I foråret interviewede Børn & Bøgers anmelder Eiler Jensen Harald Tellerup fra forlaget Tellerup, og på hans spørgsmål om, hvorledes de på forlaget følte i forhold til at have et image som Fantasy-forlag, svarede Harald Tellerup, at man skam arbejdede på at komme ud af den bås gennem at arbejde på flere strenge end bare fantasy-genrens.
I denne artikel har Eiler Jensen kigget på nogle af forlagets udgivelser, der peger i en anden og realistisk retning. Nogle af dem får en omtale her. Det drejer sig om: Lise Bidstrup/Kirsten Sonne Harild: Eddus drager, Anika Eibe: Er du okay, Marie? og Michella Rasmussen: Stalker.
Eddu er femten år og en lille mester i at få drager til at danse på himlen. Hans teknik er så fint udviklet, at han bruges til at lære fra sig.
Samtidig er han involveret hos kvarterets narkoboss, Don, og endelig er han forelsket til op over begge ører i Paula. Og for at det ikke skal være løgn, er denne forelskelse gengældt. Til Dons udelte misfornøjelse. Han har nemlig planer med Eddu, og dem passer Paula ikke ind i.
En aften, hvor politiet gennemfører en razzia i kvarteret, hvor Eddu og hans familie holder til, Complexo do Barraco, bliver Eddus lillebror skudt, og Eddu bliver vist bort fra familien, hvorefter han er henvist til Paula og Dons bande.
Det bliver på den længere bane Don, der vinder den tovtrækning. Langsomt slides forholdet til Paula i stykker, fordi Eddu - helt fortjent - i kvarteret får et meget skidt prædikat.
Han er blandt andet med til at slå en kammerat fra kvarteret til lirekassemand som følge af dårlig betaling. Han sælger stoffer for Don, og han bliver morder for samme.
Det hele kører nedad og nedad som i en malstrøm, og for at holde modet oppe, så han kan yde de stadigt værre handlinger, som Don og hans håndgangne mand Conrado jager ham ud i, bliver han alt for hurtigt narkoman.
Det er vanskeligt at se, hvorledes det skal gå? Han vil gerne ud af det, får også et løfte fra Don om, at hvis han betaler ham 100.000 dollars, så kan han komme fri. Men den er så tyk, at han næppe tror på den selv, for hvad hvis han går til politiet? Han ved jo alt for meget.
Der er kun én måde, han kan slippe fri på. Ja, der er faktisk to, og det er den anden mulighed, der kommer i spil. Hvad den handler om må du læse bogen for at få viden om.
Men Eddu? I sin sølle tilstand og der, hvor han er allerlængst ude, er der alligevel en mulighed. Et spinkelt håb.
Lise Bidstrup og Kirsten Sonne Harild: Eddus Drager. Tellerup, 363 sider, 199,95 kr.
Lise Bidstrup og Kirsten Sonne Harild blev sendt til Brasilien for at kunne skrive denne barske historie om Eddu og andre gadebørn, drengebander, hardcore narkohandlende og både korrupt og redeligt politi.
Det er skrap sovs til skurvede hoveder. Man føler med Eddu, samtidig med at man mærker, hvordan rebet strammes ubønhørligt om hans hals.
Researchen synes grundig, og karaktererne, som forfatterne skriver frem, er troværdige. Man ønsker virkelig, at sådanne, kummerlige livsvilkår ikke fandtes, hvor end i verden de finder sted. Men det gør de, og altid med de svageste som tabere.
Der skal en roman af denne slags til, for at man nærer håb om, at det nytter at tro på, at det kan lade sig gøre, at den svage part klarer sig.
Det er en glimrende bog!
Mobning er et evigt aktuelt tema. Man gør alt, hvad der står i ens magt for at komme fænomenet til livs.
Men det er som med ondskaben (som mobningen er en delmængde af): Just som man synes, man har fået slået det ned ét sted, så popper det op igen et andet sted. Derfor har man uafladeligt behov for, at der sættes fokus på problemet.
