Hvis man har levet et liv, man er glad for, er det ingen sag at være den, man er, siger Ronnie Andersen, til Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen, som har snakket med ham om hans bøger og forfatterskab.
Jeg har en plan, da jeg møder op til mit interview med Ronnie Andersen på forlaget Høst & Søn. Selv om Ronnie Andersens forfatterskab endnu ikke fylder meget i kvantitet, er det så meget mere bemærkelsesmæssigt i kvalitet.
Jeg vil tale med ham om begreber som rodløshed, fortvivlelse, livsangst og ironi. Hertil siger Ronnie Andersen med et skævt smil:
- Nåh, jeg troede, du ville snakke om mine bøger?
Jeg kigger på ham. Så flækker han og siger:
- Jamen for pokker, det er jo lige præcis det, mine bøger handler om.
Så vi tager fat på samtalen. Men helt let skal han nu ikke slippe, så jeg spørger:
• Vi skal forresten også tale om dine personers holdninger til autoriteter?
- Ja, jeg holdt engang et foredrag på en efterskole, og de sidste ti minutter dukkede forstanderen op, og han syntes da lige, han ville sige noget kækt til afslutning og spurgte: Sig mig, har du et problem med autoriteter?
- Jeg tænkte straks, at det skulle han ikke slippe godt fra, så jeg svarede: Det ved jeg såmænd ikke, men jeg skal prøve at lægge mærke til det, næste gang jeg møder én.
- Og der sad så henved 100 unge og bare klukkede af grin. Han hilste ikke på mig på vej ud af døren. En lille mand, nå, men dem skal der også være plads til.
• Din hovedkarakter i Date med en Engel, hvad er han for en karakter?
- Han er først og fremmest omsorgssvigtet og grænsesøgende, og så tror han meget lidt på konsekvens.
• Er det fordi han er bange for at tage ansvar?
- Ja, han tager meget lidt ansvar for sig selv; og jeg har den tanke, at det, man ikke har fået som barn, ønsker man at få som voksen.
- Men dybest set kommer han aldrig ud over, at der er nogen, der tager ansvar for ham. Han vil gerne tage ansvaret for andre, men det kan man kun, hvis man tager ansvar for sig selv.
• Så derfor kan han ikke gribe det halmstrå, han får rakt, da han møder Miriam?
- Det kan han netop ikke, for det vil være forbundet med en alt for stor smerte for ham.
• Hvad er det, han skal opgive?
- Han vil skulle opgive sin ulykkelige barndom. Sagen er vel, at hvis man har levet et liv, som man er glad for, så er det ingen sag at være den, man er.
- Hvis det ikke forholder sig sådan, bliver man nødt til at fornægte det, man er i og er rundet af, så må man gå ud og drikke sig i hegnet eller tage stoffer og den slags. Man må flygte. Og den flugt kan han ikke opgive, fordi den vil være forbundet med megen smerte.
• Er det ikke mere en flugt fra sig selv, end det er en flugt fra Miriam?
- Jo, og det bliver en flugt fra en smerte, som hun repræsenterer, eller som hun giver ham i og med hendes krav. Hun repræsenterer jo sundheden og kærligheden og alt det, han ikke har mødt.
• Og at lade sig trøste af en engel ligger der vel en dødssymbolik i?
- Ja da, han skal også dø, smerten er døden. Døden er den logiske konsekvens af, hvad der sker. Det er i virkeligheden det samme, der sker i Komatøs.
• Men kommer hun ikke ud på den anden side?
- Tjah, det er spørgsmålet. Kommer hun ud på den anden side i live, eller dør hun? Der står jo ingen steder noget om, at hun vågner. Ikke i det her liv, i hvert fald.
- Og når der står i bogen, at hun ser verden på ny, kunne det godt være en ny verden, hun ser. For mig er der to muligheder i slutningen, som i øvrigt bygger på et buddhistisk mindset: I Nirvana kan man vælge, om man vil tilbage til livet, eller om man vil over i det næste liv.
• Bruger du så ikke her et trick, som læseren ikke nødvendigvis kan gennemskue?
- Jo, det gør jeg måske, men der skal jo være noget til alle. Men det skal ikke forstås på den måde, at alt er ligegyldigt, at det kan forstås forskelligt af alle, men således at jeg høres forskelligt af forskellige læsere, hvad enten de er anmeldere eller læsere i almindelighed.
• Når din bog læses, får du altså mulighed for at få et svar fra den, der læser og tager stilling? Og ikke ét, men forskellige svar?
