Tre anmeldelser af Eiler Jensen.
Forlaget Gyldendal har i foråret 2015 på samme tid udgivet tre nye bøger af Marianne Iben Hansen. De er mesterligt illustreret af hver sin illustrator, og de fortjener alle en anmeldelse.
Av, det gør nas. En englerap
Hun kigger ned på Peter, som hun synes er en lille smule/ sød, han har en cykel, nu begynder han at trille hen ad/ vejen, først lidt opad og så meget hurtigt nedad, og så/ ser man lige ham, han gi’r den gas som om han ved at nogen/ kigger, og nu slipper han gudhjælpemig med hænderne, hun/ gisper og tør næsten ikke se, hvordan det ender, der’r en/ gren på tværs af vejen, men han ser den ik’ engang!/ Han flyver gennem luften og så … /BANG/ Av, det gør nas,/ det gør Annanas.
Hold da op for en herlig veloplagt rap, Marianne Iben Hansen her præsenterer os for. Engelen Anna sidder oppe i sin himmel og ser på, hvorledes Peter dumdristigt kommer galt af sted, da han styrter på sin cykel og mister sin rokketand. Anna kaster sig straks halsbrækkende ud i en redningsaktion. Peter må have sin tand tilbage, og det er ikke noget, der kan ske bare lige uden videre – men det sker. Det ender, som det skal, selv om de bor så mange lysår fra hinanden …
Veloplagte vers
Hvor er det en skøn fortælling. Den lyser fuldkommen af glæde og livsoptimisme, humor og veloplagthed – en veloplagthed, der vel at mærke er forfatterens.
Jeg kender ingen nutidig dansk forfatter – eller digter, vil jeg hellere sige – som kan skrive så veloplagte vers, som Marianne Iben Hansen kan, og så kan hun rime, så man tror, det er løgn. Så smukke, uanstrengte rim har vi ikke set siden Halfdan Rasmussen, og så konstruerede rim, som i daglig tale ikke rimer, men som i Marianne Iben Hansens sammenhæng alligevel kommer til det, har vi ikke set, siden PH. Hvis man kan læse Marianne Iben Hansens versificerede fortællinger uden at komme til at smile, så har man et hjerte af sten.
Noget, som man skal være opmærksom på, er, hvorledes Marianne Iben Hansens skanderinger fungerer i fortællingen. Hvis man hver gang leder efter hendes rim i slutningen af de enkelte verselinjer, så går man galt i byen. De putter sig, gør de, midt inde i det hele.
Fornem opbygning
Hvert opslags tekst er inddelt i tre afsnit.
Det første er en sekslinjet strofe, som rimer på henholdsvis anden og fjerde og på femte og sjette linje. Det ser nogenlunde traditionelt, tilforladeligt og ordentligt ud … og dog. For flere steder har Marianne Iben Hansen besluttet, at der skal være trestavelsesrim, og så er hun ude i et projekt, der minder om benspænd, og hvor der skal ikke bare findes, men også opfindes ord, og så får vi rim som: kroppe har/oppefra og nok at han/rokketand og et sidste eksempel: gå-i-kage-dag/tilbageslag.
Det midterste tekstafsnit har nærmest prosakarakter, men tag ikke fejl, det rimer skam, lyt fx til følgende: Og duen glor med åben mund, den fatter ik’ en fregne, og et/ øjeblik står tiden ligesom stille alle vegne, Anna …/ Linjebruddet er ved skråstregen, men rimet gemmer sig inde i verslinjen. Det er så fornemt gjort, og hvis man skal læse teksten højt, hvilket man bør over for sine elever, så skal man nærmest kende den udenad for at kunne gøre det ordentligt. I hvert fald godt.
Endelig er der så den sidste tekstbid, som er en slags omkvæd: BANG/ Av, det gør nas, det gør Ananas. Hvor omkvædet går på englen Anna, der må gå så grueligt meget igennem, inden hun får afleveret rokketanden til Peter, hvorefter hun sluttelig slår sig på sine egne følelser, og så står de der og si’r ingenting i munden på hinanden.