Anika Eibe har skrevet romanen om Marie, som i årevis - sammen med veninden Nanna - har været mobbeoffer i klassen og måttet tåle hån, spot og ydmygelse.
Nu begynder et nyt skoleår, og Marie dukker - med heftige mavesmerter - op til et nyt skoleår og med forventningen om, at tingene bare fortsætter som de har været. Men noget sker.
For det første dukker der en ny kammerat op i klassen, en temmelig sortklædt fyr, der ikke bare er klædt i sort, men som har farvet hår. Negle og øjenbryn sorte. Nærmest en Dan Turèll look alike.
For det andet opdager hun, at drengene pludselig giver hende opmærksomme blikke, hvilket aldrig er sket før. Marie ved selvfølgelig godt, at det ikke mindst skyldes, at hun nu er udviklet som en voksen kvinde - måske endog en attraktiv en af slagsen?
Og hun bemærker, at det især er Thor og Jonas, som hun har været forelsket i i længere tid, der kigger efter hende. Er hun måske på vej ind i varmen hos dem? Pigerne synes hun ikke at skulle forvente sig så meget af.
Et par fester forsikrer Marie om, at Thor gerne vil i nærkontakt med hende, og han kommer det på det nærmeste også. Og det selv om det er Jonas, hun helst ser komme til hende. Og det gør han en dag, hvor han inviterer hende med til sin fest den kommende lørdag.
En fest hun hellere end gerne kommer til - og hun inviteres endog til førfest hos en af pigerne. Alt tegner således lyst og venligt, skønt Marie er noget beruset, da hun når frem til Jonas’ hus.
Endnu bedre ser det ud, da Jonas giver hende al sin opmærksomhed, mens han langsomt trækker hende ind mod sit eget værelse, og herinde er de godt på vej mod de intimeste handlinger, da en vase smadres inde i stuen, og de afbrydes.
Men allerede i weekenden brydes fortryllelsen, da mobberiet tager stormfuldt fat via mobiltelefonen, og Marie skal lægge øre til ikke så lidt af hvert. Mandagen i skolen er igen fuld af hån spot og ydmygelser fra både pigerne og Jonas og Thor.
Marie - som samtidig i denne korte, men heftige proces mere eller mindre har mistet sin eneste veninde til fordel for en lånt og højst midlertidig popularitet - føler, at hendes liv er ved at bryde sammen, men så tager den nye kammerat Daniel over, og med ham synes en opstigning mulig.
Mere skal ikke frigives her - resten må man læse sig til, og det lønner sig.
Man kunne ellers let frygte det værste, for umiddelbart har romanen genren imod sig: Mobbeofret, der lukkes ind i varmen for en stund, for derefter igen at skubbes ud i mørket - frataget den endog sidste rest af selvtillid.
Den har vi ligesom set før, og så er det, man krydser fingre for, at fortællingen ”kommer hjem” på sproget, miljøtegningen og intensiteten. Og det lykkes heldigvis.
Portrættet af Marie er meget troværdigt, Nanna står også skarpt i konturen, lige som Jonas og Thor er fint skildrede som de pubertære og hormonforstyrrede røvhuller af ungersvende, de nu engang er. Pigerne står lidt svagere, men som nødvendige handlingskulisser er de ok.
Anika Eibe: Er du okay, Marie? Tellerup, 180 sider, 199,95 kr.
Den eneste, man godt ville have lært lidt bedre at kende, er den temmelig sortklædte Daniel. Han er sympatisk, fin og reel, samtidig med at han bærer på en hemmelighed, som gør, at han forstår Marie - og sandsynligvis vil kunne hjælpe hende.
Ham ville man gerne vide meget mere om. Skriv en bog om ham?!! Endelig er sproget, skønt enkelt, meget direkte og ladet med god energi og intensitet.
En god bog er det!