- Ja, og netop der bliver jeg hørt. Eller bogen eller fortællingen bliver hørt. Det er mit grundsynspunkt, at bogen er klogere end jeg. Dermed mener jeg, at der er en masse ubevidste forhold i værket, som formidles, uden at jeg nødvendigvis ved noget om dem, og som værket gerne vil indskrive sig i.
- Jeg har det som regel sådan, at når jeg skriver, får jeg skrevet nøjagtig det, jeg gerne vil.
- Sådan går det ikke altid, når jeg holder foredrag, for et foredrag kan - i modsætning til bogen - bevæge sig på afveje, men det gør min bog ikke, for det tillader jeg ikke.
- Så ja, jeg planlægger enormt meget. Og jeg kan høre, når jeg taler med folk, at også de fornemmer, at jeg tænker meget over tingene. Jeg kan også se på mine bøger, at det er faktisk meget lidt, der efterfølgende skal redigeres.
• Planlægger du så meget, at du rent faktisk ved, hvad der skal ske i de forskellige kapitler helt frem til slutningen?
- Ja, det ved jeg i det store og hele. I forbindelse med Akavet vidste jeg, at det ville blive en redigeringsbog, idet det skulle være en flad fortælling; jeg vidste, at jeg ville møde forhindringer, som skulle redigeres ud, fordi jeg ikke ville have, at Mikke skulle gennemgå en udvikling.
- Jeg har nemlig i skriveprocessen den mulighed, at jeg kan tænke over tingene og skrive om, hvis de går imod mine ønsker for resultatet.
- Tænk på, at jeg har et år til at pleje, skrive og redigere min fortælling, mens du måske kun har 14 dage til at læse den og gøre dig klog på den, på den måde er det en ulige kamp.
• Hvis vi nu ser på Charlie i 6, kan man sige, at han har det problem, at han næsten hellere vil tegne livet (tegneserie) en leve det? En livsangst?
- Ja, det kan man sige. Man kunne måske også lidt flot relatere ham til mig selv og sige, at jeg for mit vedkommende hellere vil skrive om livet end leve det. For jeg vil jo gerne i kommunikation med folk.
- Jeg sagde før, at jeg gerne vil høres. Charlie vil gerne ses. Selvfølgelig er det en flugt fra livet, men det er nu engang hans kommunikationsform.
- Han er for mig at se i langt højere grad end andre af mine personer i gang med en proces, som kan gøre ham frigjort. Han har mere overskud. Han kommer jo også fra middelklassen og dermed et bedre miljø.
- Men han er også en ganske gedigen ironiker, som ikke bare rammer andre, især søsteren, men i nok så høj grad ham selv. For ironien er i den grad en måde at distancere sig fra det møde, der nu finder sted. Ironien er en betydningsfuld størrelse i romanen, det er sikkert.
• Lad os vende os mod Tilfælde.
- Jon er vel i virkeligheden en af de mest komplekse hovedpersoner, jeg har skabt, fordi der er så meget, han ikke ved om sig selv; det er også derfor, han prøver at skabe så mange ting i livet, som han kan styre. Og det, han fejler indeni, vender han ud ad.
- Fx går han jo med skaterhjelm, fordi han kunne gå hen og falde omkuld, da han lider af narkolepsi; han er i min verden ekstremt kompleks. Hjelmen er Jons ydre måde at skille sig ud på - for ikke at skille sig ud i forhold til det indre, som han i virkeligheden skiller sig ud med.
- Hjelmen er i øvrigt en henvisning til Gummitarzan og Drengen med sølvhjelmen (to romaner af hhv. Ole Lund Kirkegaard og Hanne Kvist, red.)
• Du viser det også i fortællingen på den måde, at den skifter synsvinkel undervejs. Der er nogle helt eksistentielle ting, som han bliver nødt til at tage stilling til - men dem må man selv læse sig til. Jeg skal lige høre, om du er inspireret af Luke Reinhardts Terningmanden?
- Ja, det er jeg, men det er nu mere i skriveprocessen på den måde, at jeg havde en terning, som jeg slog med for at finde ud af, hvor mange sider, jeg skulle skrive om dagen og sådan. Det var sådan en slags benspænd, jeg havde lagt ind.
• Kan man sige om dine personer, at når livets lyntog kører forbi, står dine personer på trinbrættet og ser det passere?
- Ja, det kan man i og for sig godt sige. Og nogle af dem står måske med en spraydåse i hånden. På den anden side, gør de noget andet end bare at stå der. Fx Mikke i Akavet, som bor på institutionen, og som har et forhold til Karla, som han bryder med.