Sødmefyldte illustrationer
Tom Kristensen har lavet illustrationerne, og deres sødmefyldte, pastelagtige kulører passer fint til fortællingens tone. Tom Kristensen er tegner og illustrator og elsker tegneserier. Tom Kristensen er uddannet fra Designskolen i Kolding og debuterede i sin tid med tegneserien Deadboy.
Denne fine bog bør læses højt for eleverne (og de må for guds skyld kunne se illustrationerne samtidig). Den kan i øvrigt også afspilles på Youtube, hvis man søger på Marianne Iben Hansen og Av, det gør nas. Her kan man høre forfatteren selv rappe den. Og det bør man unde både sig selv og sine elever at opleve!
Marianne Iben Hansen: Av det gør nas. En englerap. Illustreret af Tom Kristensen. Gyldendal 28 sider, 229,95 kr.
Violinspilleren
Marianne Iben Hansen: Violinspilleren. Illustreret af Cato Thau-Jensen. Gyldendal, 32 sider, 229,95 kr.
Hvor vindene mødes, og sangene fødes, og ukrudtet vokser i fred/ der står en person uden tøj eller sko, kun en fin violin har han med./ Han løfter sin bue forsigtigt,/ men så går han ligesom i stå …/ og står bare dér helt alene på engen … Hvor tosset! Hvad tænker han på?
Sådan indledes Marianne Iben Hansens lyriske eventyr om violinspilleren Theodor.
På sin 11 års fødselsdag får Theodor en violin i gave af sine forældre. Og det viser sig, at han har ”gaven” (Theodor er græsk og betyder: Guds gave!). Han er bundmusikalsk indtil det geniale, og alt er med ham. Han spiller for enhver, høj som lav – og over alt i de største koncerthuse i verden. Han køber egen ø og eget fly, alt kører for ham. Lige indtil en dag …
Han mærker pludselig, hvorledes tonerne punkterer for ham og bliver underligt klangløse. I begyndelsen er det ikke noget problem, for publikum hører det ikke, men det bliver det derimod for ham selv, idet det efterhånden fylder ham med præstationsangst. En aften dukker han slet ikke op til sin koncert. Han har gemt sig i teatrets rengøringsskab. Og nu synes han at have nået bunden af sin elendighed. Men så kommer rengøringskonen ham til hjælp, selv om hun, grim som hun er, ikke ligner nogen fe.
Opbyggelig og smuk
Tre prøver sender rengøringsfeen ham ud på: For det første skal han rengøre teatret, hvert et hjørne, hver en krog skal fejres, skrubbes og prydes. For det andet skal han give hende alt, hvad han ejer – inklusive det tøj og det par sko, han går i, kun violinen må han beholde. Og endelig for det tredje skal han finde det sted, hvor vindene mødes, og sangene fødes og ukrudtet vokser i fred, for her strejfer de hjemløse klange omkring.
Nøgen, som han kom ind i verden, leder han nu efter og finder sit sted, og her kan han så igen spille, så klangene kommer tilbage.
Det er en meget opbyggelig og smuk fortælling, som viser, at selv om meget er en givet, talent, geni og den slags, så er det ikke noget, der er en selvfølge. Talentet, genialiteten skal passes, plejes, holdes ved lige, og der vil komme modgang, som man må håndtere. Og Marianne Iben Hansen viser os smukt, at modgang kan overkommes, så man kan komme videre. Ikke smertefrit, så langt fra, men på en måde, så man er klogere på sit eget liv efterfølgende. Det formuleres således i teksten: … og han spurgte sig selv, hvad han ventede på/ og en underlig følelse dukkede frem/ af at vente på noget, der vented på ham.
