Ugens artikel - uge 48, 2016: Pluk fra boghylden

Ugens artikel - uge 48, 2016: Pluk fra boghylden

Et magisk eventyr.

Børn & Bøgers anmelder Kirsten Aggerholm har været omkring boghylden og anmelder en bog for de yngste læsere:

Dette er et eventyr med magiske undertoner.

Sofie på 12 år er rejst til Afrika med sin far. Hun føler sig underligt tilpas, for det var i Afrika, hendes mor forsvandt ni år tidligere. I årevis har hun hørt om sin mors kærlighed til Afrika og dyrene der, så hun ville lyve, hvis hun ikke indrømmede, at hun var en lille smule nysgerrig.

Der havde været en stor eftersøgning, da moren blev væk. Fem personer fra nationalparken, hvor hun arbejdede som dyrlæge, var forsvundet. De fire var fundet døde, men man fandt ingen spor efter hende.

 

Overnaturlige oplevelser

Den første nat i Afrika har Sofie en mærkelig og overnaturlig oplevelse med en leopard. Det er en helt igennem utrolig og forvirrende situation, hvor leoparden blandt andet bider hende lidt i hånden uden ellers at skade hende.

Næste morgen tager de videre på turen, så hun må gemme oplevelsen indeni. Ingen vil tro hendes historie, og hun vil jo alligevel ikke se leoparden igen. Deres næste mål er Malawi, og nu ser hun det mærkelige, at der vokser grå hår ud af biddet. Hun bliver forvandlet til en vildhund!

Andre ser ikke noget, undtagen en sangoma (heksedoktor), som de besøger. Han siger, at hun er forhekset, men det griner de andre ad. Sofie begynder at tro, at hun bare har haft en meget livagtig drøm om at være en vildhund.

Derefter sker der mange besynderlige ting for hende! Hun kan pludselig forvandle sig til forskellige dyr, og hun kan tale med dem og forstå, hvad de siger. De advarer hende mod Tokolosh og siger, at han er farlig, så hun er nødt til at slå ham ihjel, ellers vil han slå hende ihjel.

Hun kan ikke forstå, hvorfor det rammer netop hende og ingen andre. Dette kan hun heller ikke tale med nogen om, det er for mærkeligt, og hun ved ikke, hvad eller hvem Tokolosh er!

 

Alt opklares

Hun får at vide, at en gruppe særligt aggressive krybskytter besluttede, at de ansatte i nationalparken, som beskyttede dyrene, skulle skaffes af vejen. Hun får mistanke om, at det har noget med hendes mors forsvinden at gøre.

En sangoma har sendt hende Tokolosh (en mystisk og ondskabsfuld trold) på halsen.

Handlingen tilspidses og bliver ret spændende i al sin mystik, inden alt opklares, og eventyret kan ende godt, som et rigtigt eventyr jo skal.

De sort/hvide tegninger giver et fint indtryk af det, teksten beskriver. Der forekommer en del ord og begreber, som ikke er almindelig kendt, så en ordliste med forklaringer ville nok være relevant.

Bogen er til højtlæsning fra ca. seks år og til selvlæsning fra ca. otte år.

Lise Bidstrup: Tokolosh. Illustreret af Birde Poulsen. Høst & Søn, 232 sider, 199,95 kr.

 


 

Læs flere korte og længere anmeldelser i Børn & Bøger.