
- Jeg synes, tegningerne giver sådan en god ro over fortællingen, samtidig med at det sort/hvide også er lidt ildevarslende. Det har været et fint og godt samarbejde, som jeg har været meget glad for.
Læs også en anmeldelse af bogen Lysets hjerte i Børn & Bøger nr. 7.