Fortællingen mindede under læsningen om H.C. Andersens roman Kun en Spillemand fra 1837, der handler om Christian, som ligesom Theodor er et geni til at spille på en violin.
Fortælling i valsetakt
Men H.C. Andersen lader imidlertid sin hovedperson gå til grunde. Geniet kan ikke stille noget op med modgangen, og Christian dør, uden at han bliver andet end spillemand. Den køber Marianne Iben Hansen ikke. Hun lader Theodor kæmpe den nødvendige kamp for både sin egen og musikkens overlevelse. Det er en skøn morale: Der er ikke noget i verden, der er gratis – man må kæmpe hele tiden.
Igen er det en versfortælling (denne gang i valsetakt), som Marianne Iben Hansen diverterer med. Og man valser sig glad og gerne igennem den.
Bogen er bygget op på den måde, at der er en helsides illustration på den ene halvdel og en tekstdel på den anden. Tekstdelen er bygget op som tre strofer og et omkvæd (Hvordan kunne det nu gå til?).
Stroferne 1 og 2, som er på 5 linjer, er med enderim. Her rimes der på første og anden linje og på fjerde og femte linje (AA-B-CC). Verslinjerne er lange og har henholdsvis 20, 20, 9, 8 og 20 stavelser, hvilket giver god frihed i rytme, beskrivelse og rim; dette er dog ikke 100 % gennemført, uden at det imidlertid forstyrrer læsningen.
Tredje strofe, som er på 4 verselinjer, har parrim (AA-BB). Her er der konsekvent 12 stavelser i hver verselinje.
Velegnet til oplæsning og samtale
Fortællingen er mere traditionelt bygget op end Marianne Iben Hansens to øvrige bøger fra 2015 Av, det gør nas. En englerap og Fuglen. Men det giver jo sig selv, i og med at teksten er skrevet i valsetakt. Både tematisk og rytmisk er det en stor fornøjelse at læse Violinspilleren.
Illustrationerne er udført af en af vore gode gamle kendinge: Cato Thau-Jensen, der først og fremmest er kendt for vilde, farverige, humoristiske til tider groteske og let surrealistiske malerier som illustrationer til flere billebøger for børn. Cato Thau-Jensen er uddannet fra Designskolen i Kolding i 1996.
Violinspilleren er velegnet til højtlæsning for eleverne. Men den vil derudover være velegnet til en samtale om, hvad geni og talent er for størrelser, og at denne gave ikke er nogen selvfølge, men at der skal kæmpes for både at øge sine færdigheder/kompetencer og bare at holde dem ved lige.
Det betyder, at det er en fortælling, som ikke bare henvender sig til skolebegyndere, men i høj grad kan anvendes højere op i systemet.
Fuglen
Marianne Iben Hansen: Fuglen. Illustreret af Tea Bendix. Gyldendal, 69 sider, 249,95 kr.
Hun vil tilbage til mørket/ hvor drømmene stopper/ tilbage til mørket og bare gi’ op og/ forsvinde på søvnens bund/ Og der vil hun rulle sig sammen og glemme/ Men noget bli’r ved med at flimre i kanten af søvnen/ en sang/ en stemme, den lyder så fjern så fjern/ men tonerne bugter sig/ gennem de tågede søvnviadukter/ og smyger sig ind gennem øret og … BANG/ Med ét er hun vågen/ Hun kender den sang!
Idet den lille Alba bliver født, flyver den gyldne fugl på forunderlig vis/ gennem den lukkede rude og ind/ som om den var lavet af måneskin. Det er Alba, der er dens mål. Det er Alba, den skal være hos. Som en daimon er den hos hende op igennem opvæksten. Den er en uskyldig, nærmest ubevidst del af hende: så let/ så tæt/ en guldsilhuet/ der hænger i luften/ og kvidrer/ De vænner sig til det. Og livet går videre.
