Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har set nærmere på engelske Sally Gardners gendigtning af H.C. Andersens fortælling Fyrtøjet.
Der kom en soldat marcherende henad landeveien; een to! een to! Han havde sit Tornister på Ryggen og en Sabel ved Siden, for han havde været i Krigen, og nu skulle han Hjem.
Sådan indleder H.C. Andersen sit eventyr Fyrtøiet, som stod at læse i Andersens første eventyrhæfte fra 1835, Eventyr fortalt for børn, som det hed.
Det er, som vi kender det, fortroligt og godt. Soldaten er på vej hjem fra krigen, da heksen kontakter ham og beder ham gøre sig en tjeneste. Historien er så velkendt, at vi ikke behøver fortælle mere. Alle er med.
Engang så jeg Døden vandre. Der var krig, og jeg var soldat i kejserens hær. Rundt om sit kranium bar døden en hvid krone af afblegede knogler flettet med grønne tornekviste.
Denne indledning er fra den engelske forfatter Sally Gardners fortælling Fyrtøjet, som er en meget fri gendigtning af H.C. Andersens ovennævnte eventyr.
Her er det en noget dyster tone, der slås an. Soldaten her er i krig og er i kejserens tjeneste, og så har døden oven i købet en krone på, som består af knogler og tornekviste. Man kommer uvægerligt til at tænke på Jesus, der med korset på ryggen vandrer mod Golgatha.
Lad det være sagt med det samme: Denne fortælling er virkelig en dyster affære. Selv om man ganske bestemt genkender elementer fra Andersens eventyr, er denne alligevel afgørende anderledes.
Hvor Sally Gardner konstant kredser om døden, er Andersen livets digter. Hvem husker ikke den jublende slutscene, hvor hundene får afsat kongen og dronningen og indsat soldaten og prinsessen, og der blev holdt bryllup, der varede i otte dage, og hundene sad med til bords og gjorde store øjne. Her er både liv, smil og godt humør, trods den noget revolutionære slutning.
Ganske anderledes slutter det hos Sally Gardner:
Jeg befinder mig midt i slaget, fanget i den dybe skov mellem alle træerne. Rundt om mig ligger de døde og døende, deres blod – vores blod – farver skovbunden mere rød end efteråret havde ønsket det. Og da er det, jeg ser døden.
Mere dystert kan det næsten ikke blive. Nu kan det se ud, som om Sally Gardner entydigt skal sættes op imod Andersen. Det er der nu ingen grund til. Andersen har selv masser af dunkle passager, hvilket man kan iagttage ved at læse hans udgave af eventyret. Men det forhindrer ikke, at de to fortællinger i netop dette tilfælde nærmest bliver til et begrebspar: Liv-død.
Sally Gardners fortælling foregår stort set i mørke og i skov. Set i eventyrets univers, er mørket forlenet med døden, medens skoven har med det forvirrede og orienteringsløse at skaffe. I eventyret er skoven ofte det sted, hvor helten må træffe den beslutning, der fører til lykken eller døden.
I Sally Gardners univers er der ingen vej ud af hverken skoven eller mørket. Derfor er bogens sidste ord døden.
Men den unge mand er i krig, fortællingen foregår i 1642. Her møder han sin skæbne. Dels den prinsesse, der fortæller ham, at hvis han skal møde hende igen, er det i døden. Dels modtager han nogle terninger, som til enhver tid vil vise ham, hvilken retning han skal gå.
Og så kommer alle trakasserierne, som intet har med hverken landsbyer eller idyl eller andet smukt at gøre. Men Fyrtøjet får han, og fyrtøjet forsøger han at skille sig af med, men det vil ikke slippe ham. Det er skæbne. Hvad han end gør.
Og pigen/prinsessen vil han nu have - uanset, hvad konsekvensen er - og det er både grumt og velkendt, for Andersen er med os hele vejen, bare på genboens mark.
Nu har jeg afsløret, hvordan det går. Alle mellemregninger beder jeg dig om at udregne for dig selv, for det er både grumt og ækelt og fortjener ikke genfortællingens softdrinksagtige formildende omstændigheder.
Læs den - bliv begejstret - eller frastødt. Anbefalingen herfra kan ikke bare blive: Synes godt om historien. Det gør jeg, men jeg døjer med entydigheden! Endskønt jeg ikke ville have været denne fortælling foruden.
Prøv at finde ud af, hvad du selv kan bruge historien til.
Herhjemme har der været en større offentlig diskussion, om man kunne gendigte Andersen på denne måde.
Professor emeritus Johan de Mylius, som indtil for kort tid siden var leder af H.C. Andersen forskningscentret ved SDU i Odense, er oprørt over, hvordan Sally Gardner har anvendt Andersens eventyr, medens vores store og gode biografi-forfatter Jens Andersen er af den opfattelse, at Andersen let kan tåle at blive gendigtet på denne måde.
Gardners fortælling lever jo i og med sig selv, hævder han - og med rette. Jo vist, sporene er der da. Naturligvis er de det. Men Gardners fortælling leverer så meget og selvstændigt stof til fortællingen, at den står sig.
Endelig skal man huske, at Andersens fortælling også er lånt, muligvis ”hugget” fra en folkefortælling, der hedder Den trekantede hat.
Sådan er det med litteraturen; alle låner fra hinanden. Og så længe det sker begavet er alt i skønneste orden - som her.
Desuden må det afslutningsvis bemærkes, at bogen er en ualmindelig smuk bog. Dels er den som boghåndværk rigtig dejlig at have i hånden, og dels er den æstetisk med illustrationer og det hele en nydelse at læse i. David Roberts illustrationer er både gyselige og smukke på samme tid.
Gå til denne bog med stor appetit.
Og er du nørd, så sammenlign fortællingen med Andersens fine Fyrtøiet og folkefortællingen Den trekantede hat. Sidstnævnte kan findes i Dansklærerforeningens udgivelse (2004): Jesper Tveden: Hvad sproget gør…
God fornøjelse.
Sally Gardner: Fyrtøjet. Illustreret af David Roberts. Oversat fra engelsk af Bjarne Dalsgaard Svendsen. ABC, 270 sider, 250,- kr.
Læs flere korte og længere anmeldelser i Børn & Bøger.
