Reportage fra billedarrangement

Reportage fra billedarrangement

Billedstrøm i Køge

Børn & Bøgers skribent Steffen Larsen har været i Køge for at kigge på og opleve bibliotekets store projekt Billedstrøm.

I begyndelsen var billedet! Alt for mange formidlere springer indledningen over og går direkte til ordet. Men ikke i Køge. Her stod midtbyen på den anden ende og i billedets tegn i tre solvarme dage her i oktober.

Overskriften var Billedstrøm, og bag alle løjerne stod biblioteket, kirken, boghandleren og KØS, der meget passende er museum for kunst i det offentlige rum.

Nede i den mørke, middelalderlige kælder i biblioteks forbygning lurede den grumme krokodille Finn Herman (billedet), som vil være kendt af mange børn og voksne for sin umådelige appetit. Det var sørme uhyggeligt.

 

Forskellige udtryk

Sophie Fuglesang er projektleder for Billedstrøm. Hun er ny i jobbet, og hun kommer fra en stilling udenfor børnebogsverdenen.

Måske derfor var der ekstra krudt på foretagendet, samtidig med at de kendte elementer var bevaret, såsom en konference med flere lærde indlæg om visualitet.

Herunder dog en spændende runde med tre af de store illustratorer, vi har (blandt mange): Anna Jacobina Jacobsen, Hanne Bartholin og Cato Thau-Jensen. De fortsatte senere i partyteltet uden for kirken, hvor samtalen blev en smule mere afslappet (og hørbar).

Det er utroligt så forskelligt tegnere udtrykker sig, når det kommer til emner som inspiration, udførelse og tankevirksomhed i øvrigt.

Personligt holder jeg meget af Anna Jacobina Jacobsens udsagn om, at det er vigtigt (for hende) at pakke en del af hjernen væk, når billedet skal skabes.

Cato Thau-Jensen fortalte med et smil, at det, der tager længst tid, måske er opvarmningen. Til sidst - når deadline truer - er der ikke så meget tid til nørkleri og præstationsangst.

Hanne Bartholin understregede baggrundens betydning som afsæt for figurerne. Og tilføjede: Man tegner jo ikke det, forfatteren fortæller - nødvendigvis.

 

Kan man tegne funk?

Inde i kirken kunne man møde Hanne Bartholins illustrationer til Bibelen. De hang så tilfældigt og smukt på bænkerækkerne. Ovre hos Bog og Idé kunne man møde Jan Kjær og hans ”nomer”.

Finn Herman er allerede nævnt. Lea Letén var på vej. Det samme var Carl Quist, Niels Bo Bojesen og Lotte Salling. Børnehaver, dagplejer og alle slags børn frådede i billedoplevelser fra den årle morgenstund. Også de utænkelige.

Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget som det, Tea Bendix præsenterede under overskriften: Kan man tegne funk?

Sammen med sit lille band af sammenspillede musikere, Sille Grønberg og Palle Windfeldt, opførte hun på en glasplade en række tegninger, streger og prikker, som swingede helt ud i Køge Bugt, så der ikke var et øje eller en numse tør. Det er noget af det sejeste, man kan opleve i billedets verden, når alt går op i en højere enhed.

Hvis der var noget, som manglede disse tre dejlige dage var det fornemmelsen af, at billeder er alle vegne. Også i Sydhavet og Patagonien.

Til næste gang kunne man måske alliere sig med folkene bag Bibiana Danmark, som ligger inde med en stor samling præmierede billeder. Ikke kun fra den danske, men fra den ganske verden.

Strømninger, teknikker, inspirationer og udtryksformer vandrer verden rundt i bølger. Og lige nu sidder der måske en tegner i Bolivia og får den idé, at det kunne være smart at tegne på en glasplade, mens vennerne spiller guitar og fløjte i baggrunden.

Tak Køge! Kom igen! Jeg kan næsten ikke vente.

 

En særlig oplevelse var det at se Tea Bendix tegne på en glasplade akkompagneret af Sille Grønberg og Palle Windfeldt .


Læs flere reportager fra andre arrangementer i Børn & Bøger.