Fra litteraturen ved vi imidlertid, at den slags paradisiske tilstande ikke varer ved. Pigen med de mørke øjne bag hækken er den, der river sløret fra Albas øjne: Fugle er dumme … hvem gider eje/ et kedeligt dyr som dit!
Ud til afgrundens rand
Sådan, så er tvivlen sået – og til sidst lyder da også den næsten forbandelsesagtige bortvisen: Hvor sjovt tror du selv li’e det er at sku’ hænge/ på en underlig pipfugl som dig! Pipfugl, så kan det næsten ikke blive værre. Og fuglen flyver sin vej – Den kommer nok snart igen, tænker Alba, der har gjort regning uden fuglen. For den kommer ikke, hun drømmer om den, men drømmen er ikke fuglen, der er og bliver borte. Selv om den jo skal være der, synes hun? Den hører til?! Man kan forlange det … men nej.
Alba må ud på den store eftersøgning, der går overalt – helt ud til de yderste egne, helt derud, hvor eksistensen næsten hører op. Fugle ser hun nok af, men ikke fuglen.
Der ligger hun helt ubevægelig, stille/ og sover fra duften/ af græs og kamille/ og sover fra lyden/ af bier der brummer/ og fugle der synger/ og fluer der summer/ Hun sover fra ræven/ der standser og snuser/ og solen der skinner/ og floden der bruser/ Hun sover fra tørsten/ og maven der skriger/ hun sover bevidstløst til drømmen sniger sig ind … / drømme, forsvind.
Og først her – helt ude på afgrundens rand sker det. Fuglen gir sig til kende (se det indledende citat). Den lille gyldne fugl vil hende igen: Den, hun ikke ku’ finde/ fandt hende her/ Og sådan er det/ forunderligt er det, der sker. Sammen kan de tage hjem, og da de møder pigen med de mørke øjne, flytter hun blikket og træder til side, så Alba og fuglen kan komme forbi.
Dybdepsykologi på vers
Det er alt, vi behøver at vide. Fra nu af er det igen Alba og fuglen som én enhed. Denne gang ikke mere på uskyldens præmis, men på genvindelsens, en skrøbelighed er skabt, i og med at muligheden for tab bliver en indbygget del af en ny og anderledes bevidsthed.
Denne fine lyriske ”roman” er jo næsten dybdepsykologi sat på vers. Enheden, der kommer i ubalance og må individueres. Det er mesterligt gjort.
Alba betyder på spansk – og symbolsk nok – daggry/solopgang – og på latin betyder navnet hvid/lys. Det signalerer både begyndelse og uskyld … Men begyndelser varer ikke ved, og uskyld mistes – men Alba skal genforenes med sin fugl; det er ikke bare fortællingens, men også livets mening.
Da de bliver koblet sammen i fødselstimen er det meningen, at de skal være ét, men den nagende tvivl kommer imellem og splitter dem ad, hvorfor eftersøgningen bliver en (livs)nødvendighed. Der er noget afgørende på spil her, og denne søgen efter mening og helhed er udført med sprogligt fuldkomment gehør. Hvor er det bare godt gjort!
Fortælling båret af to soulmates
Tea Bendix har stået for illustrationerne, og de er udført kongenialt med teksten; de lette illustrationer, når alting synes let og ligefremt, og de dystre, tungt ladede illustrationer, når eksistensen er truet. Her er tale om en værkets enhed båret af to soulmates.
Advarsel: Fuglen bør ikke læses sammen med helt små børn, heller ikke i indskolingen.
Men som værklæsning på mellemtrinnet vil den være fin. Den kan såmænd også anvendes i Folkeskolens overbygning – hvor den vil kunne give anledning til gode samtaler om eksistens, mening og betydning. Ligesom det vil være oplagt at lave billedanalyse på Tea Bendix’ smukke illustrationer.
God fornøjelse! Bogen bør være tilgængelig som klassesæt i enhver distributionssamling.
Læs flere anmeldelser i Børn & Bøger.