Julie lever i en problematisk familie. I hvert fald set fra hendes side. Hun og tvillingesøsteren, Cecilie, får bestemt ikke samme grad af opmærksomhed fra forældrenes side. Julie føler sig i den grad forfordelt.
Cecilie er dygtig til at ride, og forældrene følger hende - og pacer hende vel nærmest. De tager med hende overalt både i ridehuset, når hun træner og til stævner, hvor hun forsøger at vinde præmier, medens Julie bare kan se til.
Engang red de begge, men Julie kom ud for en alvorlig ulykke, der gør, at hun ikke kan ride mere.
Jo, vel får de begge klap på skulderen, Julie føler bare ikke, at hendes klap har samme intimitet og anerkendelse som søsterens. Julie er kommet til at hade sin søster af et godt hjerte.
Julie kan dog én ting, som Cecilie ikke kan, nemlig stifte venskaber. Hun har masser af gode venner i sin 2G klasse, både drenge og piger. Bedsteveninden er Freja.
Men en dag får Julie et brev: Til Julie som har verdens smukkeste smil. ”Alle mennesker er engle med kun én vinge; Kun ved at omfavne hinanden kan vi flyve”. Jeg tror vi sammen kan nå højere en nogen andre.
Det ser ud, som om Julie har fået sig en hemmelig beundrer. Og det skal vise sig at være mere sandt, en nogen bryder sig om.
Brevene tager til, samtidig med at der begynder at ske mystiske ting omkring Julies hus. Jævnligt ser hun skygger ved vinduet, og alvorligt bliver det, da hun ser, at hendes beundrer har ridset et hjerte på vinduet til hendes værelse.
I stigende grad føler Julie ubehaget ved, at en ukendt stalker hende, hun inddrager sine veninder i det, men efterhånden falder de fra. Det viser sig, at de er blevet truet til at opgive med at hjælpe Julie med at finde ud af, hvem stalkeren er.
Til en fest, fylder stalkeren nogle sovepiller i Julies glas, hun bliver dårlig og må hjælpes hjem. Her sidder stalkeren hos hende natten igennem, og i brevet, han efterlader, erklærer han hende sin inderlige, men noget psykopatiske kærlighed.
Indbrud i hjemmet tager til, sikkerhedskameraer smadres, og nye sprayes over. Vinduer og terrassedøre smadres. Og politiet kan ikke hjælpe. Efterhånden er Julie helt alene.
Samtidig går hele situationen naturligvis forældrene og søsteren på nerverne. Stalkeren punkterer Faderens bil på alle fire hjul. Stalkeren opsøger rideskolen, hvor Cecilie går, og læderer hendes hest, så søsteren ikke kan ride på den mere.
Det hele udvikler sig i et vældigt crescendo, og til sidst beslutter familien sig til at flytte væk fra deres hus og til Aalborg. Her kulminerer romanen, og det hele falder på plads på en yderst dramatisk måde, der inkluderer både brandstiftelse, mordforsøg og en alvorlig bilulykke.
Michella Rasmussen (f. 1990) debuterer med denne hæsblæsende og helt elementært spændende fortælling.
Plottet er godt skruet sammen, hendes personkarakterer virker overbevisende, og det fungerer fint med, at hvert andet kapitel har Julie som jeg-fortæller, og hvert andet kapitel har stalkeren som jeg fortæller (disse kapitler er ikke nummererede, men har tre hjerter som en art signatur).
Sproget fungerer fint og er flot kontrolleret og med et godt drive.
Michella Rasmussen: Stalker. Tellerup, 213 sider, 199,95 kr.
Her var så en buket på tre romaner fra forlaget Tellerup, og hvis det er med den kvalitet, forlaget ønsker at brede sit image ud, så skal der ikke lyde knoppede ord herfra. Tværtimod er der al mulig grund til at byde velkommen.
Læs også interviewet med Harald Tellerup i Børn & Bøger nr. 5.