- Der havde jeg det sådan, at jeg syntes, Mikke måtte bryde med hende for ikke at komme til at gentage mig selv for meget. Jeg syntes, hun var for sund til ham, og den udvikling, som han netop ikke skal igennem i romanen, den vil hun sikkert prøve at tvinge ham igennem.
- Så hvis jeg lod ham blive sammen med hende, ville han komme til at udvikle sig igennem romanen på en måde, som jeg netop ville forhindre. Så det var en benhård beslutning fra min side.
- Min tanke var at skildre, hvordan en fyr lever med sin sociale angst, ikke hvordan han kommer over den.
• Lad os se på din nye roman, Autopilot. Din hovedkarakter hedder Rufus. Hedder han det, fordi han er rødhåret (Rufus betyder rød, red.) som du - eller?
- Han hedder Rufus, for man kan tilmelde sig noget, der hedder Rofus, hvilket vil sige et register, hvor spillere i Danmark frivilligt kan udelukke sig midlertidigt eller endeligt fra at kunne spille onlinespil i Danmark. Så Rufus er ikke nogen selvreference.
- Havde jeg vidst, hvad navnet Rufus betød, havde jeg nok kaldt ham noget andet, for på mange måder er netop den bog nok så meget et opgør med mig selv.
- Hvor andre af mine bøger leger meget med formen: Se mig, se hvor klog jeg er, går denne bog ind i en proces, der hedder: Nu vil jeg gøre op med mit ego. For det har jeg på mange måder gjort med netop denne bog. Og det gør Rufus også.
- Det er tydeligt, at han i den grad har en dialog med sit ego. Spillet er den sværeste afhængighed at slette. Med hensyn til alle andre afhængigheder, ved folk godt, at de er i gang med at gøre noget dumt.
- Det gælder både alkoholikeren, rygeren og narkomanen. De ved, det er dumt, men formår ikke at gøre noget ved det. Men lige præcis med spillet, gælder andre forhold, idet kan sige til sig selv: Jeg er klogere end dem.
- Man kan regne det her ud, det mener man i hvert fald selv; og man kan sige, at ens ego med sikkerhed vil hindre, at den, der forsøger at hjælpe en ud af sit problem, overhovedet kan komme til det. Det er efter min mening den vanskeligste afhængighed af alle.
• Firkløveren, som pryder omslaget, må på en eller anden måde være en kommentar til hele spilproblematikken? Heldet følger mig nok til sidst. Ved spilleren ikke, at på den lange bane, er vi alle tabere?
- Nej. For ræsonnementet er snarere dette: Det kan godt være, at jeg lige har tabt 300.000, men jeg har på den anden side også prøvet at vinde 20.000, så det kan lade sig gøre. Jeg må bare ikke blive for grebet…
- Jeg må gøre mig mere umage - og jeg har jo vist, at det kan lade sig gøre, så hvorfor ikke igen? For jeg er jo klogere…
- Derfor plukker han en firkløver som bevis på det. Dermed bliver den også en ironisk - for ikke at sige sarkastisk - kommentar til spillelidenskaben.
• Hvornår opdager din hovedperson, at han er ludoman?
- Der er jo en form for benægtelse i alle former for misbrug - og når man først begynder at vedkende sig det, er man allerede begyndt at bearbejde det. Så det er meget sent, han vil være ved det. Inderst inde ved han jo godt, at han har et problem.
• Han er vel nærmest en selvfornægter. Men er Irene ikke med til at åbne hans øjne, for hun er jo hårdere ramt, end han er?
- Jo, hun er i ekstrem grad med til, at han kan se det i andre, som han ikke vil se i sig selv.
• Kommer han over det?
- I min verden er det nok den mest lukkede slutning, jeg har lavet. Mere siger jeg ikke.
Og jeg spørger heller ikke, så et hæsblæsende og behageligt møde slutter her. Det har været en fin og åbenhjertig samtale - en eftermiddag i september mellem en fyr, der elsker at skrive litteratur, og en, der holder meget af at læse og skrive om den.
Og så kom den tilmed til at handle mere om skriveprocesser, end det var tanken hjemmefra. Måske kom den også til at handle om andet, end det var målsætningen. På den måde blev samtalen til en hilsen fra livet selv.
Læs også en artikel om Ronnie Andersens kendskab til ludomani i Børn & Bøger nr. 8, 2016 og en anmeldelse af hans seneste roman, Autopilot, i Børn & Bøger nr. 1, 2017.
